Af Leif Lønsmann

Jan Sneum er død. Det var længe undervejs, men er alligevel ikke til at forstå. Han var jo netop så LEVENDE!

Andre, der står ham nærmere, har skrevet smukke mindeord om Jan som ven og menneske. Jeg har lyst til at riste ham en rune for hans betydning for DR, radioen, musikken og lytterne.

Hvor statsradiofoniens grundlægger, Emil Holm, var radioens Mister Klassisk, og Jørgen de Mylius var radioens Mister Pop, så var Jan Sneum Radioens Mister Rock. Eller måske snarere Doctor Rock. Jans viden var af googleske dimensioner. Hans engagement uihjelslåeligt. Og hans vedholdenhed olympisk.

Lytterne nød godt af det hele. Men han ville og kunne have drevet det langt videre, hvis vi i DRs ledelse havde været lidt mere lydhøre og vovemodige. Rockmusik og ungdomskultur har altid været lidt på ”tålt ophold” i DR. Det er som om en usynlig ånd altid har syntes at klassisk musik var lidt mere ”Public Service” end rockmusik.
Jan brugte hele sit arbejdsliv på at modbevise dette dogme. Han kunne simpelthen ikke forstå, at vi i ledelsen ikke kunne se, at netop rockmusikken struttede af al den energi og virketrang, som er drivkræften for alle de andre musikalske genrer. Han kunne simpelthen ikke forstå at Murder, Blue Van og Dial Zero ikke var lige så meget Public Service som Mozart, Brahms og Dvorak.

Jan overbeviste mig. Det var ikke så svært. Hans ægte, nærmest barnlige, begejstring for rocken smittede hurtigere end Corona. Jan var min trofaste vært og guide på alverdens musikfestivaler, hvor han færdedes ligeså hjemmevant som i Radiohusets og senere DR Byens radiostudier. Og i 2003 gav vi efter og stillede hele Radiohuset til rådighed for Sneums sans for musik. ”Radiohuset Rocker” blev en årligt tilbagevendende hyldest til vækstlagene i dansk rock.

Sneum gjorde en stor dyd ud af at ”Radiohuset Rocker” ikke var hverken en hitparade, en talentkonkurrence eller et udstillingsvindue for den kommercielle pladeindustri. Med slet skjult henvisning til statsminister Anders Fogh Rasmussens opgør med ”smagsdommeriet” omfavnede og erobrede han begrebet, med ordene ”Vi er en lille gruppe af smagsdommere, der vælger mellem det, vi har fået øje på. Vi vælger vores egen linje”.

Sneums sans for musik sejrede. Radiohuset nåede at rocke i 5 år inden udflytningen til DR Byen, og kulminerede i 2007 med indtagelsen af selve koncertsalen i Radiohuset, som ellers var forbeholdt den klassiske musik. Den aften indskrev sig i dansk rockhistorie. Med musikmagasinet Gaffas ord blev det ”en indendørs, hidsig enkeltaftensudgave af Roskilde Festival”.

Den aften, den 28.april 2007, indgik jeg en pagt med Jan. Til lyden af The Blue Van lovede vi hinanden at kæmpe for at også det nye Koncerthus i DR Byen skulle rocke. Og det gør det stadig. Ikke så meget som Jan og jeg ville have ønsket. Levende rockmusik anses stadig ikke som Public Service i DR, og må foregå på kommercielle betingelser. Men næste gang du er til rockkoncert i DR Koncerthuset bør du sende en venlig hilsen til Jan Sneum. Han har en stor del af æren for at den gamle statsradiofoni stadig rocker…