536 var et vildt og voldsomt år

Af Flemming Chr. Nielsen

Jeg havde forestillet mig, at jeg i weekenden ville læse Arne Herløv Petersens netop udkomne roman “536.” Posten havde den med i dag, og selvfølgelig kunne jeg ikke holde øjnene fra den.

Og sådan gik det til, at jeg med fryd læste mig igennem de 174 sider. Men en roman er det alligevel ikke. Mere er det seks noveller på samme rosenkrans. Poetiske, livskloge, levende og med en baggrund af dybt rislende eftertanke. Nu og da ekstremt morsomme og med velfortjente nutids-hip (som den slavinde, der i året 536 forlanger kontantrabat, da hun vil købe sig selv!). Man nærmest rører ved de historiske og ikke-historiske personer og sanser deres lugte og folderne i deres klædedragt. Hvad Arne Herløv Petersen dog ved om de mennesker, og hvor samtidige med os han dog gør dem.

Og nej. Jeg har ikke tænkt mig at skrive en anmeldelse. Det må de betalte skriverkarle om. Jeg skriver her hurtigt og spontant, for “536” gjorde dagen på én gang sollys og formørket.

For 536 er det grusomme årstal, hvor de seks novellistiske forløb udspiller sig. Det frygteligste år i menneskehedens historie. Solen holdt ganske enkelt op med at lyse. Eller som Arne Herløv Petersen skriver: “Der var ligesom en bleg fold hen over den.” Eller: “Solen var svøbt i et ligklæde.” Eller: “Den havde et betændt lys. Eller:”Den er hvid og blålig som krøllet silkepapir.”

536 var et vildt og voldsomt år. Formentlig skyldes naturkatastrofen et vulkanudbrud, og frost og kulde fulgtes af pest og død. Det er en verden, som overalt – i Syden, Østen, Norden og Vesten – indhylles i den nordiske mytologis fimbulvinter. Og i Herløv Petersens intense tekst er temaet, at her fryser også kærlighed og ømhed, visdom og indsigt til is og undergang.

Imens lever vi i Covid-19s tidsalder, og medierne sammenligner med den spanske syge i 1918 eller med den sorte død i 1349.

Prøv engang at sammenligne med 536. Læs “536.”

Køb bogen for kr. 150 her.