Af Peer Aagaard på Facebook

Dilemmaet er meget tydeligt:

På den ene side fordrer vores EU-medlemskab en indbyrdes solidaritet, så alle Unionens medlemmer deles om ansvaret for at løse denne og kommende flygtningekriser. Det manglede bare andet. Det siger både hjertet og sund fornuft.

På den anden side vil det yderste højre gå amok, hvis det sker, og tilslutningen til de racistiske partier risikerer at vokse betydeligt.

At vi og en del andre EU-lande overhovedet står i dette dilemma, kan vi takke populistiske, nationalistiske, fremmedfjendske partier for. Det er dem, som for egen vindings skyld har fremmanet fjendebilleder af alle udlændinge i årtier uden at møde nok modstand og det er angsten for dem, der forhindrer, at blandt andet den danske regering hidtil har nægtet at medvirke til den eneste rigtige løsning:

• Fælles asyl-regler
• Fælles asyl-behandling
• Ligelig fordeling af flygtninge mellem alle medlemslande
• En fælles indsats i flygtningenes nærområder

Danmark er ikke bare “bagud på point” i disse forhandlinger, som DR’s glimrende artikel hævder. Vi er isolerede sammen med fascistisk-styrede lande som Polen og Ungarn. Er det virkelig der, vi ønsker at befinde os? – Med en socialdemokratisk regering, som agerer som om, den aldrig har hørt ordet solidaritet?

Vi kan gøre det bedre, men det kræver en regering, der tør se vælgerne i øjnene og stå op for de værdier, der en gang var en selvfølge blandt socialdemokrater. Dette kræver mod – ikke bare ved forhandlingsbordet i Bruxelles – men også på de indre danske linjer: Der forestår et enormt pædagogisk arbejde med at få den fremmedfjendske del af danskerne til at forstå vigtigheden af at løfte i flok og med at få afdæmoniseret de mennesker, som alt for længe er blevet anset som andenrangs eller det, der er værre.

Udviser Mette Frederiksens regering det mod, vil hun gå over i historien som en sand statsmand. Danser hun fortsat efter de fremmedfjendskes pibe, er hun ikke en døjt bedre end dem.