Af Peer Aagaard

På det yderste højre i dansk politik finder vi partier og politikere, der åbenlyst er racister, selv om de bliver rasende, hvis man siger det højt.

Men hvis man nu i bare et splitsekund køber deres præmis om, at de skam ikke er racister, hvorfor bliver de så så rasende ved udsigten til en smuk og klar manifestation imod racisme? Hvorfor føler de sig så truffet?

Sandheden er, at landsholdets gestus til fordel for Black Lives Matter samtidig river sløret af racisternes totungede hykleri og dobbeltmoral. De hadefulde kæmper som besatte for deres ret til at hade og elsker at camouflere deres had som udøvelsen af ytringsfrihed eller ligefrem en kulturkamp. Gu’ et det ej! Det er racisme – ikke mere, ikke mindre.

Mange siger, at racisme og lav intelligens er forbundne. Højrefløjens reaktion på landsholdets knæfald synes at bekræfte det, for racisterne gik lige i fælden. Med deres frådende over raseri imod denne demonstration imod racisme anbringer de sig i enhver henseende på den forkerte side af skellet mellem ondskab og kærlighed.

I dag står racisterne afklædt og uden undskyldninger – så ynkelige som tænkes kan – så tak til landsholdet for en tiltrængt og modig beslutning.