Af Ole Fessor Lindgreen

For en herrens masse år siden, spillede vi til en festival i Burghausen, Tyskland. Skulle spille i en stor ølkælder som så mange gange før. Vi var kommet i god tid, var blevet indkvarteret på hotellet og igang med at stille sanganlægget op. Vi skulle spille to gange en time, mellem 21 og 01, så jeg spurgte arrangøren hvem det andet orkester var, da det jo ikke kunne passe at der var to timers pause. Nej, der er kun jer sagde han. Jeg viste ham kontrakten, der viste at han havde skrevet under på at vi skulle spille to gange en time. I skal spille hele aftenen, råbte han. Det har vi ikke tænkt os, sagde jeg. Så gik han fuldkommen besærk og råbte og skreg at vi havde bare at spille, ellers ville han kyle os ud af hotellet og vi ville ikke få en krone. Så råbte han igen. Er du klar over hvor du er henne? Jeg prøvede at bevare roen og svarede ham roligt, at vi var i Tyskland. Nej, råbte han. Du er i Bayern og jeg kan gøre det til et helvede for jer hvis i ikke spiller. Vi skulle jo spille to gange en time for at overholde vores del af kontrakten, så vi startede kl. 21 og så se hvad det udviklede sig til. Da vi var i gang med den første pause kom den uhyre populære tyske boogiekonge AXEL ZWINGENBERGER ind i lokalet. Han var en gammel ven fra Femø, og han kunne tydeligt mærke den trykkede stemning og spurgte hvad som var galt. Vi fortalte om den sindsyge vært og problemet i det hele taget. Må jeg låne jeres trommeslager og bassist, spurgte han. Selvfølgelig. Så gik han op og spillede en hel time og reddede aftenen for os. Så flot gjort. Det eneste der ærgrede mig var, at værten var ellevild over at han havde fået en dyr akt gratis, det fortjente han overhovedet ikke. Vi var Axel meget taknemlige over hans flotte gestus.