Af Uffe Lorenzen

Lidt om musikken på mit nye album Magisk Realisme. Indtil videre har jeg kun sluppet første single, den angstfyldte og håbefulde rockballade Lad Det Gå tilbage i maj, men på fredag kommer der endnu et udslip med tilhørende video, nemlig nummeret Caminoen, som vel nærmest kan læses som en kærligheds erklæring til København, til det at vandre generelt og mere subtilt måske – til alkohol.

Alle sangene er skrevet henover sommeren 2019, i en periode hvor jeg ulykkeligt uvidende og en anelse emotionelt stresset flyttede fra lejlighed til lejlighed i månedsvis og derfor boede 7 forskellige steder i København på et år. I det hele taget kredser mange af sangene på albummet derfor om byen som tema. Der er en drømsk og euforisk break up sang i Nede Ad Vejen, en kærlig poetisk kobling af Michael Strunge og Jens August Schade i den Forever Changes agtige Efterår, der er Bellahøjsk betonrealisme og old school feministisk halvfjerdser lyrik i albummets cover version af Trille sangen Tornerose og der er mere vandring gennem gader og stræder, parker og pladser, ind og ud af kasser og telepatisk tankelæsning i Livet Skriger, Dommedags Eftermiddag og titelnummeret.

Flere har sagt at albummet lyder som Baby Woodrose på dansk og det er nok ikke helt ved siden af eller særligt mærkeligt for den sags skyld, men enkelte numre er mere akustiske og peger dermed mere tilbage på mine to foregående solo plader Galmandsværk og Triprapport samt naturligvis en lidt Spids Nøgenhat agtig stemning hist og pist. Under alle omstændigheder føles det som en naturlig udvikling og et foreløbigt musikalsk højdepunkt, som sådan noget skal føles. Det er både tilbage til mine ROCK rødder, men det peger også rent lyrisk fremad på den måde at jeg tror jeg er ved at finde mit sprog.

Jeg spiller selv alle instrumenterne på pladen, men har undervejs fået hjælp af et par venner. En gammel Svejk kollega Jens Eyde lånte mig sit fede gamle Gretsch trommesæt fra 1973 med gigantisk storetrommelyd og et af mine absolutte musikalske yndlingsvæsner Trine Trash synger en hel del kor og spiller en smule cello. Der er lidt trompet fra Anders Juhl Nielsen, lidt pedalsteel fra Henrik Lysgaard Madsen og som altid ping pong, feedback og visual effects af Palle Demant. Som sædvanligt er det hele indspillet på bånd i STC med uvurderlige analoge skills fra min ven Doktoren.

Albummet kan allerede nu høres af de ca 90 mennesker der har betalt min husleje siden maj og måske dig hvis du kan undvære en skilling eller halvtreds til den første via min Patreon støtteside, men udkommer endeligt 11. September og kan allerede nu forudbestilles på vinyl her.

Men ellers synes jeg at du skal støtte din lokale vinylbiks når pladen kommer. Det her er ikke let for nogen, som man siger.