Af Zenia Stampe

Jeg er rasende. På vegne af det danske kulturliv og alle danske kunstnere:

I går deltog jeg i Debatten på DR2. De havde sat en hel time af til at diskutere kulturpolitik i lyset af corona. For en stund troede jeg faktisk, at det var lykkedes at gøre kulturpolitikken til et tema på den store scene. Men jeg blev slemt skuffet. For da kameraet rullede, gik det hurtigt op for mig, at det aldrig havde været planen at skabe en seriøs debat om kunst og kultur. Nej, nej, det var jo “bare” kultur, så hvorfor ikke invitere et par klovne, der kunne tosse lidt rundt i manegen og råbe prut, mens vi andre så måbende til.

Jeg blev selv stillet over for Anders Lund Madsen, hvis adgangsbillet var, at han engang har sagt, at der bliver lavet for meget kunst i Danmark. Det var åbenlyst ikke noget, han havde tænkt specielt meget mere over, men det forhindrede ham ikke i at takke ja til invitationen og bruge dyrebar tv-tid til associere frit over, hvad corona ville betyde for kunsten. Det er det bedste, der er sket for dansk kulturliv siden 1945, proklamerede han. Nu vil al den dårlige kunst falde og kun den bedste kunst, “den, der kan sælge popcorn“, vil stå tilbage.

Men det er åbenlyst forkert. Både at den bedste kunst skulle kunne defineres som den, der sælger popcorn. Men også at det er den, der vil stå tilbage. For sandheden er jo, at det er den økonomisk mest selvbærende kunst, der er hårdest ramt af corona-krisen, og som ville dreje nøglen om, hvis vi ikke havde grebet ind med særlige hjælpepakker.

Det er musikerne og deres crew, der har fået aflyst alle forårets koncerter og som risikerer at miste endnu en sæson. Det er spillestederne og festivalerne, som enten helt må aflyse eller afvikle koncerter med restriktioner og derfor stærkt reducerede indtægter. Det er teatrene og de store private musicalkompagnier, som har investeret millioner i at producere forestillinger, som de ikke kan tjene hjem på grund af forsamlingsforbud. Det er de danske biografer, der ikke har nogen premierefilm at vise. Det er de danske film- og tv-produktionsselskaber, der ender med kæmpe store meromkostninger og potentielle underskud, som deres kunder ikke vil dække. Det er de museer, der har den højeste egenindtjening, men som derfor også er ekstra sårbare, når omsætningen pludselig falder til nul.

Mange af dem så med i går. De havde fortjent en seriøs debat, der afspejlede situationens alvor og måske endda reflekterede den voksende anerkendelse af kunsten og kulturens betydning, som corona også har medført. I stedet fik de fjol og tosserier. Det havde haft større analytisk og kunstnerisk værdi, hvis Anders Lund Madsen havde stillet sig op på podiet og vist sin bare røv – hvilket jo i overført forstand var det han gjorde.

Men jeg er ikke rasende på Anders Lund Madsen. Han er jo bare en klovn. Og jeg var egentlig heller ikke rasende i går, da jeg forlod Debatten. Bare nedslået. Men jeg blev rasende, da jeg for et par timer siden opdagede, at det ENESTE, som DR har valgt at bringe på Debattens facebook-side fra hele den timelange udsendelse er det klip, hvor Anders Lund Madsen kommer med sit forvrøvlede sludder og sine udokumenterede påstande.

Regeringen har glemt og ignoreret kulturen, og i foråret var de parate til at ofre den. Det er sandt. Men DR går skridtet videre. DR håner og nedværdiger kulturen på et tidspunkt, hvor vi har desperat brug for den.

Oplægget til Debatten lød: Har regeringen glemt kulturen? Men efter Debatten har jeg mere lyst til at spørge: Hvornår begynder DR at tage dansk kultur alvorligt?