Af Carsten Jensen

Alt er på vej tilbage til det gode gamle. Eller var det ikke snarere det slemme gamle, da Mette Frederiksen for en uge siden holdt et pressemøde om pandemien? Vi er ifølge statsministeren ikke længere en nation, som vi var under pandemiens første bølge i foråret. Nu er anden bølge ankommet, og vi igen splittet i et os-og-dem.

“Når vi nøgternt kigger på smittetallet, så er der ganske enkelt for mange mennesker med ikke-vestlig baggrund, som er smittet.” Sådan lød det på pressemødet sidste lørdag. Ikke-danskerne har også et ansvar for at følge reglerne, siger statsministeren. I et land, hvor gud og hvermand anser mundbind for et overgreb på deres ytringsfrihed, mere end antyder hun, at de dér udlændinge i modsætning til os andre bare er så skideligeglade med fællesskabet.

Jamen, statistikken giver hende jo ret, vil statsministerens egen indvending lyde. De samme statistikker vil også fortælle hende, at det er de mennesker, der tilhører de laveste indkomstgrupper, bor under trange boligforhold og har de mest udsatte job, der rammes hårdest under pandemien. Med andre ord: De etniske minoriteter.

Vi har 300.000 muslimer i Danmark, Hvis de opførte sig, som statsministeren antyder, ville Danmark aldrig være kommet så flot igennem første bølge, som vi gjorde. Så ville vi med 300.000 u-danskere, der enten af uvidenhed eller ond vilje ikke overholdt nogen som helst karantæne-regler, have ligget øverst på verdens ranglisten over pandemi-ramte nationer. Når vi ikke gjorde det, var det også de etniske og religiøse minoriteters fortjeneste. De opførte sig med samme ansvarsfølelse som alle andre af en simpel grund: At de er ligesom alle andre og har samme interesse som alle andre i, at vores samfund ikke presses i bund i en pandemi.

I USA er det også etniske minoriteter, der tilhører de mest udsatte risiko-grupper, afro-amerikanere og borgere med latinamerikansk baggrund. Det har ikke noget med race at gøre, men alt med klasse-status og indkomst. De ikke-hvide udgør tilsammen ca. en tredjedel af befolkningen, og hvis de opførte sig lige så uansvarligt, som Mette Frederiksen insinuerer, at vores hjemlige minoriteter gør, ville den skade, landets præsident Donald Trump har formået at gøre på sit land i forbindelse med pandemien, være ingenting i forhold til de ulykker, minoriteterne kunne blive årsag til.

Demokraternes vicepræsidentkandidat, Kamala Harris ved alt om problematikken. “Denne virus har ingen øjne, og dog ved den nøjagtigt, hvordan vi ser hinanden, og hvordan vi behandler hinanden,” sagde hun i sin takketale ved nomineringen som vicepræsident, hvor hun understregede, at den sociale ulighed var virussens bedste allierede.

Det kunne Mette Frederiksen aldrig have sagt. For ordene kan kun udtales af en fremtrædende politiker i et land, der vover at se kritisk på sig selv, og ikke kun på de andre, de anderledes, de afvigende, dem med en anden kultur, en anden hudfarve, en anden religion. I USA er der plads til systemkritik, når det kommer til racisme. I Danmark er der plads til en bestandig udpegning af nye syndebukke. Det er også derfor, at en Mette Frederiksen aldrig ville kunne blive nomineret som vicepræsident for demokraterne. Hun er ingen Kamala Harris.

Mette Frederiksen er sikkert også ligeglad. Hun ser ikke opad i en søgen efter forbilleder eller inspiration. Hun ser sig i stedet over skulderen i en konstant frygt, at højrepopulismen skal hugge en håndfuld stemmer fra hende. At komme Vermund og Thulesen Dahl i forkøbet er hendes forkomne ide om statsmandskunst.

Hun viste format i foråret. Hun appellerede til det bedste i os. Nu appellerer hun til det værste. Alt er tilbage, ikke ved det gode gamle, men ved det slemme gamle, og Mette Frederiksen optræder igen i rollen som dronning af muddergrøften, hvor regeringskunst består i udpegning af syndebukke i stedet for fremhævelse af fælles idealer.