NYT BOWIE ALBUM: SMUKKESTE POSTKORT FRA 1999

Af Jan Poulsen

Tilbage i 1999 gav DAVID BOWIE bare en lille håndfuld koncerter i særligt udvalgte byer. København var heldigvis en af dem, og da han og bandet gik på scenen i Vega den 7. december, var det Bowies “mindste” koncert på dansk grund. Ikke fordi interessen ikke var der, nej, tværtimod, men Bowie havde valgt at præsentere sit helt nye album Hours… (1999) på en række mindre spillesteder.
De relativt få mennesker, der oplevede Bowie på turneen, var enige om, at det var noget ganske særligt. Ikke bare var det intimt, men Bowie var glad, afslappet og underholdende. Han spillede ingen roller, men var sig selv og havde tilmed udvalgt en overraskende setliste, hvor han også dykkede ned i sin tidligste fortid.
Inden koncerten i København var han i Paris den 14. oktober 1999, og en optagelse fra Elysée Montmartre i byernes by er netop udsendt med titlen Something In The Air (Live Paris 1999).
Desværre ikke på plade eller cd (endnu?), men kun som streaming, hvor den blev gjort tilgængelig fra i går (14/8). Normalt kan du kun læse om fysiske udgivelser her på væggen, men ingen regel uden undtagelse, for det ER en skøn koncert. Se bare setlisten:

Life On Mars? / Thursday Child / Something In The Air / Word On A Wing / Can’t Help Thinking About Me / China Girl / Always Crashing In The Same Car / Survive / Drive-In Saturday / Changes / Seven / Repetition / I Can’t Read / The Pretty Things Are Going To Hell / Rebel Rebel

David Bowies backingband på den lille turné var Page Hamilton (guitar); Mark Plati (guitar); Gail Ann Dorsey (bas, vocal); Mike Garson (tangenter) og Sterling Campbell (trommer) samt Holly Palmer og Emm Gryner (begge kor).
Something In The Air (Live Paris 1999) kan streames fra, hvor man(!) gør den slags, og nedenfor er der link til en vidunderlig smagsprøve; både lyd og levende billeder.

%d bloggers like this: