DANMARKSHISTORIENS DÅRLIGSTE FORVALTNING AF EN SEJR

Af Carsten Jensen

Hvad skal man bruge en uventet sejr til? Sætte sig endnu større mål? Blomstre op og virkelig begynde at skinne? Eller skal man skrumpe ind, blive lille og undseelig, overgive sig til småligheder, visne kalkuler, børste rundt på krummerne på bordet foran sig i stedet for at skabe helt nye, dristige landskaber?

Vi har lige nu en statsminister, som i forårets håndtering af corona-virussen vandt en helt uventet, men fortjent sejr. Vi skylder Mette Frederiksen meget. Vi behøver blot se os omkring i verden for at se hvor meget. Når man i disse dage taler med sydeuropæere, franskmænd eller englændere, ser de på én, som om man kom fra en helt anden, corona-fri planet. De har endnu ikke fået angsten ud af kroppen. Amerikanere kan man jo slet ikke komme til at tale med. De er forment adgang til Europa, mens deres samfund er i færd med at kollapse i et ragnarok udløst af pandemien.

Det er selvfølgelig ikke kun Mette Frederiksens fortjeneste. Vi opførte os alle sammen voksent og ansvarligt. Der var ingen, der skulle bevise deres individualisme og frihedstrang ved at gå ud og smitte andre. Og så havde et netop overstået klimavalg motiveret os til ikke at fortsætte vores hidtidige livsstil, der slider for meget på planeten. Vi var parate til forandringer.

Hvad nu, Mette? Skal vi fortsætte i den store stil, eller vi skal tilbage til småligheden, de indskrænkede valg-algoritmer fra dengang, Blå Bjarne, en indskrænket provinsarbejder, opfundet til formålet af spindoktorer, var konge i Danmark, og socialdemokratiet ikke havde noget andet, højere mål end at vinde stemmer fra Dansk Folkeparti ved at overgå populistpartiet i kulturfjendtlig jargon, EU-skepsis og nederdrægtig flygtninge- og indvandrerpolitik?

Nogen opposition har socialdemokratiet jo ikke længere. Venstres Jakob Ellemann er alt for pæn til at sige fra over for nogen, hverken Mette eller hans egen onde ånd, Inger Støjberg. Dansk Folkeparti er fast besluttet på at nå under spærregrænsen med den anløbne Morten Messerschmidt som ny frontfigur. Malet op i et hjørne trækker han som genopstanden kristen Jesus op af hatten, mens Liberal Alliance som de sidste tudser i en udtørret mudderpøl kvækker løs om ulighedens velsignelser.

Med den folkelige opbakning fra Corona-krisen og en afdød opposition, der dagligt udstiller sin afmagt, kan socialdemokraterne gøre, hvad de vil. Men ak. De vil ingenting, af frygt for at skræmme stemmer over i Dansk Folkepartis selvdøde favn. Flovt tilhører socialdemokraterne sparebanden i EU, der forgæves forsøgte at blokere for penge til det trængte Sydeuropa. Flovt støtter de med store beløb luftfartsselskaber, der bidrager til klimakrisen. Flovt lader de Mattias Tesfaye agere bugtalerdukke for Inger Støjberg. Flovt tør de ikke aflyse udbudsrunden om Nordsø-olien.

I et stort svimlende øjeblik havde socialdemokraterne befolkningen med sig, en befolkning, der var parat til drastiske forandringer: Mindre arbejde, et andet, mindre hæsblæsende forbrug, mere tid til hinanden og fællesskabet og til at passe på natur og planet. Og nu afslører de sig så som Danmarkshistoriens dårligste forvaltere af en storslået sejr.

En fængselsbetjent fortalte mig, at det, fanger længes mest efter, er synet af horisonten. Kære socialdemokrater, bryd ud af valg-algoritmernes fængsel og løft blikket mod horisonten. Vær ikke fanger af jeres egne gustne kalkuler. Fat mod. I kan så meget mere. Vær det store, menneskeligt rummelige, fremsynede reform-parti, I var engang.
Tiden er inde til de store planer.

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.