FOR SIDSTE GANG?

Af Lars Werge

For 2 år siden rykkede Vejle Boldklub igen op i Superligaen.
I dag sker det igen. Lidt før klokken 18 i aften vil VB blive kåret som vinder af 1. division, og dén pokal er vel ret beset det eneste sølvtøj, som klubben har samlet ind i dette årtusinde. Det er til gengæld sket nogle gange, og i bedste fald kan man betegne klubben som elevatorhold – men i virkeligheden er det mere korrekt at sige, at VB er fast tophold i 1. division med enkelte besøg i Superligaen.
Klubben har nemlig hver eneste gang, man er rykket op, røget ned igen i den følgende sæson. VB rykkede op i 2001, 2006, 2008 og 2018, og så igen i dag. Ikke siden Ole Fritsen var træner i 1990erne, hvor det var den gyldne årgang af spillere med Gravesen, Graulund, Mikkelsen og Dalgas på banen, har VB reelt spillet en rolle i toppen af dansk fodbold. Jeg ønsker sådan, at det med tiden bliver anderledes.
Den her gennemgang er en udstilling i det skånselsløse og ubarmhjertige ved at være fodboldfan. Jeg tror, at enhver kender det – om man er til Brøndby, AGF, AAB, Lyngby, FCK eller Frem, så gør det ondt, når ens hold oplever modgang.
Jeg har derfor ikke så meget andet at have det i end håbet, at VB denne gang formår at bide sig fast i Superligaen. Vi er mange, der håber, at oprykningen i dag afslutter den sidste kamp for Vejle Boldklub i 1. division.
Og jeg vil sætte mig foran skærmen og følge kampen. Jeg vil se afløserholdet (de faste folk er næsten alle sammen sendt på ferie eller til behandling, så det bliver reserverne, der skal klare skærene) og jeg vil drikke et glas øl og tænke, at alt er godt.

Feature foto: Klublogoet med den gyldne stjerne på toppen, der markerer, at VB har vundet 5 danske mesterskaber. Det var i 1958, 1971, 1972, 1978 og 1984.

%d bloggers like this: