Af Carsten Jensen

To minutters stilhed kræver man normalt, når man med bøjet hoved ærer en afdød eller mindes en tragisk begivenhed. Sikandar Siddique, tidligere Alternativet, nøjedes med at bede om et minuts stilhed, da han ved Folketingets afslutningsdebat talte om mordet på George Floyd og nævnte andre af ofrene for diskrimination og racisme.

Måske er Sikandar Siddique bare beskeden, når han nøjes med et minut. Måske ved han noget om folketingsmedlemmers begrænsede koncentrationsevne. Eller også anede han, hvad flertallet af medlemmerne, der i de senere år har stemt for Danmarkhistoriens mest diskriminerende love, tænkte: “Hvad Fanden bilder sådan en fucking perker sig ind? Enhver ved da, at vi ikke har racisme i Danmark.”

Et folketingsmedlem fra Nye Borgerlige blev rasende. Hvis du er en fiasko i Danmark, har du kun dig selv at takke, lød hans frådende indvending mod Sikandar Siddique.

Der var ingen ende på mediernes begejstring. Vi har helt ærligt været ved at kede os til døde under coronaen. Ja, nogle har endog grebet sig i at savne Martin Henriksen. Men nu kom der en fra Nye Borgerlige og overgik Henriksen.

Sådan ser mediernes logi ud: Pernille Vermund og hendes flok skal bare blive ved med at aflevere. Så er forsiden og Breaking News deres hver eneste dag resten af sommeren, indtil Kristian Kedelig og Morten Møgsag fra Dansk Folkeparti er definitivt ude af historiebøgerne, og den store konfrontation, som altid er mediernes hedeste drøm, ikke skal stå mellem vege Jakob og magtfulde Mette, men mellem aggressive Pernille og en Mette på retræte. Værs´go´, Pernille, mediernes platform er din.

Men Mette Frederiksen har slet ikke lyst til den konfrontation. I et interview i Politiken erklærer hun sig nærmest enig med Nye Borgerlige i synet på kriminelle og arbejdsløse indvandrere, som om al kriminalitet og arbejdsløshed er selvforskyldt og ikke også skyldes et afvisende arbejdsmarked, der med sin diskrimination har været med til at skabe en ny etnisk underklasse.

Mette vil samle Danmark. Kritik af diskriminationen splitter os i følge hende. Den slags er bare symbolpolitik og værdirelativisme, som om ghettolovgivning og smykkelov ikke også er symbolpolitik og værdirelativisme, mens kritik af diskriminationen er det sidste forsøg på at holde fast i universelle menneskerettigheder og den tanke, at vi alle ikke blot er født lige, med lige muligheder, men også lige for loven.

Ikke en asylansøger mere til landet, siger Mette. De skal samles i modtagercentre uden for Europas grænser, hvorfra de kan sende deres håbløse ansøgninger. Ved Mette ikke, at EU allerede har afvist den ide, og at samtlige socialistiske søster- og broderpartier i Europa også har vendt ryggen til den, fordi de sætter anstændighed højere end klamme favntag med populismen? Ved Mette ikke, at ingen af Europas nabolande ønsker at være vært for et sådan modtagecenter?

Ved Mette ikke, at sådanne lejre med deres mangel på hygiejne og tætte sammenstuvning af mennesker i disse corona-tider ender som enorme smittespredere med global rækkevidde?

Ved Mette ikke, at antallet af flygtninge i de sidste ti år er blevet fordoblet fra 40 til 80 millioner og altså udgør en hel procent af jordens befolkning?

Mette Frederiksen ved det. Men hun tror, at hvis hun ikke taler umenneskeligheden efter munden, så risikerer hun at tabe mandater og magt. Hun traf et klogt og værdigt valg under pandemien. Vores helbred var vigtigere end økonomi. Nu træffer hun et uværdigt valg. Stemmetal skal sættes højere end medmenneskelighed.

Derfor får vi ikke nogen konfrontation mellem Mette og Pernille. De vil i stedet flette fingre.

Skal vi holde to minutters stilhed for Mette Frederiksens samvittighed?