Af Asger Schnack på Facebook

Sternbergs nye digtsamling, ”Simple dage”, er en ganske forunderlig tidscirkel, der underspillet tegner en følsomhed frem, idet den i samme nu holder den tilbage. Det kommer der en balance ud af, som er overordentlig bevidst og vanskelig at holde. Men det gør han, digteren og jegpersonen, som i et nyt spil i spillet overlapper eller netop ikke. ”Simple dage” er titlen på bogen, og digtene er også i en vis forstand simple, nemlig hvad angår deres indhold, deres referat af det, der sker, men absolut ikke simple, hvad angår deres form og udførelse. For her foregår der en åndedrætsbehændighed ved hjælp af linjedelinger og -mellemrum, der elegant og eftertænksomt gør det sete eller erindrede til små krystaller af indsigt, og hvad der kunne ligne en banalitet svinger over i retning af visdom, nogle steder ligefrem i en omvending af synsvinklen som i digtet, hvor Peter Laugesen optræder: ”kære lille dyr / på bladet / i solen / ved bussen // tænker du i ny og næ / på Peter Laugesen // og // har du givet ham / et navn”. Det er et godt spørgsmål, fordi verden pludselig ses med andre øjne. Og det kan man sige om hele bogen, hvis næsten apatiske følsomhed står og dirrer mellem desperation og ro, digtets følsomhed og digtets ro. Tiden styrer forløbet, som sagt i en cirkel, med dateringer, der giver rum for et levet liv med de møder og afskeder, inklusive ved døden, det indebærer, nye adresser, nye forhold, med bruddet forudsagt i sproget. Ordenes placering på bogsiden, det er det, der gælder, trivialiteter løftet op til begivenheder, og det fremskrevne menneske, der skjuler sig et sted ude i virkeligheden, på skiftende adresser, som kunne være digteren, vil man gerne lære at kende. Jeg anbefaler denne bog for dens finhed, de små detaljers skønhed midt i bølgegangen. Sternberg: ”Simple dage”. Kronstork. (Omslag: Kasper Vang. Forsidefoto: Privatfoto, Sternberg)