Lydlommen skriver på YouTube:
Det er mig en stor glæde, at kunne uploade én af de mest eftersøgte radio-udsendelser. Det drejer sig om den for C.V. Jørgensen-kendere “legendariske” Hanegal-udsendelse. Hidtil har det været sparsomt med fakta om udsendelsen, bortset fra at den indeholdt tre Bob Dylan-sange oversat til dansk af Jep Loft, og fremført akustisk af Carsten og Billy Cross. Udsendelsen har (bl.a. i Martinovs bog om CV) fejlagtig været dateret til februar/marts 1982, men research i DR-arkiverne har klarlagt at udsendelsen oprindelig blev sendt i 1980. Det stemmer fint overens med tidspunktet, hvor de arbejdede sammen omkring det meget succes-fyldte album ‘Tidens tern’. Hanegal var et lille 15 minutters kulturprogram, som blev sendt tidlig søndag morgen (heraf navnet) på P1. Udsendelsen kørte fast ugentligt fra 1979 til op midt i 1980’erne. Her kan udsendelsen nydes komplet inkl. den ganske morsomme introduktion.