TR-808 var en såkaldt ‘Rhythm Composer’

Af Lars Kjær

Jimmy Jam og Terry Lewis tilskriver en del af deres tidlige succes, til at de var heldige der stod en Roland TR-808 i studiet i Atlanta, hvor de producerede The S.O.S. Band, og at der ligeledes stod en i studiet i Italien, hvor de producerede gruppen Change.

TR-808 var en såkaldt ‘Rhythm Composer’, eller det vi nu kalder en rytmeboks. Roland var dengang en lille japansk teknologivirksomhed grundlagt af Ikutaro Kakehashi, hvis store lidenskaber var elektronik og musik. Firmaet havde allerede leveret rytmebokse til hjemmeorgler og været igang med flere forsøg på en fritstående sådan. Et par generationer længere fremme, står de så med den helt unikke TR-808, hvis store hemmelighed var en defekt transistor!! Dengang var 2-3% af transitorproduktionen fejlbehæftet og disse kunne Roland købe for en billig penge, da de ellers blot ville blive kasseret. Sagen med de defekte transistor var at de støjede, men samtig var det hvad der gav TR-808 maskinen en særlig sydende lyd, som alle blev indfanget af.

Nu var problemet så bare, at produktionen af transistorer blev bedre og bedre, så Roland ikke længere kunne finde sine defekte transistorer, hvorfor produktionen af TR-808 måtte nedlægges efter blot 3 år. I alt nåede de kun at fremstille 12.000 maskiner.

Ironisk nok blev den lyd der gjorde rytmeboksen til sin helt egen, altså også roden til dens undergang, men få elektroniske instrumenter har til gengæld haft så voldsom en indflydelse på hvordan populærmusik lyder den dag i dag, og derfor vogtes der nidkært over hver enkelt overlevende TR-808.

Lige fra Bambaataas ‘Planet Rock’ til nogle af de største hits med Phil Colins, som eksempelvis ‘Another Day In Paradis’, lever på 808’ens nåde. Ushers måske største hit ‘Yeah’ er nærmest rendyrket 808 og uden Rolands lille box, havde Hip Hop, House, Techno og Drum ‘n’ Bass lydt helt anderledes og dermed også meget af vor tids pop.

James Harris III og Terry Lewis var gennem bandet The Time med til at definere Minneapolis sounden, som Prince jo blev den største eksponent af. The Time turnerede som opvarmning for Prince, der valgte at fyre de to ungersvende, da de mødte for sent op grundet en snestorm. Der var de netop på vej tilbage fra Atlanta, hvor de blandt andet havde færdigproduceret ‘Just Be Good To Me’ med The S.O.S. Band.

Opgaven som producere på den succesfulde grupppes fjerde album, havde de fået gennem deres mentor og lærermester, Leon Sylvers, som havde skabt utallige kæmpehits op igennem især 70’ernes anden halvdel. Han producerede albummet før med S.O.S. Band og havde der medtaget nummeret ‘High Hopes’ skrevet af Jam & Lewis.

The S.O.S. Band hed egentlig Santa Monica, fordi de engang havde spillet en så god koncert i den californiske kystby, at de bar måtte hedde Santa Monica…

Det fik produceren af deres første millionsællert – og deres enlige nummer 1 på R&B listen – ‘Take Your Time (Do It Right)’, ændret til S.O.S. Band inspireret af et nummer han havde lavet, hvor han havde leget med morse koden. S.O.S. er den velkendte kode for nød og siges at stå for ‘Save Our Souls’, men ikke i S.O.S. Bands tilfælde, hvor det er en forkortelse for ‘Sound Of Succes’.

Succes havde de indtil den meget karakteristiske forsanger Mary Davis forlod gruppen i nogle år i et mislykket forsøg på en solokarriere.

Hele lyden, som Jam & Lewis fik skabt til S.O.S. Band, kredsede om den nye lille vidunderboks TR-808, og var med til at definere dem som det nye skoldhede producernavn i byen. Opgaverne voksede i både størrelse og antal, men kun italiensk/amerikanske Change fik også 808-lyden, mens andre fik tilpasset en lidt anderledes lyd.

Change var en italiensk gruppe dannet af sangskriver- og producerparret Jacques Fred Petrus og Mauro Malavasi i Bologna. De gjorde en dyd ud af at anvende de bedste amerikanske studiesangere, som Luther Vandross, Jocelyn Brown, Lisa Fischer og James Robinson.

Her var det gruppens femte album, som fik Jam & Lewis behandlingen med TR-808 rytmer. Ikke mindst ‘Change Of Heart’ står tilbage som en klassiker og var klart med til at sætte Jam & Lewis karriere i yderligere omdrejninger, før den eksploderede året efter med deres produktion af Janet Jacksons ‘Control’ album.

%d bloggers like this: