Reed vs. Cale

Af Peter Andersen, Bongorama Musik (klik link for at blive medlem)

Jeg blev inspireret og har leget lidt i nat og hørt en masse Lou Reed og John Cale. Det er der kommet en boksekamp ud af over 15 omgange, hvor jeg parrer deres plader fra debut’erne efter Velvet Underground til og med 1992 (derefter bliver deres udspil for sporadiske). Der er hugget en hæl og klippet en tå undervejs, og enkelte albums er udeladt (fx Church Of Anthrax, Metal Machine Music og flere livealbums). Det endte med en close shave, og giv mig bare tæsk. Jeg kan tage det…

Lou Reed (1972) contra Vintage Violence (1970)

Cale havde et tidsmæssigt forspring, da han forlod Velvet efter andet album, men fair nok at holde deres solodebut’er op mod hinanden. Lous lyder som en forlængelse af Velvet Underground (og det er også mestendels uindspillede Velvet-sange), tilsat lidt Stones-ripoff på ’Walk And Talk It’. Reed giver også en forsmag på Berlin, men ikke nær så godt som på hovedalbummet, og det er i det hele taget, som om han ikke rigtigt ved, hvad han vil, selv om man kan høre ansatser til kommende store sange. Cale er allerede et nyt sted, og det er et album, der holder sig forbløffende godt 50 år efter. En klar omgang til John Cale.

Transformer (1972) contra Academy In Peril (1972)

Der er ikke så meget at komme efter: Reed har lavet en klassiker, Cales er interessant, men ikke det hovedværk, han måske havde forestillet sig. Det er som udgangspunkt en svær sammenligning, fordi Reed – viser det sig ad åre – laver et album fyldt med hits, mens Cale er søgt tilbage til sin klassiske skoling (som på Terry Riley-samarbejdet Church Of Anthrax fra 1971). Selv om jeg holder af at lytte til Cale i det humør, er der ingen konkurrence. Klar omgang til Lou, tæt på knockdown.

Berlin (1973) contra Paris 1919 (1973)

Nu bliver det sjovt. Paris 1919 er John Cales mest priste album nogensinde, og fx det eneste, der har fundet vej i ’1000 albums du skal høre før du dør’ (hvilket er en fejl). Produktionen er himmelsk, og albummet indeholder flere sange, der senere skal vise sig at blive signaturer. Men Berlin er på den anden side et af de der albums, der er vokset i alverdens bevidsthed – især efter Julian Schnabels film og Reeds turné med sangene for godt 10 år siden. Det er et af de 10 albums, jeg har lyttet mest til gennem årene – på ungdomshøjskolen var det mit håndtag i tider med kærestesorg og weltschmerz – og jeg fangede først Cales album nogle år senere. Men hvad gør man med to mesterværker over for hinanden, når de begge kan få én til at tude? Som i enhver god boksekamp må der være en uafgjort runde.

Sally Can’t Dance (1974) contra Fear (1974)

Det er jo Lou Reeds største album-hit i USA, selv om det bestemt ikke blev vel modtaget af anmelderne. Lou gav dem faktisk ret, han var ikke tilfreds, og hørt i dag, lyder det også som om, det er Lou, der synger TIL et tape med lidt for meget tomgangsrock, og ikke Lou, der synger MED et band. Jovist, der er højdepunkter, de stille ’Baby Face’ og ’Billy’ sammen med titelnummeret, men noget stort album er det ikke. Modsat åbenbarer Fear en lang række af fede sange af en John Cale, der gør, som han vil – omend Eno’s inspiration er hørbar enkelte steder. En relativt klar omgang til Cale.

Coney Island Baby (1975) contra Slow Dazzle (1975)

Jeg springer som nævnt Metal Machine Music over. På trods af det ’nummer’ fik Lou Reed en plade mere på RCA, og her er han tilbage i førertrøjen. Det er et vidunderligt album, som hænger sammen hele vejen, men immervæk har et lysende højdepunkt i den fabelagtige ’Kicks’, som er et af Lous bedste tracks nogensinde (jeg skriver bevidst ikke bedste sang, men ’track’). Det kan synes uretfærdigt, for Cale slår sgu også nogle gode slag i denne runde, hvem ville ikke gerne have skrevet ’Darling I Need You’?, og det er også her han giver ’Heartbreak Hotel’ nyt liv med sin downtempo version. Men det bliver en omgang til Lou.

Rock and Roll Heart (1976) contra Helen Of Troy (1975)

Rock And Roll Heart var det første af Lous albums, jeg købte i ’real time’. Det er hans første for Clive Davis’ nystartede Arista, og det regnes normalt ikke rigtigt for noget i Reed-diskografien. Jeg kan faktisk godt lide det, men efter at have fundet Helen Of Troy på vinyl for få år siden og rigtig fået hørt det, er jeg ikke i tvivl: Det står for mig som et af Cales tre bedste albums overhovedet, og så er det et af de albums, hvor side B overgår A-siden. Bare tag denne trio: Close Watch, Pablo Picasso og Leaving It Up To You. Ubestridt omgang til Cale.

Street Hassle (1978) og The Bells (1979) contra Animal Justice (1977)

Her bliver det lidt svært, for Cale er ikke så produktiv i anden halvdel af 70’erne. Han producerer en del, så her er han kun repræsenteret med en EP. En stærk EP ganske vist, men selv om de to nævnte ikke er Lous bedste plader, er de dog nok til at vinde denne omgang klart. Cale står i ringene og samler kræfter.

Take No Prisoners (1978) contra Sabotage (1979)

Her har vi så to liveudspil overfor hinanden, og to af historiens mere markante af slagsen, vel at mærke. Lou Reeds, fordi han snakker mere, end han spiller, og det fandme fungerer, og John Cales, fordi han udgiver et livealbum med lutter nye sange (på nær en cover af Walking The Dog). Jeg giver omgangen til Cale, den plade er et håndkantslag, den er konsistent hele vejen, og den lyder som at være der selv.

Growing Up In Public (1980) contra Honi Soit (1981)

Jeg hang en del ud hos Andreas i Pladehøkeren i Peder Hvidtfeldts Stræde på den tid, og jeg kan huske vi havde diskussionen: Hvilket af disse to album er stærkest? De fleste – inklusive mig – hældte vist til Cale, som kører videre på energien fra Sabotage, og så var Lou jo pludselig blevet så familiær. Men sangene holder, og hørt i dag vil jeg ikke drage en konklusion. Endnu en uafgjort omgang.

The Blue Mask (1982) contra Music For A New Society (1982)

Dette er en af de sværeste, fordi det er to vidt forskellige albums. Lou er vendt tilbage til RCA og går fra familiær til rystende rå, mens Cale vender tilbage til klassikken og leverer nogle af sine smukkeste sange: Close Watch, Chinese Envoy og Taking Your Life In Your Hands. Det er vanvittig smukt, og Cale får en kneben omgang.

Legendary Hearts (1983) og New Sensations (1984) contra Caribbean Sunset (1984)

Her må der snydes lidt igen, for Lou Reed er lidt mere produktiv. Ingen af de to albums hører til mine favoritter, og jeg får lidt knopper af hans minihit ’I Love You Suzanne’. Men Cales udspil er så sandelig heller ikke hans stærkeste, snarere tværtimod, selv om jeg i sin tid var ret begejstret for ’Model Beirut Receital’. Så Reed vinder denne omgang uden at gøre meget væsen af sig.

Mistrial (1986) contra Artificial Intelligence (1985)

Mistrial er nok Lou Reeds største smutter. Han forklarede, hvor fedt det var at slippe for den besværlige trommeslager, men det fungerer bare ikke – måske på nær ’The Original Wrapper’. Omvendt er Cale tilbage i form, han søger – igen – nye veje, og fyrer så også lige den uhyrligt smukke ’Dying On The Vine’ af. Overlegen runde til John Cale (på en billig baggrund).

New York (1989) contra ???

Tja, Lou Reed erkender, at det der med trommemaskiner var en fejl, og at intet slår ’two guitars, bass, drum’. Han laver sit tredje ubestridte mesterværk, og at den ikke har fundet vej i ’1000 plader du skal høre før du dør’ er en gåde og en mindre skandale. Cale laver ganske vist et album dette år, men den gemmer vi lidt og giver Lou Reed en omgang, han ville have vundet næsten uanset hvad modstanderen havde stillet op med.

Magic+Loss (1991) contra Words For The Dying (1989)

To dødsplader med vidt forskelligt udgangspunkt. Lou Reed fortæller om to venner, der er døde af cancer, hvor John Cales klassiske værk tager udgangspunkt i Falklandkrigen. Som sådan umulige at sammenligne, så jeg går efter, hvilket af de to albums der har betydet mest for mig, og det er ubestridt Magic+Loss, som jeg havde lidt svært ved at få ind under huden i begyndelsen, men som jeg i dag betragter som endnu et mesterværk. Det er simpelthen hans smukkeste sange siden Berlin. En omgang mere til Lou.

Rock ’n’ Roll Animal (1974) contra Fragments Of A Rainy Season (1992)

15. og sidste omgang (sådan var det jo i boksning, da jeg var knægt og Muhammad Ali var The Greatest). Og uafgjort efter de første 14. Det skal afgøres mellem to livealbums, der blev udgivet med 18 års mellemrum, men hvilke to! Rock ’n’ Roll Animal behøver næppe introduktion, det har den der som-at-være-der-selv kvalitet, og Lou har et gudepar af guitarister til at hjælpe sig i Steve Hunter og Dick Wagner. De fleste vil nok også dømme ’no contest’, fordi vi har at gøre med et af de mest berømmede livealbums i rockhistorien. Men det her er min boksering, og John Cale evner – uden hjælp – at bringe sine sange helt nye steder hen, alene med guitaren eller ved pianoet. Hvor jeg tidligere kunne finde på at lytte originaludgaven af ’Dying On The Vine’ fem gange i træk, er det nu udgaven herfra. Han gør sange, han har skrevet gennem 20 år, til et nyt hovedværk, så jeg giver sidste og afgørende omgang til John Cale.