Af Lars Werge
Tilbage i 1994 skete revolutionen i dansk rock. Som en forhammer mod ambolten ramte Psyched Up Janis os med sin debutplade “Swell”, og I guder, hvor har jeg lyttet til den cd. Den blev godt nok udgivet på vinyl dengang, men selvom min grammofon stod fremme, så købte jeg ikke længere LP’er på det tidspunkt.
For nogle uger siden blev debuten genudgivet i en remastereret udgave, og de øvrige to studieindspilninger samt en live-plade og en opsamling blev ved samme lejlighed trykt på vinyl, og solgt i bundter fra en varevogn i de største af landets byer.
Jeg havde overtalt min kammerat Johnny til at hente pladerne i København for mig, og han har opbevaret dem lige indtil i dag, hvor jeg cyklede ind og besøgte ham og Ane (og William) i deres lejlighed i City.
Nu har jeg pakket ud, og det er altså sjovt, hvordan det kan kildre i maven på en mand i halvtredserne at åbne sådan en æske, og beundre covers og bare vide, at dét her – det bliver fedt!