Uddrag fra ‘Rejsefeber’: Burma II

Af Lars Movin

BURMA II (1980) – Rejsefeber 9/16

En tur ned ad hovedgaden i Maymyo – en såkaldt ‘hill station’ i bjergene nord for Mandalay – er som en syret sightseeing gennem en kulisse fra en lavbudget-western, der aldrig blev indspillet, fordi producenten løb med kassen, instruktøren sov en brandert ud i et badekar, og helten stak af med en af de kvindelige statister. Udmagrede øg trækker diligencer med blankpudsede, gyldne skærme gennem hovedgaden, der flankeres af to-etagers træhuse med afskallet maling og romantiske svalegange. Hunde lusker rundt om dovne okser og snuser efter madrester langs butiksfacaderne, hvor de halvtomme vinduer vidner om, at det ikke er hver dag, måske ikke en gang hver uge, der kommer nye forsyninger til byen. Fra tehusene overvåges stilheden af mænd med bredskyggede hatte. Mange af dem pulser på tommetykke, hjemmerullede cigarer, der oser som haveaffald.

Vi falder i staver foran et vindue, der ligner en tandhjulsfabrik efter en eksplosion. Indehaveren er en engelsktalende og snakkesalig urmager, der inviterer os indenfor, da han får øje på os. Han fortæller om sit liv, og han gør ikke noget for at skjule sin utilfredshed over, at regeringen i 1964 – to år efter Ne Wins socialistiske kup – nationaliserede hans forretning og konfiskerede varelageret, så han fremover kun kunne reparere de ure, han allerede havde solgt. Dengang slog de fleste sig afventende til tåls med de nye forhold, men i dag vælger mange unge burmesere at forlade landet. Urmagerens datter arbejder som EDB-operatør i Canada, en tilværelse, der fra Maymyo forekommer lige så fjern og uvirkelig som livet på en anden planet.

Det er ikke, fordi vi taler særlig længe med urmageren, men der er noget ved ham, der giver mig en sær fornemmelse af, at vi et eller andet sted langt ude er i familie. At han er dét, man på engelsk kalder ‘a kindred spirit’. Da vi tager afsked med ham, ser jeg bag hans midaldrende ydre og fremmedartede ansigtstræk en gammel mand med sørgmodige øjne i et lille, skrøbeligt legeme. Og jeg fyldes af den slags overrumplende hengivenhed, der nogle gange kan blusse op i sjælen som en brandstorm. En hengivenhed for alt og alle, for selve livet, en kærlighed til alle de ensomme sjæle i verden. Åh, lille pige, åh, lille mand – gav livet ikke, hvad det havde stillet i udsigt. Steg drømmene lydløst til vejs som gasballoner, der aldrig nåede at slippe deres berusende vinde fri. (fra bogen “Rejsefeber”, 1996)