Uddrag fra ‘Rejsefeber’: Burma I

Af Lars Movin

BURMA I (1980) – Rejsefeber 8/16

Som sædvanlig sover vi på gulvet i nattoget til Mandalay. Det er ikke lækkert, men vi er blevet gode til at brede vore liggeunderlag ud og kravle ind under sæderne og prøve at få lidt søvn, uden at tænke for meget over hygiejnen. Det værste er toiletterne. Vi har begge haft diarré mere eller mindre konstant det sidste stykke tid, og det er begyndt at blive værre. Pludselig jager det i indvoldende som en advarsel om en kommende krampe. Det er en sært udefinérbar smerte inde midt i maven, som man ikke på nogen måde kan flygte fra. Man krummer sig sammen og kan intet andet. Jeg vågner et par gange i løbet og natten og mærker, at der ikke er nogen vej udenom – jeg må ud af posen og ud på det stinkende lokum, hvor man sjapper i pis på gulvet, og hvor stumper af afføring i forskellige grader af stivnethed sidder spredt op og ned af kummen og helt ud på væggene. Man kan undre sig over, hvilke akrobatiske krumspring ophavsmændene har foretaget for at anbringe det dér.

Det er i sådanne øjeblikke, man spørger sig selv, hvad man egentlig laver her. Hvor mange lidelser, hvor meget svineri og hvor megen sygdom vil man egentlig udsætte sig selv for, blot for dette sære fænomen: ‘at opleve noget’? Hvad er det i grunden, man søger? Man rejser ud med alle mulige eventyrlige visioner i hovedet, og så ender man som en afkræftet svækling på bunden af en tredjeklasses togvogn med betelspyt på tøjet og beskidte underbukser og hovedet fuldt af drømme om atter at være barn og ansvarsløs og ubekymret. Det er både ydmygende og fascinerende, fordi det slet ikke hænger sammen, samtidig med at man ved, at man vil fortsætte, og endda gøre det igen, hvis man fik chancen. (fra bogen “Rejsefeber”, 1996).

Køb bogen her.