SVANESANG – FÆLLESSANG – OPSANG!

Af Peer Aagaard

På det plejehjem hvor min mand arbejder, når han ikke – som nu – er i karantæne som en forsigtighedsforanstaltning, er ni beboere ud af 36 døde som følge af corona-virus.

Samtidig er elleve ud af 25 medarbejdere testet positive for COVID_19.

Det er skræmmende tal, der for os øger bevidstheden om sygdommens eksistens og farlighed.

Hvis man studerer denne artikels fakta-boks og ser, hvor mange fornuftige sikkerhedsregler der er blevet fulgt på stedet, er det svært at forestille sig, hvad man ellers kunne have gjort.

I aftes sad vi herhjemme og talte om, hvor vanskeligt det må være for de ansatte at håndtere situationen både fysisk og psykisk. Som mange sikkert ved, lider typisk mellem 60 og 80 procent af beboerne på et plejehjem af vekslende grader af demens. Adskillige af dem har mistet deres sprog og er – med en teologisk formulering omend ikke betydning – blevet som børn på ny.

Hvordan isolerer man disse mennesker i deres bolig for deres egen og omgivelsernes skyld? At låse dem inde er i lovens forstand et klart overgreb og strengt forbudt. På den anden side er det heller ikke muligt at postere ansatte som vagter foran hver lejlighedsdør. Kernearbejdet som blandt meget andet består af pasning, personlig pleje, bespisning og støttende samvær med beboerne skal jo også passes.

Ord er fattige i en sådan krise. At kalde situationen fortvivlende dækker måske bedst, og dog er det tiloversblevne personale nødt til at agere professionelt, fattet og med autoritet, samtidig med at de udstråler det omsorgsgén, der førte dem ind i branchen fra starten.

Det virker, som om det er en verden mellem de liv, som leves på plejehjem som Højstruphave i disse uger, og det liv som udfolder sig blandt de ligeglade, hensynsløse personer, der flokkes i Københavns parker og på Bryggen og andre steder i landet. Og hvor fjern er ikke hverdagen for personalet og beboerne på plejehjemmet i Vallensbæk fra den hverdag som leves af de politikere, der som flæbende pattebørn på folkets vegne kræver retten til at gå på værtshus og café genindført, fordi overholdelsen af nogle simple regler overstiger deres indskrænkede mentale evner?

Mange har i disse dage travlt med at bagatellisere problemets omfang. “Jamen, de fleste døde er jo tudsegamle og/eller nogle svage kronikere, der alligevel skulle stille træskoene snart”, hører man hele tiden i forskellige formuleringer. Må jeg anbefale disse kynikere at sætte sig ned, slukke for telefonen og computerskærmen, lukke øjnene og se for sig dem, de holder allermest af: deres børn, deres forældre, deres allernærmeste venner. Sig derefter navnene på to af dem højt. De to, som du synes fortjener at dø, så du selv kan komme i byen eller ud at nyde solen med en håndbajer i tæt selskab med dem, hvis liv du sætter højere.

Det er let at gemme sig bag tal og statistikker, når man taler om denne pandemi. Kurver og grafer er så dejlig abstrakte at forholde sig til. Ikke underligt at de politiske krav om en hurtig genåbning af samfundet primært kommer fra de samme borgerlige politikere, der ynder at omtale flygtninge, der kæmper for livet eller mister det i Middelhavet som invaderende horder. For dem er umenneskeliggørelsen af lidende og døende medmennesker et bevidst valg. Ellers kan de ikke leve med sig selv og deres egen egoisme og afstumpethed.

Jeg har selv besøgt Højstruphave flere gange. Jeg ved, hvilke ildsjæle som også der yder en enorm indsats for deres medborgere hver dag. Ligesom deres kolleger på andre plejehjem, på hospitalerne og i lægepraksis rundt omkring i landet kæmper de i disse uger en brav og uselvisk kamp for at føre Danmark gennem krisen. Den indsats kalder ikke kun på dyb taknemmelighed, men også på en respekt, som vi bedst viser dem og sygdommens ofre ved at opføre os som civiliserede mennesker og ikke som primitive dyr, der kun har øje for egne behov.

Er det virkelig for meget at forlange?