Vi skal tage os sammen

Af Arne Herløv Petersen

Vi er ikke kommet over bakketoppen. Vi ved ikke engang, hvor høj bakken er.
Epidemien raser værre end nogensinde. I går tog antallet af nye smittede et gevaldigt hop fra 70-80.000 til 105.000 nye tilfælde på én dag.
Næsten 40.000 af de nye corona-tilfælde i går var i USA, hvor der snart er en million smittede og hvor næsten lige så mange er døde, som der døde af amerikanske soldater under hele Vietnamkrigen.
Og nu kommer en lang række nye lande til. Der var i går 11.500 nye tilfælde i Ecuador, 5800 i Rusland, 3500 i Brasilien, 1100 i Mexico og Saudi Arabien.
Så det er ikke det rette tidspunkt til at slappe af og stimle sammen i parker og på kajerne. Det er ikke det rette tidspunkt til at planlægge lange udlandsrejser, selv om de borgerlige i deres dårskab presser på.
Vi skal tage os sammen og overholde de samme retningslinjer, som vi så pænt har overholdt den sidste måned. Gør vi det, får vi hverken svenske, italienske eller amerikanske tilstande.