Whitney Houston forlod os i et badekar

Af Lars Kjær

Væddemålet lød: Hvis alle kvinderne blandt publikum rejser sig, når Whitney Houston synger ‘Saving All My Love For You’ ved hendes koncert på The Roxy i Los Angeles, så skal det være den næste single fra hendes debutalbum.

Næste single – og den anden i USA efter ‘You Give Good Love’ – blev så ‘Saving All My Love For You’…

Sangens komponist Michael Masser havde nemlig fuldt ud styr på at det var en ‘pige-sang’ han havde skrevet sammen med Carole Kings eksmand, Gerry Goffin. Masser var efterhånden ekspert i svulstige kærlighedsballader. Whitneys anden single i Europa – her var ‘Saving All My Love For You’ først det tredje singleudspil – var også en Masser-sang, ‘All At Once’, og hun skulle også få stor succes med sangen Masser havde skrevet til George Benson til lydsporet til en Muhammad Ali-film – endnu en tåreperser – ‘The Greatest Love Of All’.

At det var det rette valg, viser Grammyen hun vandt for årets bedste kvindelige pop vokal og den førsteplads – den første af i alt syv karrieren igennem – sangen nåede på Billboards Hot 100. Og så var det også første gang Whitney for alvor viste hvor fabelagtig en sangerinde hun var, svingende fra bittersød lethed til en påtrængende inderlighed i sin portrættering af ‘den anden kvinde’, kvinden der har en affære med en gift mand. En tekst der forøvrigt skabte lidt furore blandt de mere bonerte amerikanere, og ikke mindst Whitneys mor Cissy Houston, som mente at sangens budskab ville sætte datteren i et dårligt.

Paradoksalt nok, så havde Whitney Houston faktisk selv en affære kørende med en gift mand, da sangen blev indspillet, hvilket måske inspirerede til den fine indlevelse. Affæren selv, blev dog ikke noget hit.

Og så var det ikke engang første gang ‘Saving All My Love’ var blevet luftet. Syv år tidligere havde den allerede været et mindre hit for en anden sangerinde født i New Jersey, Marilyn McCoo.

Hun havde indspillet den til hende og hendes mands andet album. Et par år tidligere havde de trukket sig fra en veritabel gigantsucces, grupppen The 5th Dimension, som også var der de mødte hinanden.

Marilyn McCoo var en helt anden slags fisk end Whitney. Født i en lægefamilie og med en afsluttet universitetsgrad i handel før hun for alvor slog ind på sangens dydige sti. Til gengæld var hun ligeså flot og en næsten ligeså dygtig sangerinde.

The 5th Dimension var soul til den i den grad pæne og poppede side, hvilket gjorde de fem sorte medlemmer tilpas harmløse til at store dele af et racehærget land som USA, kunne sluge dem til aftenkaffen.

Gennembruddet var med Jimmy Webb sangen ‘Up, Up And Away’ – og alle fra 70erne synger straks videre på ‘in my beautiful balloon…’. Den vandt 4 Grammyer.

Medley’et ‘Aquarius/Let the Sunshine In’ fra musicalen ‘Hair’ bimlede helt oppe på den amerikanske førsteplads i The 5th Dimensions udgave, mens min favorit med gruppen, er med netop Marilyn McCoo i front på ‘One Less Bell To Answer’.

Men som sagt, var Marilyn og manden Billy Davis, Jr., i 1978 i gang med deres egen karriere, som blandt andet førte til, at de var det første gifte afro-amerikanske par med eget tv-show over there.

Og nu får ‘Savng ‘All My Love For You’ sandelig en tur til i manegen, eller i hvert fald dele af den, for Tamar Braxton ‘interpolerer’ – som det hedder med et fint musikteknisk udtryk – ‘Saving All My Love’ på sin nye single ‘Crazy Kinda Love’, som hun har lavet til lydsporet til filmen ‘True To The Game 2’, en film hun også selv medvirker i.

Hov! Braxton, siger du… Ja, såmænd. Hun er lillesøster i Braxton søskendeflokken, der i disse tider er mere kendte for deres Kardashian-agtige reality tv-serie ‘Braxton Family Values’.

Tamar – som heller ikke har kunnet holde sig væk fra den amerikanske udgave af ‘Vild Med Dans’ (en 5. plads), og fra at vinde 2019-udgaven af ‘Celebrity Big Brother’ – er nu faktisk næsten i samme sangklasse som storesøster Toni Braxton. Lige som hende, spænder Tamars stemme over 5 oktaver og hun har haft pæn succes med flere af sine soloudgivelser.

Jo, genbrug er godt og jeg tror faktisk vores kulturminister vil kunne lide ‘Saving All My Love For You’, selv om ingen af udgaverne har været med på en ‘Absolute Music’.

Whitney Houston forlod os i et badekar i 2012, mens Marilyn McCoo stadig lever i bedste velgående og stadig er gift med Billy Davis, Jr. igennem mere end 50 år. Tamar, hun er til hver en tid velkommen hjemme hos Morten Power Lytzen, som inspirerede til dagens Corona Soul historie.