Af Peer Aagaard

Husker nogen endnu Inger Støjberg? Du ved, hende Venstre-politikeren med lagkagerne og de aldrig ophørende sataniske stramninger, som hun udtænkte sammen med den forhenværende grisebils-chauffør fra Kødbyen?

Som du måske har bemærket, har der i et stykke tid været lidt stille om den notoriske løgner, hvilket givetvis skyldes, at hun ikke har haft mulighed for at spankulere rundt på Nørrebro omgivet af sikkerhedsvagter for bagefter at kunne påstå, at hun følte sig truet, fordi alle muslimerne sendte hende onde øjne.

Støjberg har altid levet efter devisen “Vil du i verden frem, så ytr! – uanset om du taler sandhed eller ej”. Hun gjorde det på skrift ved at angive sig selv som journalist på sit officielle cv, selv om hun aldrig har været i nærheden af Journalistskolen, og hun gjorde det talrige gange med selvopfundne “oplevelser” i debatter, hvor formålet kun var at puste til hadet imod muslimer.

Det er således fuldt forståeligt, at Støjberg brænder efter en rolle som aktiv debattør igen.

Derfor har hun i løbet af de sidste par dage opsøgt talrige medier for at bekendtgøre, at hun kræver (ikke beder om, men simpelthen KRÆVER) klar besked fra regeringen om, hvornår hun igen kan opleve en revy eller komme til bryllup.

Støjberg formulerer sig naturligvis ikke så personligt. Som alle populister og politiske plattenslagere stiller hun ikke sine krav på egne, men på DANSKERNES vegne. Til Berlingske udtalte hun fx, at “Mette Frederiksen sjofler danskerne.”

Det er egentlig ret utroligt, at Støjberg stadig bilder sig ind, at sådanne formuleringer giver hendes ord mere vægt. I betragtning af at grisebils-chaufføren fik et gigantisk los bagi ud af Folketinget ved sidste valg og at den anden mester i verbale kapringer af hele befolkningen for sin højre-radikale dagsorden, Pia Kjærsgaard, i dag er en detroniseret, afdanket, marginaliseret sølle eksistens og menigt medlem af et parti med kurs mod afgrunden, forekommer Støjbergs ordvalg dristigt – for nu at sige det pænt.

Nå, men Støjberg forlanger altså klar besked: Præcis hvornår kan hvor mange få lov til at samles for at deltage i diverse festligheder?

Svaret kom hurtigt: Det afhænger af smittespredningstakten og den effekt som diverse stramninger og åbninger af retningslinjerne medfører.

Efter Støjbergs svada, som blandt andet blev fremført på TV2 NEWS, blev seerne imidlertid vidner til et danske stykke pressehistorie: En mikrofonholdende journalist der med troskyldig stemme spurgte: “Hvad vil I i grunden selv i Venstre i denne situation?”

I et sekund lignede Støjberg en cocktail fra en James Bond film: shaken, not stirred. Så genvandt hun fatningen og leverede det selvmål, der forhåbentlig får hende til at krybe tilbage til den sorte kælder, hun kom fra: – Det kan jeg ikke svare på, da jeg jo ikke kender udviklingen for smitte, lød essensen af hendes ord.

For denne signatur bar det øjeblik præg af en nærmest guddommelig intervention. For mit indre øre sang englestemmer noget om alle dødens skygger for evig fly og om sejersjubel og salig lyst (nu med Brostrøms godkendelse), mens jeg forestillede mig Støjberg som en punkteret sort ballon, der fes planløst rundt til ingen nytte for derefter at blive smidt i en skraldespand, mens “danskerne” jublede i baggrunden.

Det er ikke let at være politiker for tiden. En uhellig alliance mellem lovgivere og medier har i al for lang tid insisteret på, at “kræve” præcise svar på komplicerede spørgsmål.

Nu står vi midt i en krise, som ingen af parterne aner en døjt om og hvis håndtering selv de klogeste videnskabsfolk kan diskutere længe. Sagen er bare den, at forskere er vant til intern uenighed, men deler en konstant og aldrig ophørende nysgerrighed, der samtidig er præget af total fordomsfrihed i forhold til det svar, man leder efter.

Jeg er overbevist om, at den store opbakning til regeringen og videnskaben i denne tid i høj grad skyldes, at de åbent tør sige det, når de ikke kender alle løsninger på tidens udfordringer. At den opbakning samtidig betyder en eksponering af latterlige andenrangspolitikere, som stiller sig an med fører-attitude og insisterer på svar, som ingen kender, er kun en behagelig sidegevinst.

Summa summarum: Vi har rigeligt at fokusere på i disse dage. Tidrøvende, forfængelige borgerlige politikere hører ikke til i puljen af vigtige faktorer. Glem dem! Lev livet så godt du kan efter omstændighederne og standby for næste ægte nyhed fra vores fælles kampplads.