Af Arne Herløv Petersen

Vi kan lige så godt se det i øjnene. Det er ikke vores planet, den vi træder rundt på. I næsten fire milliarder år har bakterier og vira været klodens dominerende organismer, og det er de stadig. Vi lever i høj grad på deres nåde og barmhjertighed. Hvis alle hvirveldyr forsvandt fra den ene dag til den anden, ville livet fortsætte uanfægtet. Men hvis insekterne forsvandt, var det meget alvorligt. Og hvis bakterierne forsvandt, kunne der ikke være noget af det, vi kalder “højere liv”. Bakterierne danner det fundament, vi alle står på.
Og nu vi er i gang: Parasitterne og snylterne er snedigere, end vi nogensinde har været.
Der er en parasit, der får myrer til at begå selvmord på en spektakulær måde. De sender signaler til myrens hjerne, der får den til at kravle op i et græsstrå og vifte vildt med antenner og forben, til en fugl får øje på den og æder den.
Det er ikke ret smart for myren. Men det er præcis det, parasitten har brug for, så den kan komme videre til sin næste vært.
Og så kan man jo spørge, om dele af vores destruktive adfærd kan forklares med, at parasitter, vira og bakterier får os til at opføre os selvmorderisk, så de kan slippe af med os og dermed alle de for dem dræbende antibiotika og hvad vi ellers bekæmper dem med. En enkel darwinistisk mekanisme.
Og når Trump siger det, han siger, og hans tilhængere sidder som hypnotiserede høns og gylper det hele ned, er det så fordi parasitære orme har infiltreret deres hjerner, så enhver orm eller virus får frit spil?
Så vidt jeg ved, lever Donald Trump hovedsagelig af burgere og cola. Det må vel i sig selv være nok til at omdanne hans hjerne til en slags tyk vælling, der kan fungere som vækstmedium eller kompostbunke for indtrængende organismer.

I forlængelse af det, jeg skriver om, hvordan parasitter kan ændre værterns adfærd, har jeg tænkt på det underlige ved, at vi letter adgangen til os for de virus, der vil ramme os.
Et coronavirus kan ikke bore sig ind gennem vores hud. Hvor mange virus, vi end får på os, kan de kun komme ind i os gennem slimhinderne. De skal ind gennem vores øjne, næse og mund.
Det ville de normalt have ret svært ved. Men vi gør det meget nemmere for dem ved at pille os i ansigtet hele tiden.
Man har fundet ud af, at folk sidder og gnugger øjne, piller næse og propper fingre ind i munden lang hyppigere, end der egentlig er nogen tænkelig fysiologisk grund til.
Bare man tænker på sine øjne, begynder det at klø i dem, og så piller man løs.
Det er der ikke nogen rationel grund til. Så derfor kan man forestille sig, at det er noget virussen får os til.
Et eller andet kemisk signal, der sætter gang i nogle neuroner. En pirring af et eller andet enzym, eller måske aktivering af et atavistisk gen – noget der sætter os tilbage til dengang vi var aber. Pifft, siger det, når et virus afleverer en lille kemisk dosis. Og så sidder vi der og klør og piller os, så vi baner vejen for dem og byder dem velkommen indenfor.