Kip med flaget til to af de store: Frank Sinatra og Gammelfar

Af Lars Kjær

Det var ikke som han plejede, ikke en kærlighedssang om en pige og en dreng, eller en by. Manden hvis kendetegn jo ellers var intimiteten, idéen om at her var en mand der havde oplevet livet og ikke mindst kærligheden, ganske som os andre.

Her var der helt anderledes bravado og slåen sig for brystet – faktisk mere end manden selv brød sig om – og alligevel blev det hans kendingsmelodi, som klæbede sig fast som et henslængt stykke tyggegummi, men som også blæste hans personlighed op i stadiumstørrelse.

Han indsang den kun en enkelt gang, nærmest på vej ud af døren for at fejre Nytår på Sands Casino i Las Vegas. Et enkelt take var nok, men han gjorde det på sin egen udødelige måde.

Frank Sinatra var – ligesom de andre Rat Packere og croonere – ved at blive kørt over af rock’n’roll toget der sidst i tresserne. Tidens toneklang var godt og grundigt ved at overhale ham, på trods af at han faktisk leverede nogle af sine bedste sangpræstationer i de år. Stadig nyhedsværdig, men som regel af de helt forkerte årsager; offentlige slagsmål og og det lidt onkelpinlige kortvarige ægteskab med den næsten 30 år yngre Mia Farrow, ægteskabet Franks eks-kone og store kærlighed, Ava Gardner, kommenterede: ‘Jeg vidste altid at Frank ville ende op med en dreng’, med henvisning til Farrows ultrakorte hår.

Faktisk var han nået dertil, at han var klar til at trække sig tilbage, hvilket Paul Anka overhørte ved en middag.

Anka selv var tidligere teen-idol med en glødende beundring af sit eget ungdomsidol, Frank Sinatra. Paul Anka var også en dreven sangsmed og havde på en ferie i Frankrig hørt en sang med et af deres store idoler, Claude Francois, som med det samme havde fået ham til at søge til Paris, for at få rettighederne til at lave en engelsk udgave.

Sangen hed ‘Comme d’habitude’ – løst oversat til ‘som altid’ – med musik af Jacques Revaux. Her handlede sangen om et forhold på pumperne, hvilket var et ønske fra Francois’ side, da hans forhold til sangerinden France Gall netop var brudt sammen – Claude Francois kom for øvrigt skidt af dage, da han gav sig selv elektrisk stød i forsøget på at skifte en elpære, mens han var i bad – men det er jo en helt anden historie.

Men nu sad Anka så der med en stensikker vindermelodi og Sinatras snak om karriestop i hovedet – og Rat Packernes bragesnak fra omklædnings- og sminkerummene, hvor de elskede at tale som de mafiatyper de ofte var i selskab med. Meget ‘mig, mig, mig’.

‘My Way’ skulle blive en hymne til selvstændigheden, egenrådigheden, noget grundlæggende amerikansk, en slagsang for den selvgjorte mand. Ikke en sang om manden Francis Albert Sinatra, men snarere rollefiguren Frank Sinatra, The Chairmen Of The Board, manden der ville blive et kulturelt fyrtårn for hele 2. Verdenskrig-generationen, som bare smøgede ærmerne op og fik ordnet sagerne med små fortrydelser.

Og når Corona Soul igen bøjer rammerne, så er det fordi i dag er det kære gammelfars fødseldag, og hans yndlingssang er og bliver ‘My Way’, noget der resonerer hos en mand af almindelige kår, der med en middelgod realeksamen og en kontor-og handelsuddanelse trak sig ud af Herning og kloden rundt på noget af et eventyr. (Og os der var til stede, glemmer aldrig da han sang ‘My Way’ i duet med Anne Cathrine Herdorff til sin 70 års fødselsdag).

‘My Way’ var ellers en langsomt brændede flamme, aldrig nærheden af den amerikanske top-10 med en sølle 27. plads som højeste placering. I England satte den i stedet rekord for at tilbringe 75 uger i top-40 fra april 69 til september 1971 (og lå yderligere næsten et år i top-75) men heller ikke der nåede den højere end en 5. plads.

Men sangen er blevet et kulturelt fænomen, udråbt som den mest spillede ved begravelser, en fast bestanddel ved enhver karaokefest og en ligeså naturlig gæst ved Donald Trumps – hvem ellers – præsident indsættelse, som ved rapperen Nipsey Hussles bisættelse.

Verdenskrigs generationslænkerne har den for længst smidt og lever nu sit helt eget særlige liv, som sangen hvor enhver – fra børsmægleren til murersvenden – kan give udtryk for sit idealiserede selvbillede – og gøre det helt på sin egen måde.

Kip med flaget til to af de store: Frank Sinatra og Gammelfar.