Af Peer Aagaard

3. september sidste år beskrev jeg i en analyse, hvorfor Norwegian ikke kan overleve som flyselskab. De ord står jeg ved.

Selskabet slæber nemlig rundt på en kolossal gæld, som kun vokser i denne tid, hvor dets fly er groundede. Gælden er akkumuleret i forbindelse med milliard-store investeringer i nye fly fra Boeing-fabrikkerne, som for begge typers vedkommende har givet anledning til store, uventede udgifter: Først indkøbte man en masse 787-9 Dreamliner fly, som var ramt af stribevis af problemer med motorerne og batterierne. Tusinder af kunder strandede på fjerne destinationer, og fordi Norwegian ikke havde nogen samarbejdspartnere, måtte man hver gang købe sig til dyr assistance ude i byen.

Dernæst brugte man en formue på Boeings 737-MAX fly, som desværre – skulle det vise sig – havde en kedelig tilbøjelighed til at styrte ned og dræbe alle om bord. To af den slags styrt skulle der til, før luftfartsmyndigheder over hele verden groundede flytypen, hvilket også ramte Norwegian hårdt. Selskabet havde forestillet sig, at det ret lille fly med det lave brændstofforbrug og de store tanke skulle indsættes på ruter fra Vesteuropa til USA’s østkyst i shuttledrift som en slags luftens svar på bybusser. Den plan ligger i dag i ruiner.

Det er nu tretten måneder siden, at Boeing 737 MAX blev grounded, og fabrikken er stadig ikke kommet nærmere på en løsning af problemerne med flytypens styresystem. Indtil videre har MAX-skandalen ikke bare kostet 346 personer livet. Den har også kostet flyfabrikken mindst 18,7 milliarder amerikanske dollars – and counting, som de i børskredse med tilbageholdt åndedræt.

Er det da kun uheldige omstændigheder, der har medført, at Norwegian nu står på afgrundens rand? Desværre ikke. Uanset navnet på direktøren har selskabets ledelse båret præg af en arrogance og en dumdristighed på aktionærernes vegne, som kun kunne ende galt. Det sås nok tydeligst, da Norwegian’s store økonomiske problemer ikke længere kunne ignoreres sidste sommer: Både Lufthansa og IAG-gruppen, der står bag British Airways og Iberia tilbød at overtage selskabet til priser, som burde have udløst jubel i det forgældede norske selskab. I stedet fik de to giganter hver deres fuckfinger fra en yderst arrogant Norwegian-ledelse, der nok skulle vise dem og deres egne aktionærer, hvordan man driver et luftfartsselskab.

Havde Norwegian taget imod et af de to opkøbstilbud, havde tusinder af jobs været reddet og aktionærerne glade. I stedet befinder det norske selskab sig nu i en dødsspiral, der vil ende i en konkurs med uundgåelige tab af arbejdspladser og investeringer til følge.

Det er en ringe trøst, at Norwegian ikke er alene om at være presset. I Storbritannien er regionalselskabet Flybe allerede bukket under, mens Lufthansa med dags varsel har lukket Germanwings – selskabets discount-afdeling. I USA er to regionale selskaber ophørt med at eksistere, og i det hele taget hænger der tunge, mørke skyer over adskillige velrenommerede flyselskaber i alle verdensdele. British Airways har fx sendt 30.000 medarbejdere hjem i to måneder på 80% løn, mens direktøren har sendt en email til samtlige ansatte, hvor han skriver, at selskabet kæmper for sin eksistens.

Mange spekulerer i denne tid på, hvorvidt verden vil blive som før, når COVID19 er en saga blot. Vil vi alle være som forvandlede og opføre os anderledes – mere miljømæssigt forsvarligt – end før krisen? Man kan kun håbe på det, men trangen til at udforske verden er en drift, der bor i utroligt mange mennesker. H. C. Andersen sagde som bekendt “At rejse er at leve”, og han gjorde det endda i hestevogn ad mange gange – hele vejen til Tyskland, Østrig, Italien, Malta, Grækenland, Tyrkiet, Rumænien, Bulgarien, Serbien, Ungarn, Tjekkiet, Spanien, Portugal, England og Frankrig.

Andersen var måneder undervejs. I dag foregår det i betydeligt højere komfort og vi taler om minutter, hvis vi vil frem til de samme destinationer – når altså ikke lige der kommer en virus på tværs. Det skyldes teknologiske fremskridt, som vi ikke kan frasige os, uanset hvor ønskværdigt det måtte være. Må Corona-krisen blive en påmindelse til os alle – herunder ikke mindst flyfabrikanter, flyselskaber og flyrejsende – om vigtigheden af ansvarlig opførsel, og må vores kollektive hukommelse minde os om disse dage, længe efter de er overstået.