LAD OS FÅ EN STATUE AF METTE FREDERIKSEN

Af Carsten Jensen

Har du lagt mærke til, at der nu er en helt anden munter stemning i danske medier, især blandt det såkaldte kommentatorkorps, de selvoppustede klogehoveder, der trasker i hælene på begivenhederne og med teatralske panderynker foregiver at forstå dem. Under nedlukningen har de jo stort set været arbejdsløse. Folketinget var enige om alting, og uenighed er det, korpset lever af at kommentere.

Statsministerens taler var fulde af alvor og patos, to begreber, der er helt fremmede for kommentatorerne. Opbakningen bag Mette Frederiksen anså de nærmest for en trussel mod demokratiet. Men nu er det heldigvis overstået. Der er igen intriger og bordbomber i Folketinget. Der er igen noget at rive i for en ærlig kommentator. Så humøret er højt.

Og corona-virussen? Var det i grunden ikke stor ståhej for ingenting? Dommedag nu – og så blev dommedag aflyst! Det er da for grinagtigt. Se på de tomme hospitalssenge. Se på antallet af døde. En forårsforkølelse tager livet af flere. Og for et par skrantende gamlinges skyld skulle vi lukke hele samfundet ned og tage et trecifret milliardtab på os? Hold nu op! Kommentatorkorpset er oprigtigt forarget på befolkningens vegne.

Forrest går Lars Løkke, der som korpsets maskot har placeret sig til højre for Donald Trump, en position, man ellers ikke skulle tro var mulig, men den detroniserede statsminister har lige så meget brug for opmærksomhed, som en corona-patient i respirator har for ilt, og så er alt muligt. For Lars Løkke er politik kun benspænd og spark i skridtet. Det er et synspunkt, der deles af kommentatorerne, som skriver om politik, som var de sportsjournalister ved ringsiden i thai-boksning.

Nu skal Mette Frederiksens eftermæle, skrives, mener korpset, og man kan forstå på medlemmernes skrivekløe, at statsministerens ry snart vil blive overskidt. Jeg vil derimod gerne forsvare Mette Frederiksen. Hvis der er nogen politiker i nyere dansk historie, der fortjener en statue, er det hende.

Jeg kan sige meget negativt om Mette Frederiksen og har også gjort det. Jeg finder hendes alliance med højre-populismen i udlændinge- og flygtningepolitik ussel, ja afstumpet og foragtelig. Jeg frygter, at hendes engagement i klimakampen kun er halvhjertet. Jeg tror, at hun, når det kommer til den økonomiske genrejsning efter corona-krisen, sagtens kan gå rundt med en halv Bjarne Corydon i maven.

Det er de fem uger under corona-krisen, fra nedlukning til gradvis genåbning, jeg tænker på. Mette Frederiksen fortjener en statue, fordi hun i et udfordrende historisk øjeblik formår at legemliggøre alt det bedste i os alle sammen, alt det, der gennem halvandet hundrede år har gjort os til dem, vi er, andelsbevægelse, grundtvigianisme, højskolebevægelse, arbejderbevægelse og, ja, jeg vover at sige det, kulturradikalisme, feminisme og 68-oprør, og som kan opsummeres i de to beslægtede ord, tillid og selvtillid.

Frygtens virus lå på lur i corona-virussen. Er der mon mange hjem, hvor dødsangsten ikke har været en usynlig gæst, hvor den ikke har siddet i sofaen eller ved spisebordet eller stået i døren til soveværelset? Når man gribes af panik, taber man ikke blot hovedet, men også hjertet og fornemmelsen for medmennesket, som bliver trampet ned, når alle og enhver i flugtens tornado bliver sig selv nærmest. Men vi blev ikke grebet af panik til trods for truslen mod vores liv. Vi greb ud efter hinanden med fællesskabsfølelsens usynlige hænder. Det er derfor, vi ikke fik spanske eller italienske tilstande. Fordi vi havde en statsminister, der turde tage svære beslutninger og tale til os med patos og alvor.

I morgen vil Lars Løkke-typerne igen dominere scenen. Politik bliver igen benspænd, knivstikkeri og thai-boksning. Det er derfor, vi har brug for en statue af Mette Frederiksen til at minde os om et historisk enestående øjeblik, hvor en politiker i stedet for det værste havde modet til at inkarnere det bedste i os selv.