Lad os komme en tur i kirke med en af de bedste

Af Lars Kjær

Her på vej ud af den kristne tros helligste af uger er det måske passende at afsøge hvad det egentlig er med kirken og den sorte musik.

Du kender nok begreber som spirituals og gospel, eller hvad de mere ondsindede kalder ‘happy clappers’ grundet det typiske kjortelklædte kor, der klapper i hænderne med store smil på læberne, mens de lovpriser Vor Herre i sang.

En ting er dog sikkert: Der er mere fest over en sort Baptist gudstjeneste, end en vanlig højmesse i en dansk folkekirke.

Men som med næsten alt, skal vi tilbage til Afrika – og i dette tilfælde trekantshandlen.

Det vil sige handel med typisk bearbejdede varer fra Europa, potter, pander, geværer, etc. De blev sejlet ned til den afrikanske østkyst, hvor flere europæiske lande havde kystkolonier. Her blev varerne udvekslet mod afrikanske slaver indfanget af afrikanske høvdinge og/eller købmand – og altså slaver i den forståelse, at du ingen rettigheder havde, du var en andens ejendom, bestemte intet over dig selv og var en simpel handelsvare. Disse slaver blev sejlet til ‘den nye verden’, som var spændende nyt territorium efter Columbus’ ‘opdagelse’ af de amerikanske kontinenter. Sejlturen var kummerlig, meget af tiden lå slaverne stuvet som sild i en tønde, fastlænket i deres eget lort, hvis jeg må være så fri.

Ved ankomsten til den nye verden – hvilket her tæller karibiske øer, (som Cuba, Jamaica, vores Vestindiske, etc), lande på Sydamerikas østkyst, som eksempelvis Brasilien og naturligvis de nordamerikanske sydstater – blev slaverne frasolgt til nedslidende manuelt arbejde på bomulds-, sukkerrørs- og kaffeplantager.

Trekantshandlen vendte så tilbage til Europa lastet med produkter skabt af slavernes arbejde, såsom krydderier, sukkermasse, kaffe og bomuld, hvorefter skibene tog en tur mere…

Og ja, Danmark spillede en rolle. Vi havde vores egen lille trekant med fortet Christiansborg nede på Guldkysten – i dag en del af Ghana – hvorfra der udskibedes slaver til de Vestindiske Øer, vi jo ejede på det tidspunkt og derfra primært sukkermasse hjem til Danmark. Et lille hjørne af trekantshandlen, der placerer os på en anslået og lidet flatterende 7. plads på top 10 listen over slavehandlende nationer…

Næste gang du er på Amalienborg slotsplads, så kig dig godt omkring, gå en tur rundt i det vi kalder Frederiksstaden, se de store palæer, Odd Fellow, Moltke, etc., samt mange store landsteder i mit eget nabolag, altsammen bygget på penge fra trekantshandlen.

Afrikanerne var stammefolk med faste traditioner, hvor man udtrykte sig i dans og sang – og dertil ikke mindst rytmer, som er nemme at fremføre ved at slå på en træstamme, stampe i jorden eller klappe i hænderne.

I store dele af østafrika har man traditionen med stammens griot, en person af næsten samme status som høvdingen, ham – eller hende – der bar stammens historie videre, overført mundligt fra generation til generation, og kunne underholde med den når det var opbyggeligt at mindes gamle heltegerninger. Mange kalder grioten den første rapper.

Ankommet til bomuldsplantagerne i sydstaterne, blev retten til at udtrykke sig i rytme og dans frataget slaverne – man kunne ikke have at de opførte sig som vilde dyr i bålets skær og måske opildnede hinanden til oprør – så det eneste sted de kunne få afløb for denne indfødte trang til rytmisk kommunikation, og det eneste sted de kunne finde trøst i deres utrøstelige situation, var i de små plantagekirker, hvor plantageejerne jo mente de kunne kultiveres.

Her mødte de den vesteuropæiske salme, ganske som vi kender den fra Folkekirken den dag i dag, men de gav den deres afrikanske spin. Det vil sige synkoperede rytmer, udpræget vekselsang (præsten eller korlederen synger en ting, koret/forsamlingen svarer) og det man kalder melisma, hvor man sangteknisk bruger flere toner til at synge et tekstord. Det jazzede det hele op i forhold til den vesterlandske salme og med tiden blev det til spirituals, der som navnet næsten fortæller, var med til at løfte sjælen. Du kender det selv – og mange af sangene – fra lejrbålets skær, når der har været en guitarklimprende folkeskolelærer i nærheden.

Slaverne fandt også trøst i biblens historier om for eksempel det lovede land, som slaverne betragtede som friheden, og ved at bruge disse bibelske begreber i deres sange, kunne de kommunikere hen over hovedet på de hvide herrefolk, om deres trængsler og deres håb om frihed. Ganske som man gjorde i de arbejdssange man brugte for få arbejdet til at glide og for at arbejde i rytme på markerne. Principperne var næsten de samme. Arbejdslederen sang for og de andre svarede – og igen kunne teksternes betydning flyve helt hen over hovedet på slavepiskeren.

Den sidste vigtige ‘sorte’ ingrediens var noget man virkelig havde brug for som slave: Evnen til at kunne improvisere.

Spirituals og arbejdssange udviklede sig med tiden til blues, jazz – og sammen med blue grass og country – til rock ‘n roll.

Gospel er en senere ting der udvikledes i årene op til 2. Verdenskrig, da nogen fandt på at sætte musikledsagelse – som i et band – til kirkesangen.

Nå men lad os komme en tur i kirke med en af de bedste…