GENÅBNINGEN:HVEM BLIVER KANONFØDE?

Af Carsten Jensen

“Voldsom” lød journalisternes karakteristik af Mette Frederiksens forsigtige udspil til en genåbning af Danmark på et pressemøde mandag aften. Det voldsomme ved statsministerens udspil var ikke, at hun forsøger sig med en gradvis lempelse af den strenge nedlukning, som Danmark var et af de første lande til at gennemføre. Det voldsomme var ifølge journalisterne, at hun ikke bare åbnede helt op.

På hvilken planet lever danske journalister? Det voldsomme er ikke Mette Frederiksen. Det voldsomme er corona-virussen, som stadig kan koste mange liv i Danmark. Men det bliver stadig tydeligere, i hvert fald hvis man følger DR1´s dækning, at vi ikke har en virus løs i Danmark, men derimod en økonomisk krise for erhverslivet. Det er præmissen for hver eneste af journalisternes spørgsmål og kommentarer. De spørger ikke, hvordan vi sparer liv. De spørger, hvordan vi kan spare penge.

Det er uheldigt, at Mette Frederiksen på sit pressemøde har valgt Kåre Mølbak, direktør for Statens Serum Institut, som sin corona-spåmand. Han har tidligere i et hidsigt sammenstød med WHO afvist relevansen af at teste og gået ind for en rød kurve, et hastigt voksende antal smittede, så der kan skabes såkaldt flok-immunitet i befolkningen. Nu går han pludselig ind for tests og en flad, såkaldt grøn kurve, men i sine svar på direkte spørgsmål fra pressemødets journalister er han tvetydig, som om han dybest set fortsat helst vil påføre befolkningen en barsk masse-smitte.

Når det er sagt, er Mette Frederiksen fortsat den bedste statsminister, vi kan ønske os i denne tragiske situation. Hun har integritet og tilstedeværelse, og fremfor alt et engagement og en menneskelig medleven, man ikke et øjeblik tvivler på. Hendes vejrtrækning på pressemødet var ind i mellem hivende og besværet. Det kan skyldes udmattelse eller stress eller noget tredje, som jeg ikke håber på.
Boris Johnson ligger på intensiv afdeling. Jeg ønsker for hans families skyld, at han overlever, men Storbritannien kan sagtens undvære denne politiske charlatan og bedrager på premiereministerposten. Man kan kun sige det modsatte om Mette Frederiksen. I disse dage er hun uerstattelig, og at hun ikke orker at rådføre sig med de borgerlige partiers smålige ledere med deres behov for selvprofilering, finder jeg kun prisværdigt.

Enhver form for genåbning, voldsom eller ikke voldsom, er et eksperiment på liv og død. De fleste af os kommer til at holde vejret de næste fem uger i fortsat selv-isolation. Nye erhversgrupper bliver derimod sendt i farezonen. Yngre småbørnsforældre skal frigøres, så de igen kan gå på arbejde. Det kræver, at børn op til ti-elleve år igen bliver sendt i skole og institutioner, så forældrene ikke længere behøver at arbejde hjemme, og de større børn må så tage vare på sig selv.

Den strategi kommer til at medføre et stort antal corona-syge blandt skolelærere og pædagoger. Man må håbe, at de alle sammen tilhører de robuste yngre generationer, der er mere resistente, for smittet bliver de. Det gælder også forældrene.

Enhver småbørns-forælder ved det. Der er intet sted i verden, hvor småbørn pådrager sig så mange sygdomme som i en vuggestue. Forestillingen om, at børnene skal holde afstand er ren illusion. I følge normeringerne er der seks-syv børn pr. voksen i en vuggestue, helt op til tolv børn pr. voksen i en børnehave. Forestil dig en pædagog helt alene holde styr på tolv kontakt- og legesyge børn, der mødes igen efter fem ugers massiv kedsomhed. Det kræver virkelig tilstedeværelse og dermed fysisk nærkontakt, og så er vi lige vidt.

Landets pædagoger bliver ren kanonføde. Det gør småbørnsforældre også. Og vi bliver nødt til at indføre en ny generations-apartheid. Børn og forældre må forbydes at mødes med bedsteforældrene, også selv om de bor hjemme. I modsat fald vil den såkaldte ældrebyrde brat forsvinde fra statsbudgettet.

Vi forstyrrer samfundslivet for at holde liv i gamle mennesker, der alligevel er syge og snart skal dø. Sådan er der nogle, der tænker, og nogle siger det også højt. Men det handler ikke kun at udsætte døden nogle uger, måneder eller måske år. Det handler også om måden, de smittede kommer til at dø på. Isoleret i en respirator uden mulighed for et sidste farvel til familie og venner må de i ugevis kæmpe for at trække vejret, før de omsider giver op, eller en læge barmhjertigt slukker for respiratoren. Jeg led i mange år af astma. Jeg ved, hvordan det er, når noget så elementært som vejrtrækningen ophører med at være en selvfølge. Det tærer ikke kun på de fysiske ressourcer. Det medfører også en dyb sjælelig udmattelse. Det er ikke en død, jeg ønsker for nogen.

Det handler ikke kun om penge, men også om en værdig død. Den tanke skal også spille ind, når vi diskuterer, hvorfor vi ikke bare åbner helt op.