Af Eddie Michel Azoulaye

Den nedrige Corona-virus har fældet (endnu) en af de store sværvægtere i musikken – knockout-trompetisten, Wallace Roney. Han blev kun beskedne 59 år.
For nogle år tilbage (som du kan se nedenfor) kom jeg helt tæt på ham med mine kameraer. Det var på Det Kongelige Teater, Gamle Scene, under Jazzfestivalen 2012, hvor han stod side om side med et imponerende hold af musikere, der tog udgangspunkt i Miles Davis-mesteralbummet, ’Miles Smiles’ fra 1967. Alle havde de haft et særligt forhold til, og spillet med, Miles – deriblandt trommeslageren Omar Hakim, bassisten Darryl Jones, saxofonisten Rick Margitza, guitaristen Robben Ford, Hammond B3-organisten Joey DeFrancesco og så Roney, der udover at have ’studeret’ hos Davis også opnåede, at Miles hev Roney op på scenen til Montreux Jazz Festival i 1991, hvor de spillede sammen. Miles var og blev (ikke så underligt for en jazztrompetist) Roneys største gud, og da han var 23 år, og deltog i en hyldestkoncert i klubben “The Bottom Line” på Manhattan, mødte han for første gang sit idol.
»He asked me what kind of trumpet I had and I told him none. So he gave me one of his«, som Roney engang stolt fortalte Time magazine om den smukke gestus. Men Miles’ uopnåelige skygge hvilede så massivt over Roney, at jazzpolitiets indsatsstyrke var efter ham i deres anmeldelser af hans lyd på plader og til koncerter – han lød for meget som Miles! Men bassisten Ron Carter, der var med i Miles Davis’ sidste store kvartet, er en blandt rigtig mange af de store amerikanske jazzlegender, der ikke gav en flyvende skid for de emsige jazzstrømere.
»Wallace seems to be the only trumpet player who understands how Miles did what he did«, fortalte han engang til New York Times, »He didn’t just imitate the order of the notes; he understands why they are in that order. Because he understands the concept way past the imitator stage, he’s able to develop it to the next level of harmony, space, phrasing and achieve his own individuality. It’s time people began to recognize that.«
Bum! – så var den skid slået. Udsagn som dét gjorde, at der blev ro omkring Wallace Roney, der gradvist og fortjent blev anderkendt som en af de musikere, der bar det største ansvar for den smukke renæssance jazzen fik i de tidlige 1980’ere (et tidspunkt i historien, hvor jazzen på den brede palet havde det trægt – som Frank Zappa sagde; »Jazz isn’t dead. It just smells funny«).
Stanley Crouch fra New York Times overværede faktisk teenagesnotungen Roneys debut i Det store æble, tilbage i 1976 på Ali’s Alley (en kortlivet, men super hot jazzklub i SoHo, der var ejet af Rashiedc Ali, John Coltranes sidste trommeslager).
”Mr. Roney, a shy, dark-skinned and good-looking 16-year-old making his New York debut, sat in with the drummer Philly Joe Jones. As soon as Mr. Roney commenced to swing, the noise level in the club immediately dropped off, and those in the middle of conversations or laughing and joking turned their attention to the bandstand. People in the back room came out to hear that horn. There was plenty of Lee Morgan in that trumpet playing, and the passion for jazz was so thorough that the atmosphere inside the club was completely rearranged. At the end of the tune, the room took on a crazily jubilant mood, and the clapping wouldn’t stop.”
Jeg holder mig heller ikke tilbage, og sender ham en massiv klapsalve i taknemmelighed over al musikken og for at han samlede depechen op i 1980erne, og gav den videre derfra! Herfra er Wallace Roney nu – i tragisk utide – på vej over med færgemanden for at slutte sig til det største af alle big bands … jeg håber, det bliver den smukkeste overfart …