HVAD KAN VI LÆRE AF CORONA-VIRUSSEN?

Af Carsten Jensen

At være bedre forberedte næste gang, selvfølgelig. Det er det indlysende svar. For det bliver ikke sidste gang, vi invaderes.

Der er et andet svar, som er mindre indlysende, men mindst lige så vigtigt.

Vi kan bruge karantæne og selv-isolation som en åndelig øvelse i store, kommende samfundsforandringer. Men det svar er ifølge en række borgerlige medier, bl. a. Weekendavisen og Berlingske Tidende forbudt. Det er udtryk for selvhad eller ligefrem livsfarlige vanvids-visioner. Vi må kun håbe på en eneste ting: At få den verden tilbage, som eksisterede fem minutter før, virussen brød ud. Vores eneste fremtidsvision skal være at vende ryggen til fremtiden. Kun hvis vi hengiver os til blind selvforelskelse, kommer vi igennem corona-virussen.

Hvordan så den så ud, denne fantastiske verden, før virussens ankomst?

Danmark oplevede den varmeste januar nogen sinde. Februar var den vådeste med oversvømmede marker over alt og et landbrug i krise, der er nødt til at overveje en dramatisk omlægning af afgrøderne. Det australske kontinent stod i flammer, og det anslås, at en milliard dyr omkom. Den grønlandske indlandis´ dage er talte. Havene stiger, samtidig med at de forsures. Vi er midt i det, videnskaben kalder den sjette masseudryddelse, hvor biologiske arter uddør med svimlende hast.

Planeten er på en gang for lille og for stor. Den vestlige livsstil, som nu også breder sig til Kina og Indiens middelklasse, kræver ikke en, men fire planeter. Er planeten så også for stor? Ja, den er for stor til lokale løsninger. Den globale opvarmning kræver fælles besindelse.

Klimaforandringerne er over os, og de accelerer hurtigere, end nogen forsker havde forudset. Dommedagsuret står på to minutter i tolv, og kan vi ikke sætte det i stå i virkeligheden, kan vi i det mindste gøre det i den offentlige debat. Det er budskabet fra de borgerlige medier. Hold kæft og vær glad.

Kan du huske forrige mandag, for kun 8 dage siden? Klimarådet, nedsat af den danske regering, fremlagde sine planer. På en besindig, udramatisk måde, der ikke ville kræve de store ofre af nogen, viste de, hvordan vi frem mod år 2030 kunne nå det mål, det danske folketings store flertal havde sat sig, en reduktion af CO2-udslippet på 70 procent. Ændring af fødevareproduktion, landbrug og bilpark. Det ville alt sammen koste den svimlende sum af 1% af bruttonationalproduktet.

Det var for vildt, for krævende, umuligt at gennemføre, lød det fra den samme regering, der havde bestilt rapporten, erhvervsliv og fagforeninger. Alle henviste til deres medlemmer, ja, til befolkningen som helhed, som af det officielle Danmark altid omtales som en uansvarlig børnehaveklasse, og i dansk politik er det altid børnehaveklassen, der skal bestemme.

Så gik der tre dage. Regeringen gennemførte i corona-virussens navn de mest voldsomme restriktioner på vores dagligdag og levevis. De talte til os, som om vi var voksne mennesker, og vi reagerede som de voksne, fornuftsstyrede mennesker, vi hele tiden har været. Det var et smukt, unikt øjeblik i dansk demokratis historie, hvor vi for en gangs skyld var i øjenhøjde med hinanden og de udfordringer, vi står over for.

Hvorfor kunne det lade sig gøre at tage store, forpligtende beslutninger om torsdagen, men ikke om mandagen?

I begge tilfælde er det vores overlevelse, der står på spil. Vi er i krig med en virus. Men vi er også i krig med en natur, hvis kræfter er langt voldsommere end nogen virus. Corona-virussens horisont er kort, klimaforandringernes lang, og deres effekt på vores liv vil udfolde sig i et langsommere tempo. Det er måske en forklaring.

Så er der dette dogme, der har bidt sig fast hos politikerne i de vestlige forbrugersamfund. Vækst og forbrug skal hele tiden gå op. Befolkningen tåler ikke afkald. Men befolkningen tåler udmærket afkald. Det ser vi nu.

Afkald er faktisk vores mest intime livserfaring. Vi lægger vores liv om, når vi får børn. Vi giver afkald på vores ungdoms løsslupne livsstil. Men vi får noget unikt til gengæld, et krævende, givende, formbart liv i vores hænder, og vi indser, at det ikke længere er os, der er hovedpersonerne i vores liv, men vores børn. Vi havde et klimavalg i sommer, hvor flertallet i befolkningen gav kampen mod klimaforandringerne første prioritet. Vi gjorde det af den simple grund, at vi tænker på vores børn.

Det er det, vi minder politikerne om her midt i Corona-krisen: Vi er en befolkning af ansvarsfulde voksne. Vi tænker over tingene. Vi tåler meget. Også svære valg.

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.