Hverdagen i Beijing

Eric Messerschmidt, direktør ved Det Danske Kulturinstitutt i Beijing skriver:

Kære du,

Efterhånden som hverdagen er ved at komme tilbage til Beijing, får man overskud til at lægge mærke til de små ændringer, som lige så stille indfinder sig. Ændringer og forskydninger i de ellers så forankrede modus operandi, som livet i Kinesien styres af, corona eller ej. Man tænker uvilkårligt, at der er tænkt over dem med det formål at lette rygmarvsfrygten hos indbyggerne efter ni ugers u-bådstilværelse. Det er måske ubetydelige eksempler, men de vidner om, at nogen et eller andet sted i den store myretue er i besiddelse af den fornødne empati og ikke mindst vedholdenhed til at få dem gennemført. Det er, tro mig, ikke den enkleste opgave her i Mandarin-land.

Lad os se på nogle af dem:
Ejendomme i Beijing, beboelse eller erhverv, er udstyret med dørtelefon eller -kode. Nu står alle i vores bebyggelse ulåst, så man ikke skal besvære sig med at lede efter det elektroniske dørkort (med gummihandsker på) eller tænke over sit helbred når man trykker på de samme taster, som andre potentielle smittebærere har rørt ved hele dagen for at få åbnet døren. I elevatoren, den disinficeres to-tre gange dagligt, er der opsat en lille boks med friske vådservietter, så man kan sætte en ren lap papir om fingeren før etagedestinationen bliver plottet ind. Og tænk sig: Denne boks er sponsoreret, i vores tilfælde af en bank, som jeg selvfølgelig vil kigge nærmere på, når vi har lagt dette uvæsen bag os. Godt tænkt.

Anden foranstaltning: Alle busser og taxaer kører med vidt-åbne vinduer. Det er ikke udpræget behageligt, for to uger siden var dagtemperaturen omkring bare 5 grader celcius, men udover at eliminere en eventuel smitte giver det en følelse af friskhed, som der virkelig er behov for, når man får en gangs skyld bevæger sig ud i den åbne by.

En tredje: Myndighederne har lanceret to digitale forholdsregler for personer, der benytter metroen for at komme frem og tilbage. Den første, som har været i brug i to uger, er en app som i realtime oplyser om antallet af mennesker, der færdes på hver enkelt af de vist nok 28 linjer (Beijings metro-system er verdens største, der blev drukket champagne da man i december 2019 overhalede Shanghai med to kilometer). Når der er mere end 60% belægning, modtager man en besked, så man selv kan vurdere, om man vil med eller ej. Den anden app, som dukkede op i sidste uge, ligger i forlængelse af den første: Den introducerer muligheden for at forhåndsreservere en billet, der giver en ret til at komme med metroforløb med en belægningsprocent på under 50.

I mit ganske petit supermarked er der også kommet nye tiltag. Det obligatoriske temperaturcheck er allerede seks uger gammelt, men nu bemærker man, at de store vertikalt hængte måtter foran dørene, som normalt er med til at holde kulden ude, helt er fjernet. Jo, der bliver pænt køligt i butikken, for der er pivåben ud til det blæsende udendørs, men omvendt behøver man så ikke berøre de områder, som alle andre har rørt ved, for at komme ind til de forjættede varer. De fleste af dem er nu for øvrigt pakket ind i papir, selv det gode / sjældne brød og de grøntsager, man ellers plejer at kunne håndplukke.

Vore kattes livline har lanceret en mobilservice til bestilling og direkte levering af foder og grus, så hverken vi – eller dyrlægerne – skal udsættes for unødig transport eller kontakt.

I byens restauranter og kantiner bliver man nu placeret med én meters afstand til hverandre. Det er et radikalt indgreb i kinesisk spisekultur, som traditionelt går ud på at man klumper sig sammen rundt om et bord for at delet af samme retter, i modsætning til hos os der foretrækker invididuel servering. Alligevel er der ingen der gør vrøvl, man lever med det efter bedste evne.

Et sidste eksempel er vareleveringen til de enkelte familier: Udenfor indgange til boligbebyggelser er der opstillet dueslag, hvor budene kan anbringe de indkøbte varer uden at skulle komme ind i områderne, der fortsat er lukket land for alle andre end beboerne. Jeg går forbi to-tre gange om dagen, og på intet tidspunkt har jeg set nogen holde opsyn med, om indkøbene nu retteligt når modtager. Det gør de selvfølgelig, det ligger fjernt fra kinesisk tankegang at lukrere på andre, når man er fælles om skæbnen.

I det hele taget har jeg stadig ikke set den mindste hamstring, den mindste form for haveriskhed i de områder, jeg færdes i – ud over de tidlige forsøg på at score gevinsten på ansigtsmasker for seks uger siden, som hurtigt blev slået ned af myndighederne. Der er ingen varemangel her, og jeg gentager gerne hvad jeg skrev for en måned siden: Levende fisk i akvarier, frisk mozzarella en masse, flere mærkelige grøntsager end NOMA vil kunne finde ud af at kokkerere og stadig frisk udskåret lammekød og løbende tilbud på sydamerikansk vin. Priserne er også i ro.

Dette er situationen mandag den 9. marts 2020 i Beijing, en by som de sidste uger primært har registreret nye tilfælde af covid-19 i form af in-bound passengers, fordi de to lufthavne står for 70% af samtlige internationale ankomster til landet. Den indfløjne smitte har medført, at den kinesiske hovedstad er det eneste sted udenfor epicentret, der i skrivende stund stadig har flere end 100 smittede, og derfor er den med Hubei provinsen af Centralregeringen udpeget til core battleground for bekæmpelsen af den modbydelige smitte. Tallene for de øvrige provinser og autonome områder – sammenlagt + 1,2 milliard indbyggere – klinger hurtigt af. 11 af de to midlertidige hospitaler, der for en måned siden blev taget i brug i Wuhan, er i dag patientfrit. Anhui provinsen med 70 millioner indbyggere lige øst for Hubei provinsen (hvor alt startede) er i går meldt corona-fri efter flere end 980 tilfælde og seks døde, da det så værst ud.

Denne udvikling skal sammenholdes med at lille Italien i går indenfor 24 timer registrerede flere døde end hvad hele Kina fraset Hubei provinsen har gjort gennem ni uger (133 mod 126). Svigerfar ringede derfor dybt bekymret i morges, har hans to børnebørn i Nyborg nu sikre forhold? Laoyé’s spørgsmål er meget symptomatisk for de kulturkløfter, der hersker mellem dem og os, og det tog hans datter en hård time at overbevise sin far om, at sundhedsvæsenet i Europa er ok udstyret til at håndtere et udbrud af de dimensioner, der nu kommer buldrende i vest. Lige så lidt som danske medier kan forestille sig, at almindelige kinesere er trygge ved den måde, myndighederne her i landet har tacklet covid-19 på, lige så tvivlende stiller en højtuddannet, ærværdig kinesisk bedstefar sig over for den europæiske formåen i en krisesituation som denne.

Det er tankevækkende. Svigerfar er i langt højere grad Chinker (Chinese thinking person) end Chedneck (Chinese redneck) og kunne aldrig drømme om at hovere over, at det land, skæbnen nu engang har anbragt ham i, synes at have overkommet endnu en udfordring, fordi det er i stand til at sætte ind med hårdhændede midler. Dertil er han med sine 83 år for erfaren – tjek 70 års Kinahistorie – men hans synspunkt siger samtidig noget væsentligt om den iboende driv- og sammenhængskraft, som denne sjettedel af menneskeheden drejer om.

Han har bedt mig om at få artikler fra danske medier, som han selv kan maskinoversætte for at kunne danne sig et indtryk af sine to børnebørns situation. Det tør jeg simpelthen ikke. Hvordan vil jeg skulle kunne forklare, at det land, som skæbnen nu engang har begunstiget mig med, giver forsideplads til historier om tv-værter, der begræder at de pga af en kollegas mulige smitte skal tilbringe 14 dage i hjemmet, eller et førende dagblad, som inden for 12 timer både skriver ‘Kinas coronabekæmpelse er forbillede for Europa’ og ‘Kinas metoder er symbolpolitik, der ikke hjælper’. Manden vil jo blive grundigt forvirret og tro, at danske medier enten ikke har redaktionelt overblik eller mangler anstændighed. Og han vil føle sig professionelt fuldstændig fortabt over at se en redaktør tillade en respekteret person, der indtil for ni måneder siden var minister, blamere sig i sin fremturen af, at det fører til panik at overveje flystop til den region i verden, der lige nu har den drastiske stigning i smitte- og dødstal overhovedet.

Sådan hænger verden ikke sammen for en mand, der på sin krop har gennemlevet en blodig japansk besættelse (han har personligt overværet halshugninger af skolekammerater), en endnu blodigere borgerkrig, en masse nyttesløse planøkonomiske krumspring frem mod nul, afbrænding af sin families habengut, en kulturel udrensning som stillede hans bror og svigerinde på hver deres side af en lille rød bog, tvivl og angst før han – da han fik den alder, jeg har nu – kunne begynde at tro på noget, der hedder ro og sjælefred. Når man har haft et sådant liv, har man lært at se på det væsentlige og skære alt fedt fra: At se at kun det væsentligste har egentlig mening.

Svigerfar orienterer sig som alle i Kinesien ved hjælp af sin mobiltelefon, og det gør han formentlig mere kapabelt end 30 år yngre personer i de fleste andre dele af verden, endda uden at ha’ fulgt et eneste kursus; adaption is survival for ham som for alle i den generation. Han er mig langt overlegen og sender løbende nye apps eller opdateringer om sin gøren og laden – eller for den sags skyld korrespondancer med sine børnebørn, mine sønner. I går, på Kvindernes Internationale Kampdag, fulgte han også med, da vi i Kulturcentret medvirkede i en flere timer lang direkte transmission direkte til 10.000 ‘home-staying kids’ i Wuhan sammen med et dansk børneensemble. Det er vist nok første gang i historien, at man har lavet en transkontinental og ægte interaktiv kulturudveksling til et lukket publikum af en sådan størrelse, og det var også derfor han ringede – for at overbringe sin dybtfølte tak og ønske tillykke. Det var først herefter han begyndte at spørge ind til det danske sygehusvæsen og beredskab, måske fordi han med sin erfaring ved, at ‘it takes a hardship to know one’. Han gør sig muligvis nogle overvejelser om, hvorvidt den bløde tilgang som hans svigersøns hjemland har valgt, er tilstrækkelig for at kunne imødegå den modgang, han aner kan komme til sine to guldklumper.

Send endelig denne information videre, hvis du finder den relevant.

BH Eric

Eric Messerschmidt
Director / 主任

Læs om hverdagen i Los Angeles her.

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.