KOLERAEPIDEMIEN 1853

Af Peter Tudvad

Fra: Kierkegaards København, Politikens Forlag 2004 / Rosinante 2013, kap.. 3, s. 100-108:

Den 12. juni 1853 konstateres to tilfælde af kolera i København, og samme dag dør den ene af de syge. I små to uger gør koleraen ikke meget væsen af sig, men – som Kierkegaard skriver to år senere – »eet Menneske er nok til at skaffe en heel By Cholera«. Lørdag den 25. juni træder koleraen i karakter og tager livet af 14. Epidemien er en kendsgerning, og den Overordentlige Sundhedskommission træder sammen. »Rygter om Choleraens Udbrud her i Byen have i de sidste to Dage været i Omløb og i høi Grad foruroliget Publikum«, skriver Dagbladet samme dag på en lidet fremtrædende plads. »Vi troe imidlertid, at man for Øieblikket ikke har tilstrækkelig Grund til at ængste sig; thi vel er der indtruffet flere pludselige Dødsfald i Nyboder; men dette er ingenlunde noget Usædvanligt i den varme Sommer her i Hovedstaden, hvor alle sanitaire Reformer endnu kun existere paa Papiret, og i ethvert Tilfælde er Ængstelse for Cholera utidig, saalænge der ikke foreligger nogen Erklæring desangaaende fra de Læger, der have havt Patienterne under Behandling.«
I Berlingske Tidende anmoder stadslægen, professor Hoppe, læger og medicinstuderende om uopholdeligt at melde sig hos ham, hvis de vil stille sig til offentlighedens disposition under en koleraepidemi. Rygterne får ny næring, og 27. juni bekendtgør Det kgl. Sundhedskollegium endelig, at »en ondartet Cholera i de seneste Dage har viist sig i Kjøbenhavn, og i flere Tilfælde havt Døden til Følge, i nogle endog efter faa Timers Forløb, uden at det har kunnet eftervises, at Sygdommen har været indført andetsteds fra«.
Det liberale dagblad Fædrelandet reagerede prompte. Bladet var atter blevet organ for oppositionen, da de afdøde enevoldsmonarkers højre hånd, A.S. Ørsted, et par måneder tidligere havde dannet en stærkt konservativ regering. Allerede samme dag, som epidemien var kommet til offentlighedens kendskab, klagede Fædrelandet over, at de offentlige autoriteter ikke gjorde skridt til at imødegå urigtige rygter om epidemiens omfang ved dagligt at bekendtgøre det forgangne døgns antal af angrebne og døde: »Den Indvending, at Antallets Lidenhed endnu gjør dette overflødigt, gjælder ikke; thi Rygtet forstørrer altid Antallet, naar dette ikke angives officielt; ved at bekjendtgjøre det, virker man altsaa til Beroligelse. – Efter Forlydende var der indtil imorges i Alt angrebet 41 Personer og 19 døde.«
Stakkels København! De første statistiske efterretninger med officiel autorisation indløb et par dage efter, men myndighederne traf naturligvis væsentligere foranstaltninger i anledning af epidemien. Imidlertid var Fædrelandet langt fra tilfreds, og mest af alt giver bladets daglige kritik indtryk af, at myndighederne ikke bekymrede sig det fjerneste om koleraen.
»Medens Sundhedscommissionen, Fattigcommissionen og de andre Bestyrelser, paa hvem bestemte Forpligtelser hvile, tage sig Verden og Epidemien temmelig let«, skriver Fædrelandet den 11. juli, »er det en Glæde at see, med hvilken Kraft Hovedstadens private Læger optræde, idet de, uagtet deres Tid er stærkt optagen, hver især offre flere Timer daglig, for ved daglig Visitation i alle Byens Huse at gribe Sygdommen i dens Begyndelse, og derved muligvis qvæle Epidemien.« En gruppe læger – heriblandt professsor Trier, der i 1848 havde helbredt snedker Strube for Kierkegaard, og den tidligere nævnte Dr. Hornemann – havde den 8. juni dannet Foreningen mod Choleraens Udbredelse. Dens mere end 100 medlemmer opsøgte byens indvånere for at sikre en hurtig behandling af koleraudbrud, give råd om sanitære forhold og skaffe de fattige ordentlig mad under trængslerne. Desuden fik foreningen efter en vis nølen krigsministerens tilladelse til at oprette teltlejre på glaciet – det militære område uden for voldene – og et asyl på fodgardens kaserne ved Nørrevold for at kunne foretage udflytninger af raske beboere fra de værst ramte kvarterer.
O.L. Bang, Kierkegaards læge, var næppe mindre berørt af epidemien end sine kolleger i foreningen og journalisterne på Fædrelandet, men han var af den gamle skole, sværgede til amerikansk olie og byggede sågar sit patologiske system på den antikke læge Hippokrates’ lære om de fire kropsvæsker – og så var han medlem af den Overordentlige Sundhedskommission!
»Medens den private Lægeforening leier Boliger i Byen, til deri at optage Beboerne fra de mest overfyldte og urenlige Huse og Gader, følger Sundheds- og Fattigcommissionen et modsat Princip. De anlægge Cholerahospitaler i Arbeidshuse, hvor, som vi forleden have omtalt, en Mængde Børn daglig opholde sig, de anlægge Choleradepoter midt i Almindelig Hospitals store og skidne Lemmeafdeling, og efterat den er bleven inficeret i den Grad, at af det hele Antal af Syge og Døde her i Byen, kan noget nær ⅓ regnes paa de 1000 Individer, som beboe denne Stiftelse, flytte de endel af disse Individer til andre Arbeidshuse og Stiftelser, hvorved disse Steder ogsaa blive udsatte for Infection, baade af Sygdommen og af Overfyldning.«
Et par dage før klagede Fædrelandet over, at man på Christianshavn havde indrettet et lazaret i Frelsers Arbejdshus, en miserabel bygning midt i et sanitært katastrofeområde, til daglig indrettet som skole for 250 børn, arbejdsplads for 200 lemmer under fattigvæsenet og sygehus for en del fattige patienter med hudlidelser. »Fra den 9de til den 10de Juli er anmeldt 53 Syge og 36 Døde; fra den 10de til den 11te Juli 49 Syge og 30 Døde. I det Hele er saaledes anmeldt 476 Syge, hvoraf 264 ere Døde.«
De første par uger af epidemien bekymrer Adresseavisen sig ikke om statistikker. Kun den og Berlingske Tidende havde ret til at indrykke avertissementer for betaling, og med sit større oplag – på Kierkegaards tid op mod 7.000 eksemplarer – var den det vigtigste organ for den københavnske avertering. I begyndelsen viser koleraen sig i Adresseavisen som bekendtgørelser fra stadslægen og politidirektøren, men allerede 1. juli er C. Lohrer & Co. i Gothersgade til tjeneste med »Cholera-Cigarer, som ved deres særegne Præparation give et behageligt og sundt Aroma og fraholde skadelige Dunster etc.«
Dagen efter tilbyder værtshusholder Peter Emil Petersen under en gemytlig vignet af et par klinkende herrer visse »Cholera-Sobkener« i sin beværtning i Læderstræde: »Hvis Du vil leve, da skynd Dig lidt, thi / nede hos mig, kan man drikke sig fri.« Den 6. juli anbefaler urtekræmmer Berg »en udmærket Stænke-Essents i Værelser imod Cholera-Epidemien«, som skal være destilleret af skovens sundeste og friskeste planter. »Denne yndige Essents, som tidligere i Udlandet har viist sig som et ypperligt Middel imod at fortrænge den qvalme og usunde Luft, som ofte findes i Værelser, er saa meget mere at anbefale som den ved at stænkes paa Gulvet giver en Vellugt, som om man befandt sig i den friske Skov.«
Mon Kierkegaard, der er plaget af dårlig luft i sit soveværelse i Klædeboderne, er et smut omkring urtekræmmeren i Lille Kongensgade? Eller er han gået den kortere vej til urtekræmmer Dithmer i Studiestræde, hvor han både kan købe kolera-bitter og -mavedråber? Andre har mere interesse i en annonce, der står lidt under Dithmers, og hvor ligkistemagasinet i Adelgade oplyses at være »forsynet med durable, færdige Ligkister, saavel brillante som simple, i alle Størrelser, samt smuk Ligpynt, Alt til de billigste Priser.«
Epidemien tager til i omfang og intensitet, men endnu 11. juli, som bliver den sidste for 59 kolerapatienter, forsikrer cigarfabrikant Neumann om, at hans »Sundheds-Cigarer imod Cholera« er intet ringere end »et sikkert Præservativ imod smitsomme Sygdomme« og tilmed kan ryges af såvel damer som herrer. Samme dag skriver Hanne Gleerup i Pilestræde en ganske anden art annonce, som den følgende dag optages i Adresseavisen:
»Min elskede Mand, mine tvende smaa Børns kjerlige Fader, Examinatus juris Adam Heinrich Gleerup, ansat som Inspecteur ved Cholera-Hospitalet i Frue Arbeidshuus, er efter 17 Timers Sygdom afgaaet ved Døden den 9de d. M. Gud give mig Efterladte Kraft til at bære min tunge Skjæbne. Fraværende Slægt og Venner meddeles dette Sørgebudskab.«
Frue Arbejdshus ved Nørrevold 227 (mellem Teglgårdstræde og Larslejstræde) var normalt en anstalt til forsørgelse af fattige samt forbedring af vagabonder og løsagtige fruentimmere. Under epidemien etablerede man – som Fædrelandet kritiserede – særlige koleralazaretter i en del offentlige bygninger, og et af de første blev åbnet på Frue Arbejdshus den 2. juli. Her meldte 46-årige Gleerup sig som frivillig inspektør, og her endte han efter seks dages arbejde selv som patient – og efter 17 timers sygdom som offer for koleraen.
Den senere forfatter Vilhelm Bergsøe var 18 år og slap med skrækken. I sine erindringer fortæller han om en aften under epidemien, hvor han og hans fader efter en aftentur i Tivoli på vej hjem ad volden fra bastionen over for Frue Sogns Arbejdshus kunne se ind gennem dets vidt åbne vinduer: »Alle Etager vare stærkt oplyste, Læger, Vaagekoner og Portører ilede frem og tilbage og de sidste slæbte blege, udtærede Skikkelser, som de anbragte i de lange Rækker af Senge, der flankerede Værelserne. Nede paa Gaden holdt en Række Drosker, andre kom rullende i skarpt Trav, og uafladelig hørtes der Raab og Skrig, snart fra Gaden, snart fra de Patienter, som vaandede sig i de smerteligste Krampetrækninger.« Frem til 3. september modtog hospitalet i alt 511 patienter, og blandt disse fandt 327 døden.
Dødeligheden var af omtrent samme størrelse på de fleste andre kolerahospitaler, men i Vartov døde otte ud af ti smittede og på Almindeligt Hospital næsten ni. Hovedparten af kolerapatienterne på »Almindeligheden« var oprindeligt blevet indlagt med andre sygdomme, men blev smittet på hospitalet. »Hvor uhyggelig end denne Kaserne tager sig ud til daglig, med sine smudsige Trapper, sine endeløse Korridorer, der i vanvittig Forvirring skyder sig saaledes ud og ind, at man mer end tilstrækkelig forstaar Dobbeltnumrene paa Dørene, saa er dette dog intet mod det Skue, som Hospitalet frembød under de daværende Forhold«, fortæller Vilhelm Bergsøe i Fra Piazza del Popolo (1867). »Man tænke sig Stuer saa overlæssede, at Patienterne undertiden ikke havde hundrede Kubikfod Luft til at fylde deres Lunger med; man tænke sig denne Luft saa tung, saa stinkende og saa fortvivlet inficeret, at enhver Patient, som kom derind, døde; man tænke sig de Dødslejer, hvor Hospitalet havde saa lidt af de nødvendige Rekvisitter, at Hovedpuderne ofte reves bort under de døende, for at anvendes til de nysankomne«.
Den 22. juli – mens koleraen stod i zenit – bankede Kierkegaards tro læserinde, den 35-årige oberstdatter Ilia Fibiger, på hospitalets port i Amaliegade for at melde sig til frivillig sygepleje. »Det er kun altfor let at forstaae Fordringen, som er indeholdt i Guds Ord«, havde hun året forinden læst i Kierkegaards Til Selvprøvelse, »ikke den meest indskrænkede sølle Stakkel kan med Sandhed negte at kunne forstaae Fordringen – men det kniber for Kjød og Blod at ville forstaae den og at skulle gjøre derefter.« Sælg alt, hvad du ejer, giv det til de fattige, og følg så Kristus! Ilias bekymrede bror i Randers havde sendt hende rejsepenge, så hun kunne forlade den pestbefængte hovedstad, men hun betakkede sig. »Hvad er fornuftigst: at være uden Nød i Bekymring, eller at være i Nød uden Bekymring? Mig synes aabenbart det sidste.« Om natten vågede hun på det ulykkelige hospital, og ifølge præsten sammesteds mildnede hun ved sin opofrelse og kærlige virksomhed dødskampen for mange. Hun blev selv ramt af kolerinen og måtte holde sengen i nogle dage, men fortsatte straks efter sit virke og forlod ikke hospitalet før koleraen. Inden hun vendte tilbage til sit gamle logi i St. Kannikestræde, gjorde hun sig efter sigende en fornøjelse af at uddele broderens rejsepenge til personalet.
Berlingske Tidende – »den officielle Tidende«, som Kierkegaard senere omtaler den – var loyal over for den konservative regering, men naturligvis ikke uvidende om koleraen og de gunstige betingelser, som den havde fundet i København. I kritikken af disse forhold kunne avisen gøre fælles front med Fædrelandet, men når ansvaret for manglende politiske initiativer før og under koleraen skulle placeres, kom de i åben krig med hinanden. Når Fædrelandet holdt regeringen og Magistraten ansvarlig, rettede Berlingske Tidende i stedet sit skyts mod den af liberalismens farsot inficerede Borgerrepræsentation. Striden stod især om krigsminister C.F. Hansen, der stædigt hævdede demarkationsliniens ukrænkelighed og kun efter vedholdende pres gav lov til, at nogle udflytterbarakker mellem søerne og Jagtvejen kunne få lov at bestå vinteren over. Den officielle tidende forsvarede ham dygtigt, men nølede med at rykke i felten for premier- og indenrigsminister A.S. Ørsted, der ikke kunne begribe, at en by, der i århundreder havde klaret sig med åbne kloakker, kunne drage nytte af at indføre et underjordisk kloaksystem.
Den 12. juli har Berlingske Tidende været ude på krigsministerens territorier: »der findes ogsaa paa flere Steder, f. Ex. i umiddelbar Nærhed af Ladegaards-Aaen, Lodsepladse for Gaderenovationen her fra Staden, der ere befolkede med Sviin, og fra hvilke Etablissementer der ikke alene opstiger en qvælende Stank, men endog overføres Støvskyer af Halmavner og Uhumskheder paa Overfladen af Vandet i Aaen, et af Reservoirerne for Byens Drikkevand.« Her rørte Berlingske Tidende ved et andet og formentlig afgørende problem, for epidemien blev især fremmet ved infektion af drikkevandet.
Kierkegaard synes at være opmærksom på det samme problem, men som så mange andre københavnske uhumskheder ender det beskidte drikkevand i det våbenarsenal, han er ved at samle til kampen mod kirken. I december 1854 skriver han i sin journal, at teologien som videnskab betragtet ikke engang er viden om kristendom, »men om Noget, Menneskene selv have opfundet, saa at broute af den christelige Kundskabs Tilstedeværen, er lige saa misligt som hvis en By vilde broute af en ganske udmærket Vand-Forsyning, der virkelig ogsaa førte Vand nok til Byen men Rendesteens-Vand o:D:« Vandet blev indført gennem gamle og ofte pilrådne træledninger, som ikke var gravet længere ned i jorden, end at udsivninger fra utætte latringruber kunne sive direkte ned i dem.
»Det man har forfalsket er Begrebet af at være Christen«, gentager Kierkegaard et par uger senere i samme journal. »Og man har forfalsket, ikke saa meget Læren, som: det at forkynde Christendom, det at være Lærer i Christendom. Det er hermed som hvis Vand, der i Beholdningen ikke var fordærvet, ved at ledes gjennem Rør, som vare fordærvede, inficeredes heraf – som hvis man da vilde føre En hen til Vandbeholdningen og sige: ‘Vandet er jo ufordærvet.’ ‘Ja, men Det fordærves ved Mediet, gjennem hvilket det ledes til Menneskene.’«
Polyteknikeren F.C. Kabell havde allerede i 1844 foreslået at erstatte træledningerne med jernrør, men uden at blive mødt med andet end uforpligtende interesse fra myndighedernes side. Hans Forslag til en forbedret Vandforsyning og Gadeskylning for Kjøbenhavn omfattede desuden et system, hvor vandet enten ved trykket fra de højereliggende reservoirer eller ved hjælp af damp kunne presses op i etagerne, så man ikke behøvede at hente vandet i brøndene, der også var stærkt angrebne af råd og utætheder.
Men ét var en fornuftig og påkrævet reformation af vandvæsenet, noget andet forkyndelsen og tilegnelsen af kristendommen! Og dog mener den kristne satiriker Søren Kierkegaard i »Det Comfortable og – Bekymringen for en evig Salighed« i Øieblikket, at statskirken omtrent taler til menigheden som en polytekniker:
»I skulle ogsaa i Henseende til det store og uskatteerlige Gode en evig Salighed, have Alt saa beqvemt, saa comfortabelt, og saa priisbilligt som muligt, ikke kan man have det beqvemmere med Vandtryk i Etagerne istedetfor den gammeldags sure Møie med at slæbe det op ad Trapperne, end I skulle have det i Henseende til (hvad man i Uvidenhedens ucultiverede Tider rendte til Verdens Ende efter og paa sine Knæe) en evig Salighed hisset, den skal, blot I fløiter, være til Eders Tjeneste, ja førend I fløiter, I skulle hverken behøve at gaae op ad Trapper eller ned ad Trapper, ih bevares, den bringes til Eder«.
Da Kierkegaard året før koleraen boede på Østerbro og hyppigt mødte Regine, der det ene øjeblik dukkede op på Langelinie, det næste på stien ved søerne og pludselig på alléen uden for Østerport, overvejede han, om hendes rutevalg afhang af vindretningen. Måske kunne hun ikke tåle østenvinden ude fra sundet? Det viser sig som en umulig forklaring, for hun forlægger også sin rute til glaciet og voldene, når der er vestenvind. Overhovedet var det næppe den salte havluft, der plagede københavnernes helbred, og Regine Schlegel – der i 1853 boede i Bredgade mellem Kgs. Nytorv og Skt. Annæ Plads – burde i højere grad tage sig i agt for søndenvinden:
»Denne Vinds mephitiske [stinkende] Egenskaber hidrøre ikke alene fra den utallige Mængde af Cloakgrøfter, der gjennemskjære Øen Amager nærmest Hovedstaden, eller Trankogeriet paa den grønlandske Handelsplads, eller de Masser af forraadnet Tang, der opsamles i Kalleboderne og blottes ved Lavvande«, åbenbarer Berlingske Tidende den 12. juli 1853 i en topografisk meget præcis apokalypse; »den sydlige Vinds Farlighed skyldes hovedsageligen den paa Amager værende Kulegrav, der modtager Stadens Natterenovation, og som er beliggende straks tilvenstre, naar man træder ud af Christianshavns Port, og strækker sig mellem Amagers Hovedlandevei og Sundet i en fortløbende Række af stillestaaende, ildestinkende Sumpe, der støde umiddelbart op til den saakaldte ‘bedækkede Vei’, et fortificatorisk Anlæg, der adskiller denne aabne, immense Cloak ikkun med et Mellemrum af faa Alen fra Christianshavns Stadsgrav og Volde! Denne Kule, hvis Indhold forøges hver Nat og udføres af Staden stundom i utætte Vogne, henligger, som sagt, under aaben Himmel, og det i en saadan Urtilstand af nedarvet Slendrian, Væmmelighed og mangelfuld Indretning, omgivet af saadanne, med mangefarvet gjærende Mudder opfyldte Grøvter, hvorfra der med dræbende Stank opsendes Sværme af Fluer og Myg, at neppe nogen Pen skulde kunne beskrive det modbydelige Indtryk, som her møder den besøgendes Sandser. Man forlader imidlertid ikke disse Steder, uden at medtage den Overbeviisning, at en saadan Kulegrav, liggende i en saa uforsvarlig umiddelbar Nærhed af Staden, er det allerfarligste Arnested for giftige Uddunstninger, der henaande Pest og Sygdom over Byen og dens Befolkning.«
De ildelugtende kuler kendte Kierkegaard, og han har længe forinden slået dem sammen til en eneste sanitær og sædelig sump, for »Kiøbh. er nu engang et afspærret lille Hul, uden Maalestok, en raadnende Sump.«
I Christelige Taler (1848) har Kierkegaard skrevet om »Armodens Bekymring«, som han eksklusivt regner blandt hedningens bekymringer. »Istedenfor i Armoden at være uden Bekymring er han (og det Ene svarer da ganske til det Andet) ‘uden Gud i Verden’. See derfor har han Bekymringen.« Ilia Fibiger var ikke nogen hedning, og derfor forstod hun under epidemien »at være i Nød uden Bekymring«, som hun skrev til sin broder. En anden kunne i stedet tage forargelse af Kierkegaards tale om armoden og mene, at han var blasert og uden forståelse for almuens kår. En sådan forståelse mente Kierkegaard nok, at han havde, og større respekt havde han i hvert fald ikke for journalister, »der leve af, maaskee yppigt og overflødigt, leve af at skrive om – Pauperisme.« En af disse journalister var Kierkegaards mangeårige ven, J.F. Giødwad, der sad i redaktionen på Fædrelandet, som gerne skrev om forarmelsen af de lavere klasser. Den 18. juli 1853 udpeger bladet således fattigdom og almueslum som epidemiens forudsætninger:
»Hvo, som vil have et ret slaaende Exempel paa, i hvilken Grad man længe har været ligegyldig for Menneskers Sundhedsforhold i denne By, og i hvilken Grad man er det selv nu under en saa ødelæggende Sygdom, uagtet alt hvad der er virket i denne Retning, ville vi henvise til Huset Nr. 281 i Adelgaden. Man vil der finde en meget indkneben, neppe 3-4 Alen bred Gaard, indesluttet af et høit Forhus og ligesaa høit Baghus. I Baghuset benyttes Stuen paa hver Side af Indgangen til Stald for 12 Køer, og Kjælderen ligeledes paa begge Sider til Renovationskule. I Etagerne ovenover boe en Mængde fattige Familier. Renovationskulerne udtømmes flere Gange ugentlig og udbrede da en næsten uudholdelig Stank i alle Værelser saavel i forhuset som Baghuset, men desuden opstiger Dag ud og Dag ind de samme pestagtige Dunster i noget mindre Grad fra Kjælderen og Stuen til hele Huset og især til Baghuset. Virkningen heraf er mest kjendelig om Morgenen, naar Dunsterne have samlet sig fra hele Natten. I dette Hus er der for et Par Dage siden død 1 af Cholera, og det er mærkeligt nok, at der endnu ikke er paafulgt flere Dødsfald. Vi opfordre alle Vedkommende til at tage det nævnte Hus i Øiesyn.«
Rette vedkommende var naturligvis sundhedsmyndighederne, mens andre overhovedet burde holde sig på stor afstand af Adelgade, hvor ligbærerne i samme uge måtte hente 67 ofre for koleraen. Fra slutningen af juni til midten af september kostede den i alt 331 af de 5.000 beboere i Adelgade livet.
Epidemien kulminerede i juli måneds anden halvdel, da koleraen dagligt ramte mere end 200 københavnere. Det højeste antal syge blev anmeldt 27. juli, nemlig 340, mens det højeste antal døde på en enkelt dag allerede blev nået 20. juli, da 236 bukkede under for koleraen. Fra 15. juli til 3. august lå det daglige antal døde bestandigt over 100, men allerede 1. august vovede en læge at skrive i Fædrelandet, »at Sygdommen virkelig er i Aftagende, og til denne Trøst, dette Haab trænge vi upaatvivlelig Alle, hvad enten vi saa ere mere eller mindre villige til at hengive os i vor Skæbne, i Vorherres Villie.« I alt 7.219 hengav sig, om de ville det eller ej, på sottesengen, inden koleraen slap sit tag i København, og af disse døde 4.737 – svarende til 3,5 % af byens beboere.
Uviljen til at give sig hen i Guds vilje – eller evnen til at undfly den – var størst blandt de velstillede, der i stort tal og ganske som de plejede forlod København midt på sommeren, så reelt ramte koleraen hårdere, end procenttallet røber. Enkelte præster så koleraen som en svøbe, Gud svang over det ulydige København som i sin tid over Sodoma og Gomorra. Synderne måtte i så fald især findes blandt de fattige i de nordøstlige kvarterer mellem Adelgade og Amaliegade og i de fjerneste dele af Christianshavn, hvor koleraen omtrent decimerede befolkningstallet.
Hans Brøchner fortæller, at der blandt københavnerne herskede en rolig stemning, en opofrende hjælpsomhed og en god besindighed. Kun i epidemiens første dage, da den ikke tegnede til at blive så farlig, blev lægerne plaget af ængstelige københavnere med en smule forkølelse, men så snart der virkelig blev fare på færde, tog man sig sammen og lod lægerne pleje dem, der virkelig behøvede dem. »For den, der kom til Kj. uden at vide, at Choleraen var der, skulde næppe Noget have været paafaldende.« Det var for så vidt rigtigt, al den stund Tivoli fortsat var åben, dog fra 1. august kun til kl. 21.00, ligesom alle værtshuse skulle lukke senest kl. 23.00, da man mente, at sammenstuvning af mennesker i beklumrede kælderbeværtninger befordrede smitten. På Det kgl. Teater besluttede teaterdirektør Heiberg først at åbne sæsonen den 18. september, et par uger senere end sædvanligt, men i mangel af skuepladsen på Kgs. Nytorv kunne man under koleraen finde scener til en guddommelig komedie ude på Assistens Kirkegård. Brøchner boede på Nørrebro, mellem kirkegården og søerne, og herfra sendte han den 7. august vennen Christian K.F. Molbech en skitse à la Dante:
»Herude, hvor jeg boer, har man maaskee kunnet faae noget bestemtere Indtryk af, at Døden har holdt Razzia: jeg har til enhver Tid af Dagen, fra den tidligste Morgenstund og til sildigt om Aftenen, naar jeg gik ind til Byen, kunnet see Ligtog, og jeg har ofte, paa det lille Stykke til Porten – jeg bor umiddelbart udenfor Søerne – kunnet møde 3 forskjellige Tog. Man har brugt de forunderligste Transportmidler: gamle affældige Ligvogne, der syntes selv at være staaede op af Graven, Rustvogne, Arbeidsvogne, Kaffemøller, Omnibusser og Møbelvogne – Trillebøre, som Kjøbenhavnsposten har talt om, har jeg dog ikke set. Paa Kirkegaarden har det gaaet noget summarisk til. Jeg saae en Dag Ligomnibussen komme derud med 6 Kister: en af Graverkarlene aabnede den og krøb ind bag paa Kisterne, som han hivede ud, som om det havde været Fragtgods, og de andre Karle modtog dem med allehaande gemytlige Bemærkninger, der ikke var saa dybsindige som Graverkarlenes i Hamlet, men som dog ved Kontrasten kunde gøre en lignende Virkning. Kisterne vare flade og dannede af 6 sværtede Brædder, der vare saa slet sammenføiede, at Laaget paa den ene Kiste gik op, da de læssede den af, hvilket en af Karlene bødede paa ved med knyttet Næve at slaae det ned igjen. Paa Enden af Kisterne var anbragt en Papirlap, paa hvilken den dødes Navn, Alder og Dødsdag var anført, og de bleve nu uden videre Ceremonier satte ned i en stor Grube, to og to ovenpaa hinanden. Det var lutter Fattigfolk, saa de fik ikke nogen speciel Jordpaakastelse: den var kun for Honoratiores, der bleve begravede i et andet Hjørne, hvor en Præst fungerede.«
Er epidemien, når alt kommer til alt, ikke komisk, så er den så meget desto mere et irrationelt fænomen, som læger, journalister, politikere og præster forgæves søger at begribe. Koleraen er ikke moderne, men kommer fra det hedenske Asien og minder om den sorte død i de katolske århundreder før reformationen. Nu har de fremsynede københavnere netop lagt en borgerkrig bag sig og fået en fri konstitution, ansvarlige ministre og en lovgivende rigsdag med skattebevillingsret, og så rammes de af en pestlignende katastrofe, som hverken generaler eller ministre kan tøjle; »medens vi atter sagde: ‘Fred og Tryghed!’ brød den fortærende Plage frem«, rekapitulerede biskop Mynster i Slotskirken søndag den 28. august.
Mynster! »Kun een Prædiken har jeg ikke hørt af ham, det var den sidste«, noterer Kierkegaard, da kirkens primas dør et halvt år senere. Han må derfor have været til højmesse i Slotskirken hin augustdag i 1853. Dagen før er Mynsters prædiken annonceret i Adresseavisen, hvor man også læser, at der fra 25. til 26. august kun er anmeldt 25 syge og 11 døde af kolera. Epidemien er på tilbagetog, og biskoppen går på prædikestolen. Han ved, at københavnerne drevet af angst og nød har søgt kirkerne mere end sædvanligt, men han er ikke ubetinget tilfreds:
»Det synes, som om denne Henflyen til Guds Barmhjertighed har i denne Nød været hyppigere, inderligere, end den var, da Krigen rasede, men fiernere fra vore Boliger. Jeg har samlet i mit Hierte al disse Dages haarde, bittre Nød; dog tilstaaer jeg, at jeg ikke gierne hører de Stemmer, der klage, som om denne sidste Plage var haardere, end Krigens Ulykker, thi dette synes dog at være en Yttring af et Sind, der fornemmelig bekymrer sig for sit Eget, og kun svagt føler Deeltagelsen i Det, som angaaer Andre, og i Det, som angaaer Alle i Landet, det almene Vel.«
Mynsters prædiken i Slotskirken er hans første i hovedstaden siden pinsedag den 15. maj, da han prædikede til højmesse i samme kirke. I den mellemliggende tid var han på sin årlige visitatsrejse i den friskere sjællandske landluft, hvorfra han – ifølge sin søn – »vendte sund og rask tilbage«. Den foregående søndag har han holdt en fantastisk prædiken over evangeliet om de spedalske – i Roskilde. Nu glæder han sig over, at den rige ikke karrigt har delt med den fattige, men med omsorg og pleje søgt at afhjælpe nød og lidelser.
»Vi ville ikke forsøge at skildre disse Ugers Rædsler, Hierterne skielve endnu, de friske Saar bløde endnu«, formaner Mynster, der nok også ville få svært ved at skildre rædslerne på første hånd. Det var der andre, der kunne, for mens biskoppen visiterede præster og præstegårde på Sjælland, visiterede lægerne fattige og fattigboliger på Christianshavn. Således fortæller J.C. Magnus i Nogle Billeder af Kiøbenhavn under Choleraepidemien (1853), at han har »undersøgt en Deel af Fattigboligerne paa Christianshavn, hvor en Choleralæge velvilligen havde paataget sig at være min Veiviser. Han førte mig først ind i en ussel, lille, fugtig, med et eneste Fag Vinduer forsynet Kielder, der nu stod forladt, fordi Politiet havde ladet den rømme, men hvor under Epidemien en Mand, Kone og fire Børn, af hvilke Konen og et Barn døde, havde vegeteret. ‘Jeg betræder ikke dette Sted uden at giøre mig selv Bebrejdelser’, sagde Lægen. ‘Familien her hørte til de usleste Fattige, det saae jeg nok; den laae i et Hiørne paa Straa, thi Senge have det Slags Fattige ikke. Men her herskede saa utaalelig en Stank, at jeg ikke kunde troe andet, end at Familiens egen Ureenlighed var Skyld deri. Skiøndt gode Mennesker havde betroet mig Penge til Uddeling blandt Trængende, gav jeg disse Mennesker derfor Intet, men understøttede Folk, som jeg troede vare værdigere, og som selv giorde, hvad der stod i deres Magt, for at bevare Liv og Sundhed. Først senere, da Familien var flyttet, og da Sengehalmen var bortskaffet, opdagede vi, at de flydende Dele af Naboens Latrin havde banet sig Vei ind i Kielderen under Sovestedet og foranledigede den væmmelige Stank.’ I en Bagstue gjorde man en lignende Opdagelse, da Halmen blev flyttet, og Værten skulde lade Leiligheden istandsætte for paany at aagre med den.«
Men hvad foretager Kierkegaard sig under koleraens rasen, og bliver han overhovedet i København? Det er ikke muligt at svare klart på disse spørgsmål, men man kan konstatere, at han skriver markant mindre i sin journal i denne periode. Mellem to optegnelser dateret henholdsvis 27. maj og 13. oktober har han kun skrevet 27 sider, mens han i en umiddelbart foregående periode af nogenlunde samme længde – nemlig fra 4. januar til 27. maj – har fyldt 153 sider. »Jeg bliver mere og mere anstrenget, at producere forekommer mig næsten som en Narrestreeg, og derimod at sulte snarere at være Christendom«, hedder det den 13. oktober i noget, der ligner en asketisk forklaring på den aftagende produktivitet. »I en halvanden Aar har jeg nu forandret min Leve-Maade, Alt i Retning af at see, hvad jeg kan taale.« Når han overhovedet dypper pennen, gør han det helst for at skrive om at afdø og om protestantismens opfindelse af syndserkendelsen som en bekvem undskyldning for ikke at følge Kristus efter i selvopofrelse. I dette lys omtolker han sågar sit eget værk om troens væsen, Frygt og Bæven (1843), for historien om patriarken Abraham, der prøves af Gud, er jødisk, når Isaks ofring netop kun er en prøvelse (1 Mos 22,1-19), mens det kristelige ville være, at han vitterligt ofrede sin søn.
Biskoppens søn, Frederik Joakim Mynster, prædiker i øvrigt regelmæssigt i Holmens Kirke under hele epidemien, men i Kierkegaards journal finder man hverken referencer til hans eller andres prædikener i de københavnske kirker. Lige så lidt finder man blandt de bevarede regninger nogen, der kunne afsløre en flugt fra koleraens København eller i det mindste et par luftbade med wienervogn til Hørsholm eller Esrum. »Til Lykke for Mange var man dog nu kommen ind i Sommerferien, og Alle, der kunde, benyttede den til at forlade Byen og dens trykkende Atmosfære«, fortæller Mathilde Reinhardt, der også vidste noget om enkemadam Borries’ logerende i Klædeboderne (omtalt i kap. 1); selv er enkemadammen taget ned til sin søn på det sydøstlige Sjælland, men om Kierkegaards opholdssted giver Mathilde Reinhardt ikke nogen efterretninger. Han kunne have taget sin tilflugt til broderens præstegård i Pedersborg ved Sorø, men Peter Christian, der i sin dagbog registrerer alt fra modtagne breve til ildebefindender, har intet at melde. Den 1. oktober erklærer Sundhedskollegiet epidemien for overstået. Et år senere skriver Kierkegaard, at »Choleras Betydning er i Retning af at indøve Menneskene at de ere Enkelte, hvad hverken Krig eller nogen anden Calamitet gjør, som snarere flokker dem; men Pest adsplitter i Enkelte, lærer dem – corporligt – at de ere Enkelte.«