Her er Uffe Elbæks afskedsbrev

Af Uffe Elbæk

”If I can’t dance, it’s not my revolution”

Kære medlemmer, tillidsvalgte og folkevalgte  i Alternativet 

Jeg har i min tid som politisk leder skrevet rigtig mange nyhedsbreve til jer og efterfølgende sendt det ud fra vores presse og kommunikationsafdeling. Sådan bliver det ikke denne gang. Dette ”nyhedsbrev” er givet nået frem til dig gennem andre kanaler. Men hvordan du har modtaget det, er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at det når frem, for det er skrevet til dig.  

Jeg vil nemlig gerne forklare dig, hvorfor jeg i dag har truffet den alvorlige beslutning at melde mig ud af Alternativet og igen blive en fri grøn stemme i Folketinget. 

Det er en beslutning, der selvfølgelig har voldsomme konsekvenser for mig personligt. Jeg skal sige farvel til gode MF-kollegaer. Jeg skal sige farvel til dybt respekterede medarbejdere. Men ikke mindst skal jeg sige farvel til min politiske relation til alle jer, som jeg har mødt i vidt forskellige politiske sammenhænge i Alternativet gennem de sidste små syv år. 

Jer, som jeg samlede vælgererklæringer ind sammen med i tidernes morgen. Jer, som gav input til vores første politiske program i 2014. Jer, der stillede op til folketingsvalget i 2015 og igen 2019. Jer, der dag ud og dag ind løfter organisatoriske opgaver på både lokal-, kreds- og landsniveau. Og ikke mindst alle jer unge i Alternativets Unge. 

Det er til jer dette afskedsbrev er skrevet. 

Fordi jeg gerne vil forklare jer min beslutning om at blive løsgænger. Og derigennem også på min måde at forsøge at skabe mening i alt det, der lige nu sker.  Det er ikke sikkert – langt fra – at det er muligt lige nu. Det er nok alt for tidligt. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der er en dybere mening gemt i alle de svære problemer og konflikter, vi som organisation slås med i disse uger og måneder. 

Men lad mig starte et andet sted. Nemlig med at understrege, at jeg godt kan forstå den frustration – ja, vrede – mange af jer har følt overfor, at der i kølvandet på Josephine Focks overbevisende valgsejr, er rejst en lang række kritiske spørgsmål til hendes lederevne og personlige stil.  

Josephine Focks valgsejr var legitim og overbevisende. Men det er de kritiske spørgsmål der er rejst efterfølgende også. Og det uanset om man kunne ønske, at det hele var foregået i den omvendte rækkefølge. Det gjorde det nu engang ikke. 

Derfor har jeg også respekt for, at vores hovedbestyrelse har påtaget sig den urias-opgave at finde ud af, hvad der er op og ned i de oplysninger, der er kommet frem. Uagtet, at jeg ikke er enig med deres konklusion. 

Det sagt, så tror jeg, at alle gerne ville have været foruden den situation, vi nu er havnet i som politisk kollektiv. I en situation, hvor det dags dato ikke ser ud til, at nogen rigtig vinder. Og hvor resultatet er dybe konflikter på kryds og tværs af alle niveauer i vores organisation. Mellem medlemmerne og os på Christiansborg. Mellem folkevalgte og tillidsvalgte. Mellem provinsen og København. Men måske er det allerværste det tab af håb og mening, vi hver især oplever på et helt personligt plan.

Hvordan kunne det dog ende her? 

Hvor jeg – eksempelvis – må træffe en så livsforandrende beslutning som at forlade det parti og bevægelse, jeg selv var med til at starte. Ja, som ikke i dag ville have eksisteret, hvis jeg ikke havde taget initiativet. Tænkt ideen, og efterfølgende skrevet den ned: ambitionen om en hel ny politisk platform i Danmark. En politisk platform, der for altid ville forandre politik, som vi ellers kender det.

Hvordan kunne en så utopisk, ambitiøs – ja smuk – politisk ide, dog ende i den organisatoriske og politiske blindgyde, vi befinder os i i dag? 

Kynikeren vil sige: Det er dér, alle utopier på et tidspunkt ender. Hvad der selvfølgelig er et gran af sandhed i. Jeg vil nok formulere det mere positivt: Det kan godt være, at Alternativet organisatorisk og politisk lige nu er endt i en blindgyde. Men så kan man heldigvis bakke ud af den igen. Og jeg håber oprigtigt, at I der fortsætter i Alternativet beslutter jer for det. Se at få sat organisationen i bakgear, så I igen kan komme ud på det politiske livs hovedrute. 

Personligt er tiden dog kommet til, at jeg hopper af bussen og over på min egen grønne cykel for alene at sætte kursen i min egen videre politiske rejse. Jeg vil ikke udelukke, at vi igen mødes længere fremme af ruten (for jeg vil altid have et grønt Å i mit hjerte). Men lige nu skal vi ikke ad samme rute. 

Og hvorfor skal vi ikke det? 

Fordi der gennem en årrække har været en række afgørende tillidsbrud mellem nogle af os, der udgjorde kerneholdet bag Alternativets opstart og første folketings-periode. Hvad disse tillidsbrud har været, har jeg fremlagt for vores hovedbestyrelse. Jeg ser det ikke formålstjenligt at gentage dem her. 

Men jeg vil blot understrege, at når konflikterne i disse uger dukker op igen med så voldsom kraft, er det fordi, at vi ikke tog dem første gang, de manifesterede sig. Det tager jeg min del af ansvaret for. Ikke mig alene. Men også mig. Nogen vil kalde det konfliktskyhed. Det gør jeg selv. Men jeg ved også, at det mest af alt var et forsøg på at beskytte det samlede politiske projekt, som den gang var så nyt og skrøbeligt. 

Men netop fordi disse interne konflikter ikke blev taget i tide, er der opsparet så meget frustration hos de mennesker, der blev klemt i disse interne konflikter i folketingsgruppen og mellem folketingsgruppen og landsorganisationen. 

Jeg vil ikke underspille, at perioden fra sommeren 2017 og frem til sommeren 2019 har været den mest udfordrende arbejdsperiode i mit liv. Hvor jeg som politisk leder skulle håndtere personligt som politisk, at jeg reelt ikke længere havde et flertal i folketingsgruppen bag mig. 

Det er også i det lys, man skal forstå min udtalelse om at der rent faktisk var en gave i det valgnederlag, vi fik i sommeren 2019. Nemlig, at vi fik valgt en ny folketingsgruppe der ikke var præget af interne magtkampe. Hvor arbejdsglæden og ambitionsniveauet var højt fra dag et. Og hvor resultaterne ikke ventede længe på sig. 

Vi indgik nemlig det ene forlig efter det andet med den nye regering – 30 er det blevet til på et halvt år – og vi fik ikke mindst sat væsentlige grønne aftryk på både finansloven og klimaloven, herunder introduceret ideen om et klima-borgerting.  

Tilsvarende positive var processerne i landsorganisationen. Der blev afviklet de mest vellykkede seminarier i Politisk Forum historie. Hovedbestyrelsen afviklede en grundig valgevaluering. Og der blev formuleret motiverende og brugbare nye politiske sigtpunkter, som alle i partiet kunne navigere efter. 

Så det var vitterlig på det helt rigtige tidspunkt, at jeg meldte min afgang den 16. december. Hvad der måske er mere vigtigt var, at den valgproces hovedbestyrelsen havde tilrettelagt på fornemste vis levede op til Alternativets værdier og ambitioner. Den var ny. Den var demokratisk. Den var medlemsinvolverende. Kæmpe ros for det.

Så igen: Hvorfor er vi endt der, hvor vi er?

Fordi centrale personkonflikter ikke blev taget i tide. Fordi gammel politisk kultur sivede ind i alle huller og sprækker i organisationen. Fordi rygter, løgne og konspirationsteorier vandt over fakta, redelighed og menneskelig ordentlighed. Fordi ganske få mennesker kan ødelægge det for rigtigt mange. Fordi vi måske ville for meget og havde for travlt.

Resultatet var – set derfra hvor jeg sidder – at mindste fællesnævner vandt over højeste. At troen på at flere ved mere, endte med at flere ved mindre. Og hvor de seks værdier, jeg havde formuleret som udgangspunkt for Alternativet, blev fortolket helt forskelligt, afhængig af personen og den konkrete kontekst. Hvor værdierne ikke blev brugt til at navigere efter, men til at slå andre folk i hovedet med. 

Så når jeg nu hopper ud af Alternativet-bussen og op på min egen grønne cykel, er det fordi jeg ikke længere kan genkende det Alternativ som jeg var med til at starte. Det lyder selvfølgelig meget sort-hvidt. Og det er det også. For jeg ved om nogen, hvor mange fine initiativer og tiltag der finder sted i alle hjørner af Alternativet hver eneste ene dag – og givet også vil gøre det i fremtiden. Derfor er det også vigtigt for mig her at understrege, at uagtet den aktuelle højspændte og følsomme situation, så har jeg haft de vigtigste, fineste, kærligste og mest afgørende politiske oplevelser i mit liv i Alternativet-regi.  

Vi fik i fællesskab ikke bare sat klimakrisen på dagsorden. Vi fik formuleret nogle af de mest inspirerende politiske udspil der er kommet fra et politisk parti i nyere tid. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men prøv at genlæs vores naturudspil, rapporten om de tre bundlinjer eller bogerløn, iværksætterudspillet, racismeudspillet, global politik eller regeringsprogrammet. 

Vi satte et helt nyt politisk niveau. Og formulerede så meget godt og vigtig politik. 

Vi fik også institutionelt og kulturelt ændret stort og småt på Christiansborg. Lige fra vores alternative parlamenter over huskunstnerordningen og kunst på slotspladsen (Hong Kong-statuen står der frem til 1. April) til borgerforslag.dk. Og ude i landet gjorde vores by- og regionsrådsmedlemmer det samme. De hævede barren igen og igen. Og resultaterne taler for sig. Bare se mod Fanø, Thisted, Syddjurs, Silkeborg, Skanderborg, Aarhus, Fåborg, Svendborg, Odense, Rønne, Albertslund, Vordingborg, Frederiksberg eller København. Men se også til Østafrika hvor vi samarbejder med grønne partier i regionen, eller til London, hvor Alternative UK netop har taget det næste ambitiøse skridt i deres udvikling. For ikke at glemme det aftryk vi havde på det europæiske fællesprojekt: New Deal for Europe. 

Jeg skriver dette for at understrege, hvor meget Alternativet allerede har betydet for det politiske liv i Danmark. For borgerne. Ude i kommunerne og regionerne som på Christiansborg. Men jeg skriver det også for at få sagt ordentlig tak til alle jer der har en aktie i at alt dette lykkedes. Jer, der har organiseret politiske laboratorier, lokale generalforsamlinger, valgudvalg og lokale valgkampagner, landsmøder og ikke mindst vores Folkemøde-program på Bornholm og den Alternative sommerhøjskole. 

Hvilket fører mig frem til min sidste tak: Nemlig til de unge i Alternativets Unge. De stunder jeg har haft med jer gennem tiden – store som små – har været nogle af de mest meningsfulde politiske øjeblikke for mig overhovedet. Som I ved, har jeg på næsten alle de møder jeg har haft med jer, sluttet af med at sige: Se nu at kup voksne Å. Jeg mente det den gang og jeg mener det ikke mindst nu, hvor jeg selv lukker døren bag mig: Se nu at kup voksne Å! Det er jer, der er fremtiden. Også i Alternativet. 

Men at Alternativet skal komme på ret kurs igen – hvad jeg måske ikke er den rette til at have en mening om nu, hvor jeg ikke længere repræsenterer Alternativet, men det har jeg så alligevel – er ikke alene et spørgsmål om for og imod en given politisk leder. 

Det her handler endnu mere om, at hvis Alternativet skal genvinde sin relevans for vælgerne og være et ambitiøst politisk svar på de udfordringer Danmark og verden står overfor, skal vores politiske profil og identitet være langt skarpere. Et tydeligt visionært og samtidig jordbundent bud på det frie, grønne, postkapitalistiske samfund vi ønsker. Parallelt med dette politiske udviklingsarbejde skal der gennemføres en stor kollektiv oprydning i organisationen. Herunder, at de medlemmer der igennem flere år har spredt negative rygter og konspirationsteorier i organisationen får at vide, at de ikke længere er ønskede i Alternativet. 

Sidst, men ikke mindst, skal Alternativets kosmopolitiske, grønne og kulturelt mangfoldige profil igen styrkes, så partiet er i stand til at fastholde og tiltrække nye talenter. Endnu engang må jeg vende tilbage til en af mine helt store politiske rollemodeller, den amerikanske anarkist Emma Goldman. Hun formulerede i en enkelt sætning det perspektiv jeg siden har set mit politiske arbejde igennem. Hun sagde: ”If I can’t dance, it’s not my revolution”. 

Vi skal nemlig politisk være i stand til både fysisk som mentalt at danse. Ellers finder vi aldrig frem til de rigtige løsninger på de enorme samfundsproblemer vi i dag står over for. Aldrig har kreativitet, frihed, lethed, værdighed og skønhed været vigtigere. For den enkelte som for det store fællesskab. 

Det er mit råd til jer. Det er mit farvel til jer. Nu som en fri grøn stemme. 

Kh Uffe