OG VINDEREN ER: DEN FOSSILE INDUSTRI!

Af Theresa Scavenius

Forestil dig, at hver gang du ikke slår dit barn, så får du 100 kroner. Hver gang, du ikke går over for rødt lys, får du fem kroner. Og hver gang du ikke tænder en smøg, får du 10 kroner.

Det ville være virkelig mærkeligt, ikke? Men det er stadig den mest gængse tilgang inden for klimapolitikken. Dem, som har svinet miljøet, klimaet og hele jordkloden til, skal have nogle penge for at svine lidt mindre. Klimarådet siger godt nok, at ’forurenere skal betale’. Men når man nærlæser teksten bliver den position noget mudret.

Jeg er endnu ikke helt færdig med den 154 sider lange rapport, men her er en enkelt pointe til at starte med: Klimarådet foreslår, at en CO2-afgift skal indfases frem til 2030. Hvilket er godt. Og ligger godt i tråd med det, De Radikale har meldt ud, så der er nok stor sandsynlighed for, at regeringen kan støtte dette.

Så burde alt jo være godt. Eller hvad?

Nej, for afgiften skal ifølge Klimarådet indføres sammen med et ’bundfradrag’, som de mener eksempelvis kunne være ’aktuelt for varer som oksekød og cement’. Og landbruget skal have ’tilskud til implementering af nye teknologier’. Oversat til dansk: Der skal lægges en klimaafgift på alle varer, men de brancher, som udleder allermest, skal fritages. Deres øgede udgifter kompenseres af det højere bundfradrag, hvilket kan betyde én ud af to ting: Enten sker der ikke en skid. Eller også vil cement- og kødindustrien alligevel omstille deres produktion – de bliver så bare betalt for det.

Tilmed foreslår Klimarådet at virksomheder, der har ’lav emissionsintensitet’ og virksomheder med ’høj emissionsintensitet’ skal have det samme fradrag. Det vil sige, at der IKKE vil være noget incitament for de CO2-udledende virksomheder til at blive mere klimavenlige. I rapporten i øvrigt omtales om ’udsatte brancher’ – lidt lige som udsatte børn, som mangler moderkærlighed.

Så vinderen er igen – uanset hvordan vi vender og drejer det – tadaaa! De store fossile industrier! Med denne regnebordstilgang til klimapolitikken – hvor almindelig sund snusfornuft er fraværende – er der en reel sandsynlighed for, at der endnu engang ikke sker noget som helst. Som vi f.eks. så det med CO2-kvoter.

Derfor er min umiddelbare reaktion på Klimarådets nye rapport: Det faglige niveau er simpelthen ikke højt nok.

Rådet har valgt kun at lave ’omkostningseffektive beregninger’, hvilket passer ind i, at medlemmerne primært er forskere med en økonomisk uddannelse. ’Omkostningseffektivitet’ lyder selvfølgeligt fint. Men det, det reelt dækker over, er ganske simpelt en neoliberal samfundsøkonomisk forståelse, som ikke kan tænke i naturressourcer, mennesker, politiske systemer eller geopolitik, etc. I stedet er verden reduceret til en omkostningsmodel, hvor natur og mennesker primært er udgifter i systemet.

Så jeg bliver bekymret. Bekymret fordi Klimarådet propper en økonomisk standardmodel, som findes i tekstbøger til 1. semester på økonomi-studiet, ind i en klimarapport.
Sorry, guys: Den nuværende politiske situation er en del mere kompleks end at 1 plus 1 giver 2.

Så hvis man vil have de samme mennesker, virksomheder, rådgivere, politikere, som skabte klimakrisen, til at forsøge at løse den, så lyt til regeringen og Klimarådet – og bliv snydt af lidt klima-wishful-thinking inden for konkurrencestatens anti-klimapolitiske paradigme.

Eller lad være! Og stem på nogle nye mennesker til næste folketingsvalg, som kan tænke i helheder. Som kan se på tværs af klima- og biodiversitetskrise. Som kan se, at årsagen til klimakrisen skal findes i den politiske krise, hvor faglighed forsvinder for kassetænkning, hvor demokrati forsvinder til fordel for lobbyistinteresser og magtfuldkommenhed.