Corona-krisen kan lukke samfundet helt ned

Politiken mener at kun abonnenter bør læse nedenstående. Eftersom avisen alene i direkte støtte, modtager 17,5 millioner skattekroner hvert år, tillader jeg mig at dele den alligevel.

Forsker i smittepsykologi:
Corona-krisen kan lukke samfundet helt ned, hvis ikke regeringen ændrer kurs og begynder at spille med åbne kort.

Den ubehagelige sandhed er det bedste værn mod coronavirussen. Regeringen må være mere ærlig omkring farerne så befolkning forstår, hvad er der på spil. At samfundet kan lukke helt ned, hvis ikke vi tackler det rigtigt.

Kronik af Michael Bang Petersen er professor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

ENHVER KRISE KRÆVER POLITISK LEDERSKAB. DET GÆLDER I SÆRLIG GRAD DEN KRISE, SOM CORONAVIRUSSEN UDGØR. FØRST OG FREMMEST, FORDI EN VIRUSEPIDEMI KAN KUN LØSES VED BEFOLKNINGENS HJÆLP.

Smitten spreder sig imellem almindelige folk, og politikerne kan derfor kun løse problemet på afstand: ved at påvirke folks adfærd.

For det andet, fordi en virusepidemi kræver, at vi gør op med en af naturens stærkeste kræfter: vanen. Vi skal ændre vores vaner for at forhindre smitte.

Vi skal vaske hænder i utide, vi skal undgå at berøre vores ansigter, vi skal undgå at give hånd, og vi skal generelt holde os på afstand af mennesker. Det er sværere, end man tror.

Politisk lederskab i den situation, som vi står i, kræver to ting: at kommunikere klart om de tiltag, som er nødvendige, og at kommunikere så klart om, hvorfor tiltagene er nødvendige, at folk rent faktisk er motiverede til at følge rådene.

Den danske regering har været god til det første. Men de har været elendige til det sidste. For at imødegå epidemien bør regeringens krisekommunikation om coronavirussens alvor være langt tydeligt.

I fredags trådte den nyeste række af tiltag i kraft. Arrangører landet over har fulgt rådene og aflyst arrangementer. Men mange borgere har stillet sig uforstående over for det.

»Er det nu nødvendigt? Coronavirussen er jo ikke værre end en influenza«, har mange tænkt, sagt og skrevet på de sociale medier. Eller som min teenagedatter har formuleret det: »Hvor latterligt er det lige, at vi ikke må kramme?«.

Samme budskab (men med andre ord) har repræsentanter fra sportens verden været ude med, når de har beskyldt regeringen for en overreaktion.

Den beskyldning kan man i bund og grund ikke fortænke dem i. Mens regeringen var ekstremt præcise i deres råd, så var de nemlig tilsvarende upræcise og vage i deres begrundelser for, hvorfor det var nødvendigt.

Vi blev fortalt, at det handlede om pres på sundhedssystemet og om at skåne ældre og udsatte. Men hvad betyder det konkret?

Konkrete billeder er nødvendige for at vække følelser. Det ved Mette Frederiksen normalt godt, når hun forklarer sin politik med eksempler fra dem, som hun har mødt og snakket med.

Regeringen reagerer naturligvis ikke på vage fornemmelser. Den arbejder med specifikke prognoser for en epidemi, og den arbejder med en række beslutningsregler for, hvilke udviklingsforløb der kræver hvilke tiltag.

Dem har vi endnu til gode at se, og det er præcist det, der er problemet. For hvis vi rent faktisk så dem, ville det stå klart for alle, at regeringen ikke overreagerer.

Når vi ikke har den danske regerings tal at forholde sig til, så må man sjusse sig frem.

Her er mit bedste bud baseret på oplysninger fra WHO og fra andre lande: I fredags var der 23 smittede i Danmark. En uhindret epidemi med coronavirus har en såkaldt fordoblingstid på omkring 6 dage.

Det vil sige, at antallet af smittede fordobles hver sjette dag. Hvis der i fredags var 23 smittede, så er der på torsdag 46 smittede. Der er derfor, at smittetilfældene under en epidemi er eksponentielt stigende. Antallet af smittede stiger meget, meget hurtigt. I midten af maj vil der være lige under 50.000 smittede. Og 6 dage efter er der 100.000 smittede.

Muligvis kan en sådan fordobling fortsætte et stykke tid. Et britisk estimat på worst case-scenariet er, at 80 procent af befolkningen kan blive smittet af en ny virus såsom coronaen.

Den første centrale udfordring bliver her hospitalskapaciteten. I Danmark har vi omtrent 2,3 sengepladser per 1.000 borgere. Det er lige under 13.000 sengeplads. De britiske myndigheder opererer med et scenarie, hvor 20 procent af smittede kræver indlæggelse, blandt andet baseret på erfaringer fra Wuhan, hvor coronavirussen startede.

Det betyder, at alle sengepladser er taget af coronasmittede, når vi nærmer os sidste halvdel af maj. Og hvad værre er: I Wuhan-provinsen havde de indlagte ikke blot brug for senge. De havde også brug for ilt. Hvor mange iltapparater har det danske sygehusvæsen? JEG VED DET IKKE. MEN MIT BEDSTE GÆT ER, AT KAPACITETSGRÆNSEN NÅS LANGT FØR MAJ, OG SÅ ER DET FØRST, AT FOLK BEGYNDER AT DØ.

Faren ved en coronaepidemi er således ikke blot en umiddelbar dødelighed på (måske) omkring en procent. Faren er en voldsom overophedning af hospitalsvæsenet, som også rammer alle andre syge.

Når alle ressourcer bliver brugt på coronasmittede, så er der ikke tid til at behandle din gravide kusine, din onkel med brækket ben eller dit kræftsyge barn. Konsekvenserne af en overophedning er ikke blot sundhedsmæssigt.

Hvis en sådan situation opstår, så er der kun én ting at gøre, og det er at lukke hele samfundet ned. Og med det kan vi være på vej ind i en ny økonomisk krise.

Alt dette er naturligvis et bud fra en professor i statskundskab, som er epidemiologisk lægmand. Men problemet er netop, at det er nødvendigt at foretage disse beregninger selv. Det burde lægges klart frem. For uanset om der er regnet forkert med en procent her eller der, så vil budskabet stå lysende klart for alle: Vi bør handle nu.

Hvorfor melder regeringen så ikke klart ud? Svaret er formentlig det, som Mette Frederiksen bevæger sig i cirkler rundt om på pressemødet: Vi skal ikke gå i panik.

Vi har alle set amerikanske film, hvor folk plyndrer butikker og overfalder naboer, så snart gadelygterne sætter ud. Men sådan er virkeligheden ikke, og bekymringen om panik vidner om en bestemt opfattelse af borgerne.

Statskundskabere fylder således i ministerierne, og et af de spørgsmål, der ofte bliver diskuteret på statskundskabsstudiet er, om borgerne nu faktisk er kompetente nok til at begå sig i et demokrati. Ofte lyder svaret ’nej’, og den almindelige borger beskrives som både uvidende og følelseslabil. Men et nærmere blik på forskningen viser et betydeligt mere komplekst billede.

Folk opfører sig både roligt og rationelt i krisesituationer, og især når politikerne udviser lederskab.

Der er en stor mængde forskning i betydningen af ængstelse for politisk adfærd: Ængstelige individer opsøger mere information; de baserer i højere grad deres politiske adfærd på faktuel information; og de er bedre i stand til at lægge vaner fra sig.

Min egen forskning viser samtidigt, at når folk er specifikt bekymrede for smitte, så lytter de mere til politiske råd om, hvordan man undgår smitte, og de holder intuitivt afstand til andre personer uden for familien. Det er præcist den adfærd, som man skal fremmane, hvis man vil have borgerne til at opføre sig hensigtsmæssigt i epidemier. Borgernes psykologi er en hjælp og ikke en hindring for en effektiv epidemiforebyggelse.

Derudover viser forskningen, at den primære konsekvens af kriser er forøget solidaritet. Vi kender det selv, når snestorme lukker vejene. Folk hjælper hinanden, og vi smiler for en gangs skyld til hinanden i bussen.

Men gælder det også i rigtige kriser? Det gør det.

Kinesiske forskere har undersøgt effekterne af et massivt jordskælv i Kina og fandt, at personer i de ødelagte områder viste større solidaritet med andre. Sammen med kollegaer har jeg selv undersøgt danskernes reaktioner på to af de største politiske kriser, som vi har stået overfor i det nye årtusinde: Muhammedkrisen og terrorangrebet på Krudttønden. I begge situationer holdt danskerne balancen og reagerede med ro. Om noget rakte danskerne mere ud mod hinanden i den efterfølgende tid, også de muslimske medborgere.

Når vi skal mobilisere befolkningen mod spredningen af coronavirus, så er det altså afgørende at tale præcist og direkte til folks bekymring. Dermed afbrydes folks vaner, de trækker sig instinktivt fra andre rent fysisk og øger samtidig deres solidaritet med dem.

Det betyder ikke, at man skal skræmme folk. Ængstelse er nødvendigt, men usikkerhed er gift i forsøget på at lede en befolkning. Ængstelse og usikkerhed kan måske opleves som mere eller mindre synonyme ting, men psykologisk er de vidt forskellige.

Inden for psykologisk forskning taler man eksempelvis om tillært hjælpeløshed, som en beskrivelse af den situation, der opstår, når man gentagne gange oplever stress uden at vide, hvordan man skal handle. Så bliver man apatisk. Omvendt handler man, når man føler, at man har muligheden for og evnerne til at handle – også når man står i noget ubehageligt.

Det betyder, at krisekommunikation er en balanceakt. Den psykologiske tilstand, som man som politisk leder skal forsøge at etablere, kan bedst beskrives som optimistisk ængstelse. Borgerne skal være ængstelige nok til at tage rådene fra myndighederne til sig og optimistiske nok til at føle, at deres handlinger gør en forskel – og netop derfor vælger at handle.

Usikkerhed skal desuden undgås, fordi det er den allerbedste grobund for konspirationsteorier og misinformation.

Konspirationsteorierne omkring coronavirus er allerede begyndt at florere. Er det i virkeligheden et kinesisk biologisk våben, der er løbet af sporet?

Handler Mette Frederiksens tiltag om at begrænse politiske møder hos andre partier? Den slags ideer kan læses på de sociale medier.

Vi ved, at følelser af usikkerhed er en af de bedste forklaringsfaktorer for, hvornår folk tror på konspirationsteorier. Når folk oplever noget væsentligt, men mangler en forklaring på det, så foretrækker de hellere en bizar forklaring end at leve med usikkerheden.
I forhold til at forhindre en epidemi er misinformation ødelæggende. Hvis befolkningen skal handle hensigtsmæssigt, så kræver det, at deres opmærksomhed er rettet mod myndighederne, og at de har tillid til dem. Konspirationsteorier undergraver begge ting.

Hvad er så problemet med regeringens kommunikation om coronavirussen? Problemet er, at kommunikationen for det første ikke skaber den fornødne ængstelse, fordi regeringen i ubegrundet frygt for panik ikke lægger deres egne prognoser og tal frem.

Problemet er for det andet, at hvis der skabes en følelsesmæssig respons, så har den mere karakter af usikkerhed. Borgerne får således heller ikke præcise beskrivelser af de tiltag, som findes i værktøjskassen, og hvilke kriterier regeringen bruger i forhold til at beslutte, hvornår de skal hives frem.

Hvad sker der næste gang? Det ved den almindelige borger ikke.

Når politikerne skal skabe optimistisk ængstelse, så skal de fokusere på tre ting.

For det første skal de skabe konstruktiv ængstelse ved præcist at beskrive, hvad prognoserne er ved et uhindret epidemiforløb. Det kræver enkle svar på spørgsmål som: Hvad er det forventede antal smittede? Hvad er det forventede antal behandlingskrævende? Hvad er det forventede antal døde? Hvad er den danske kapacitet af sengepladser og behandlinger med ilt? Og hvornår vil behovet overstige kapaciteten?

Det kan forklares i en enkelt graf på et pressemøde eller i pressemateriale, og man vil også kunne forklare den unøjagtighed, der knytter sig til de enkelte gæt. Folk kan godt håndtere kompleksitet, når det er klart, at det er vigtigt.

For det andet skal politikerne fokusere på at skabe den nødvendige optimisme. De skal, som nu, være ekstremt præcise i deres råd. Samtidig skal de forklare de konkrete prognoser for, hvordan epidemien ændrer sig, hvis rådene bliver fulgt.

Folk skal kunne se forskellen mellem en situation med en uhindret epidemi og en situation med en befolkning, der tager rådene alvorligt. Det er netop det, som skaber den afgørende motivation i befolkningen til at ændre deres vaner på et svært, men centralt område: hvordan vi omgås andre mennesker.
For det tredje skal politikerne fokusere på at undgå usikkerhed. Det betyder, at politikerne skal være fuldstændigt klare omkring de tiltag, som er i værktøjskassen, og hvilke beslutningsregler de har for at aktivere de forskellige tiltag.

Hvor mange smittede kræver det, før skoler lukkes, hvornår opfordres folk til at arbejde hjemme, og hvornår forbydes alle rejser? Præcise informationer er den bedste kur mod usikkerhed. Hvis der opstår hamstringer i supermarkederne, så er det netop på grund af usikkerhed om, hvorvidt en nedlukning kan komme som en tyv om natten.

Hvis en epidemi skal undgås, så kræver det befolkningens hjælp. Og det betyder, at vores politiske ledere må træde i karakter.

Men politikerne kan kun træde i karakter og skabe den nødvendige optimistiske ængstelse, hvis de har tillid til befolkningen. Folk har ikke blot krav på sandheden. De kan også håndtere den, også selv om den ubehagelig. Hvad de ikke kan håndtere, er usikkerhed. Og hvis usikkerheden skal væk, så skal regeringen ændre sin kommunikationsstrategi i forhold til coronavirussen.