Nyhavn

Om Nyhavns lidt falmede Skuldre
breder den stille Kanal
i venlig og omsorgsfuld Skærmen
sit bløde, silkegraa Sjal.

Vandet er drømmetungt stille,
Bølgerne blide og smaa.
Stormen kruser blot Vandets
grønligt melerede Graa.

Dejligst er der ved Aften:
Halvmørke, ikke en Vind.
En Øldunst slaar ud fra »Palermo«,
hver Gang en Gæst træder ind.

»Cap Horn«! Hvor lyder det festligt!
En Knejpe er slet ikke graa.
Banjoen bjæffer mod Natten
sin Sømandsparole: Gaa paal

Mange har lystret Parolen.
Og Nyhavn har Knejper nok.
— Her gaar Pigebørn altid alene.
Matroserne kommer i Flok.

Fjernt lyser et Slot: D’Angleterre.
— En Gang var jeg selv naiv.
Nu har jeg byttet dets Tomhed
med Nyhavns myldrende Liv.

Natten sig lukker om Nyhavn,
stille og taaget og graa.
Lygternes lysende Øjne
synes saa søvnige smaa.

— Paa Hjørnet en ventende Pige.
Hun stod der ogsaa i Gaar.
Hun staar der i kommende Aftner.
Hun vil staa der om hundrede Aar,

tegnende imod Kanalen
— hærget, men yndefuld let —
selve Nyhavns-Nattens
rugende graa Silhouet.

  • Sigfred Pedersen (1903-1967)
    I Ung Dansk Litteratur (efterfølger af Klinte), 4. årgang 1927/28