ET SPØRGSMÅL TIL TYSKLANDS KONSERVATIVE

Af Peter Tudvad

ER HØJRERADIKALISME OG DEMOKRATISK SOCIALISME VIRKELIG ÉT FEDT?

På onsdag skal der igen vælges en ny ministerpræsident i det tyske forbundsland Thüringen. Valget er mildt sagt interessant, da det er det andet inden for en måned. Det første valg – den 5. februar i år – ledte mod alle forventninger til valget af den kandidat, som det diminutive liberale parti FDP havde opstillet. Kandidaten, Thomas Kemmerich, blev kun valgt, fordi det højreradikale parti AfD ved en finte stempe på ham og ikke på sin egen kanditat, som alle naturligvis havde ventet. Også det konservative CDU stempte på Kemmerich, men formentlig uden at have forventet, at han kunne blive valgt.

Den, der egentlig stod til at blive valgt, var den hidtidige – og i Thüringen meget populæare – ministerpræsident, nemlig Bodo Ramelow fra det socialistiske parti Die Linke. De foregående fem år havde han ledet en koalitionsregering bestående af sine egne socialister, socialdemokraterne (SPD) og de grønne (Die Grüne). Uheldigvis gik begge koalitionspartnere – især socialdemokraterne – tilbage ved landdagsvalget i oktober i fjor, mens hans eget parti gik frem. Resultatet var, at koalitionen akkurat ikke havde flertal, men da ingen andre var i stand til at danne en anden regering, var forventningen nu, at Ramelow alligevel kunne fortsætte som ministerpræsident og som leder af en koalitionsregering bestående af de hidtidige partnere.

Ingen – ej heller de konservative i CDU – ville samarbejde med de højreradikale i AfD. Men nu gik det altså sådan ved landdagens valg af ministerpræsident den 5. februar, at den liberale Kemmerich blev valgt med støtte fra AfD – altså de facto ved et samarbejde mellem CDU, FDP og AfD. Ergo måtte Kemmerich som konsekvens af egne partiprinsipper skynde sig at trække sig tilbage for at åbne vejen for et nyt valg, hvor det ret beset kun er Ramelow, der kan blive valgt. Dette kræver formelt, at han enten får absolut flertal i en af de to første valgrunder eller et simpelt flertal i den tredje og sidste runde. Men Ramelow har nu betinget sig, at han kun vil tage imod valget til ministerpræsident, hvis han får absolut flertat. Det kræver så, at mindst fire landdagsmedlemmer fra CDU eller FDP stemmer på ham (ingen af de to borgerlige partier er interesseret i et nyvalg, da de begge står til at gå markant tilbage).

Her er vi så ved et af de store parlamentariske problemer i den tyske forbundsrepublik anno 2020: Republikkens største parti, nemlig CDU, der i langt de fleste valgperioder har siddet på kanslerposten i forbundshovedstaden Berlin (og tidligere Bonn), vil hverken samarbejde med AfD eller Die Linke. Altså kan CDU’s medlemmer af forbundsdagen i Thüringen kun stemme på Bodo Ramelow ved at gå imod en central partibeslutning om ikke at samarbejde med socialisterne, som man i partihovedkvarteret i Berlin betragter som akkurat lige så udemokratiske som AfD. For partiledelsen i CDU er Die Linke røde nazister, ligesom AfD er brune stalinister.

Hvad er problemet med Die Linke? Det er, forlyder det, at partiet, der blev grundlagt i 2007, er en sammensmeltning af dels en udbryddergruppe fra det socialdemokratiske SPD, dels det socialistiske PDS, der tæller som en mere eller (ganske vist især) mindre kontinuerlig fortsættelse af SED, altså det såkaldt socialistiske enhedsparti, der regerede diktatorisk i det hedengangne DDR.

CDU har igen og igen krævet af Die Linke, at de fordømmer DDR som en “Unrechtsstaat”, en illegitim stat. Det har Die Linke ikke gjort, selvom de gerne fordømmer Stasi, Berlinmuren og den kyniske forfølgelse af regimemodstandere. For Die Linke var og er DDR bare mere og andet end disse uhyrligheder – og det var og er DDR fortsat for mange østtyskere, der efter den tyske genforening i 1990 ikke længere kan være sikre på jobs eller institutionspladser til deres børn. Dertil kommer, at de i DDR blev opdraget i en konsekvent antifascistisk ånd eller ideologi, som de i dag har fået god grund til at revitalisere. Udfordringen kommer nu fra AfD, der for mange at se er en åndelig og til dels sågar ideologisk genoptagelse af fascismen i Det Tredje Rige – altså akkurat den fascisme, som DDR profilerede sig i diametral opposition til. Hvordan skulle Die Linke så restløst kunne fordømme DDR som en “Unrechtsstaat”?

Når CDU vil have Die Linke til at fordømme det tidligere DDR som en illigitim stat, tør og bør man også fordre af de konservative og andre borgerlige partier i Tyskland, at de selv konsekvent fordømmer deres egen fortid. For i de første årtier efter Nazitysklands undergang optog og tålte de selv et utal af gamle nazister i egne rækker, herunder adskillige der kom højt på strå i partiapparatet og i statslige institutioner. Måske var denne tolerance et nådigt forsøg på at resocialisere de gamle nazister – af hvilke der var et tocifret millionantal – og således gøre en sammenhængende og demokratisk forbundsrepublik funktionsdygtig. Dette må jo have været CDU’s tanke – men altså en tanke, som partiet glemmer alt om, når det handler om, at der også i Die Linke kunne være nogle gamle partipampere fra SED, der også helst skulle integreres i det genforenede Tyskland efter 1990. Tilsvarende er der millioner af borgere, der har haft deres opvækst i DDR og dér har vundet forståelse for, at der også i socialismen findes visse velsignelser, som man nødigt giver køb på, selvom de nu lever i et kapitalistisk, liberalt, parlamentarisk-demokratisk og genforenet Tyskland.

At Muren er faldet, ville og vil konservative og borgerlige gerne belære socialister om. Men selv synes de ikke at have draget konsekvensen af det, når de fastholder, at alt til venstre for socialdemokraterne er en slags stalinister og totalitarister. Die Linke er hverken stalinistisk eller totalitaristisk, hvad partiet med al ønskelig tydelighed har demonstreret i de seneste fem år, hvor det med Bodo Ramelow i spidsen har været leder af en koalitionsregering i Thüringen. Partiet har overholdt de parlamentarisk-demokratiske spilleregler – i modsætning til AfD, der ud over at flirte med nazisme og fascisme kun tager del i det parlamentarisk-demokratiske spil for at ødelægge det. Akkurat dette var, hvad AfD præsterede med sin finte den 5. februar, den finte, der sendte det parlamentariske demokrati i Thüringen og hele Tyskland til tælling. Så hvis ikke det parlamentariske demokrati nu skal slås helt ud, må CDU besinde sig og anerkende, at Die Linke – i modsætning til AfD – er et parlamentarisk-demokratisk parti, som man kan samarbejde med, og som man i det mindste ikke må fordømme af rent og skært ideologiske eller historiske grunde.