I dag er det Lous fødselsdag

Asger Schnack skriver på Facebook:

Lou Reed (2.3.1942-27.10.2013). Dan Turèll var en meget stor Ezra Pound-fan, såvel som William S. Burroughs-fan, såvel som Lou Reed-fan. Fan på tre forskellige måder, jf. relationen: køligt-koldt beundrende (”Cantos”-besyngende), varmt ombejlende (i skriften at gennemleve en hyldest & inspiration) og identificerende (at være de sorte negle, at være ’det er ikke let’, at være ”Rock’n’Roll Animal”). I 1975 udgav Dan Turèll sit første bd. Medie-Montager (ud af seks), betitlet (lige ud ad landevejen): ”Ezra Pound / William S. Burroughs / Lou Reed”. Poul Borum skrev i Ekstra Bladet: ”Han er en storslået kritiker (…) De er prægtig læsning, disse halvfjerdsernes ’Fragmenter af en dagbog’.” Trivia: Paul la Cours ”Fragmenter af en Dagbog” udkom i 1948 og havde stor betydning for yngre forfattere. Poul Borum havde mere ret, end han måske vidste, for flere forfattere har berettet, at Dan Turèlls bog for dem fik lige netop den betydning, som Paul la Cours bog i sin tid havde for mere end én generation.

(Omslag: Peder Bundgaard).