MR. GRAND PRIX I NORGE ER DØD

Jan Poulsen skriver mindeord på Facebook:


Tidligere i dag blev det oplyst, at norske JAHN TEIGEN er død, 70 år gammel.
Han var dog meget mere end Mr. Grand Prix hos vores venner i nord. Også selv om han som den første nogen sinde scorede nul point i konkurrencen og dermed skrev sig ind i den internationale Melodi Grand Prix-historie.
Det var tilbage i 1978 med sangen ‘Mil etter mil’, og inden da havde han såmænd været i spil som Peter Gabriels afløser i Genesis, da sangeren forlod bandet i 1975, men desværre fik han ikke jobbet, der som bekendt gik til Phil Collins.
Det kan måske synes mærkeligt for de mange, som kun kender Jahn Teigen i Grand Prix-sammenhænge, men han havde en lang fortid i beatgrupper i 1960’erne og i det mere progressivt/symfonisk-orienterede band Popol Vuh, som dog skiftede navn til Popol Ace for ikke at blive forvekslet med Florian Frickes band med samme navn i Tyskland.
I 1996, da Norge afholdt det internationale Melodi Grand Prix oven på sejren året før med Secret Gardens ‘Nocturne’, blev han hyldet af musikere fra flere yngre bands som The Yum Yums og Weld, som havde dannet et “Melodi Grand Prix coverband”, The Janh Teigen Experience (ja, stavet på den måde), som kun eksisterede mellem det norske og det internationale Grand Prix.
Jeg var i Oslo i den tid og interviewe en del musikere, deriblandt The Janh Teigen Experience, som jeg også oplevede live, både direkte på norsk P3 og på spillestedet Smuget i Oslo, og det var fantastisk underholdende. Ligesom bandets eneste udgivelse, ep’en Are You Teigened?
Dagen efter mødte jeg Jahn Teigen, som var ualmindelig sød og venlig. Han var smigret over, at nogle unge musikere havde navngivet et band efter ham. Og så var han en fantastisk fortæller, hvad enten vi rundede hans tid med 60’er-musik, hans næsten-Genesis eventyr, hans Melodi Grand Prix-sange eller noget fjerde.
Faktisk fortalte han så mange historier, at tiden var ved at løbe fra os, for jeg skulle nå et fly, men han havde endnu flere historier, så han tilbød at køre mig i lufthavnen i sin åbne sportsvogn, hvad jeg takkede ja til. Og selv derude, på parkeringspladsen i Fornebu, var han svær at tage afsked med. Ikke kun på grund af historierne, men også fordi vi ustandseligt blev afbrudt af nordmænd, der ville hilse på ham. Han var KÆMPE i Norge; især i den uge, hvor landet var ramt af Melodi Grand Prix-feber.
Jeg var ikke fan af Jahn Teigen, men jeg er meget glad for det retrospektive bokssæt, han forærede mig den dag i maj 1996, og jeg elsker at høre på mennesker, der kan fortælle en god historie. Det kunne han, og sådan mindes jeg ham i dag, hvor han desværre ikke længere er.
Tak, Jahn!
Hvil i fred!