Uddrag fra ‘Klinte’

Arne Herløv Petersen skriver på Facebook:

Klip af Klinte
Uddrag af min roman Klinte, der udkommer 31. marts.

Thorvald Staunings skæg bølgede ham ned over brystet, da han tilknappet og sortklædt kom ud ad rådhusets dør og ned ad trappen til den menneskemængde, der fyldte pladsen.
Otto Liebe havde erklæret, at hans regering ikke ville rette sig efter et mistillidsvotum i Folketinget. Dermed var den totale krig indledt. Påskelørdag, den 3. april, besluttede Københavns Borgerrepræsentation derfor at gøre et sidste forsøg på at afværge den generalstrejke, der skulle træde i kraft tirsdag, ved at prøve på at få nye forhandlinger med kongehuset.
Folk gav plads for borgerrepræsentanterne, der begyndte at gå ned ad Strøget, omringet og fulgt af menneskemængden. De gik tungt, i samlet flok, og trak magnetisk byens befolkning med sig. Menneskemængden på Rådhuspladsen havde fyldt pladsen til randen. Mange var klatret op på Dragespringvandets stenkumme, og i alle vinduer i de omkringliggende bygninger – ikke mindst Politikens hus – hang folk ud for at se med. Nu voksede mængden på vej ned ad Strøget mod Kongens Nytorv. Den sugede til sig fra alle sidegader, den var som et organisk hele, en menneskesværm eller tue. De studerende fra frokoststuen var spredt som gryn i denne mægtige masse. Tom og Bønne fulgtes som sædvanlig; Bønnes lange ansigt lyste indefra, så hans ører blev gennemsigtige. Han var en tragt, der sugede begivenheden ind i sig, så den kunne lagres og lutres og komme ud som velformede ord. Broby betragtede med bister mine de mange betjente med kuplede hjelme, der fulgte optoget, Bukdahl følte fædrelandet kalde til herlig rejsning, Weltzer satte sin indre musik til, gjaldende fanfarer og Sousas honnørmarch.
Over Kongens Nytorv skyllede menneskemængden frem på begge sider af Krinsen, fra Magasin du Nord ilede ekspeditricer til døren for at kigge, og fra d’Angleterres terrasse så adelige døgenigte op fra tallerkenen for at betragte de lavere lag.
Militæret og politiet var sat ind. Slotspladsen var afspærret af en politikæde, og skarpt bevæbnede riffelskytter havde taget opstilling på tagene i Amaliegade og rundt om pladsen. Borgerrepræsentationens medlemmer fik adgang gennem politikæden og vandrede op mod Amalienborg. Menneskemængden, der strømmede til fra Frederiksgade, blev stoppet af politikæden, men pressede på, til kæden gav efter. Hundreder af mennesker stormede ind på pladsen. Beredne politibetjente søgte at tvinge folk ud, men presset var for stærkt. Tre gange dannede politiet kæde over gaden og tre gange blev den brudt, sidste gang med voldsom styrke, og mængden væltede under tordnende hurraråb ind på det afspærrede område. Røde faner stak pludselig op fra menneskemassen. Råbene lød højere og højere: – Republik! Republik!
Tom råbte med, og denne gang ikke forsigtigt og prøvende, men af fuld hals. – Republik! Bønne vidste ikke rigtig, hvad han skulle gøre. Han så forfjamsket ud, men så bøjede han hovedet bagover og gjaldede op mod den sene eftermiddagshimmel: – Republik!
Borgerrepræsentanterne forsvandt ind på Amalienborg. Tyve minutter efter kom Stauning ud. Han vendte sig mod mængden på pladsen og råbte højt og tydeligt. Han sagde, at de havde fremført deres synspunkter for kongen, der havde lovet at overveje sagen.
Liebe havde været med ved audiensen og optrådt arrogant og afvisende. Han afviste, at borgerrepræsentationen havde nogen ret til at udtale sig i denne sag.