DR skal have plads til at eksperimentere

Thomas Heurlin skriver på Facebook:

DR er fuldstændig unikt og uundværligt for vores evne til at tale på et oplyst grundlag om vores samfunds vigtigste emner. Derfor er det så vigtigt at DR bliver ved med at være i kontakt med hele befolkningen. Ikke kun læserne af Politiken og Berlingeren. For at være det på en ægte public service måde skal DR turde eksperimentere. Det gør de heldigvis også. Men det at eksperimentere gør at man også laver fejlskud – og det skal man også turde erkende. Er det for eksempel et legitimt mål at lave et ramaskrig/voldsom debat i befolkningen med “Fars Pige”? Er seerne og de medvirkende tjent med det? Til gengæld er der absolut ingen andre tv-stationer som ville turde binde an med en serie, hvor unge psykisk syge får taletid og visualiseret deres liv, så andre kan forstå dem. Derfor skal DR have plads til at blive ved med at turde eksperimentere – så vi får hævet niveauet på vores samfundsmæssige samtale.