Den røde Døds Maskerade

Den røde Døds Maskerade.
af Edgar Allan Poe
Oversat af Jakob Hansen

Den røde Død havde længe hærget Landet. Aldrig tilforn havde en saa dødbringende og grufuld Pest raset. Blod var dens Varsel og Segl – det røde, rædselvækkende Blod. Hæftige Smerter indfandt sig, pludselig Døs, Blodet strømmede ud gennem alle Porer, og Døden paafulgte. De skarlagensrøde Pletter paa Kroppen, og især paa Offerets Ansigt var det Pest-Mærke, der stængte ham ude fra hans Medmenneskers Hjælp og Medynk; men selve Sygdommen opstod, forløb og afsluttedes paa en halv Time.
Men Fyrst Prospero var lykkelig og uforfærdet; og han var klog. Da hans Rige var halvvejs affolket, omgav han sig med et Hof af Tusind Riddere og skønne Damer og trak sig med dem tilbage til dyb Ensomhed i et befæstet Abbedi. Det var en omfangsrig og prægtig Bygning; den skyldte Fyrstens egen sære og dog ophøjede Smag sin Oprindelse. Den omsluttedes af en høj og stærk Mur. Og
i Muren var der Jærnporte. Men da Hoffet var flyttet ind, hidbragte Hofmændene Smelteovne og svære Hammere og nittede Boltene til. Det skulde hverken lykkes Fortvivlelsen udefra eller Galskaben indefra at sprænge Portene. Klosteret var rigeligt forsynet med Proviant. Nu, da alle Forsigtighedsregler var trufne, kunde Hoffet byde Smitten Trods. Maatte Yderverdenen tage Vare paa sig selv. For dem, der var inde bag Klosterets Mure, vilde det være Daar-skab at hengive sig til Bekymringer eller Betragtninger. Fyrsten havde sørget rundeligt for Fornøjelser. Der var Gøglere, Improvisatorer, Balletdanserinder, Musikere; der var Skønhed og Vin. Alt dette var der og desuden Sikkerhed. Men udenfor rasede den ”røde Død“.

Der var forløbet 5-6 Maaneder, siden de sluttede sig inde, og Pesten rasede paa det forfærdeligste udenfor, da Fyrst Prosperos forlystede sine Tusind Venner med et sjælden prægtigt Maskebal.
Hvor vellystig skøn var ikke Rammen om den Maskerade! Men lad mig allerførst beskrive de Værelser, i hvilke den fejredes. Det var syv i alt en kejserlig Suite. I mangfoldige Paladser finder man en saadan Række Værelser i Flugt med hinanden, naar Fløjdørene er skudt helt til Side, er det muligt at overskue dem alle i saa godt som hele deres Udstrækning. Her forholdt det sig helt anderledes, som man jo kunde vente sig af Fyrstens excentriske Smag. Værelsernes Beliggenhed var saa uregelmæssig, at man knap nok havde Overblik over mer end et enkelt ad Gangen. For hver tredive, fyrretyve Alen ændredes Retningen brat; og man stod overfor en ny, vidunderlig Effekt. Saa vel til Højre som til Venstre var der midt i hver Væg anbragt et højt og smalt gothisk Vindu, der vendte ud til en lukket Korridor, som fulgte Værelsernes Krumning. Disse Vinduer var af farvet Glas, og Glassets Farve stemte overens med Værelsets Dekorationer. Værelset mod Øst var f. Ex. prydet med blaa Tæpper og Tapeter, og dets Vinduer var lyseblaa. Det næste Værelses
Prydelser og Tapeter var purpurfarvede, og Ruderne var ligeledes purpurrøde. Det tredie Værelse var overalt holdt i grønne Farver, og Vinduerne var ligeledes grønne. Det fjerde var udstyret og oplyst i orange, det femte i hvidt; det sjette i violet. Det syvende Værelse indhylledes tæt i sorte Fløjlstapeter, der skjulte baade Loft og Vægge og i tunge Folder faldt ned paa et Gulvtæppe af samme Stof og Farve. Men i dette ene Værelse svarede Vinduernes Farve
ikke til Dekorationerne. Ruderne var skarlagen – dybt blodfarvede. I intet af de syv Værelser saas en Lampe eller et Kandelaber blandt den Mængde gyldne Smykkegenstande, der fandtes spredt omkring eller hang ned fra Loftet. Intet Lys af hvad Art nævnes kan udgik fra Lampe eller Kandelaber i alle de syv Værelser. Men ude i Korridorerne, der løb jævnsides med Værelserne, stod der ligeoverfor hvert Vindu en tung Trefod med et Kulbækken, hvis Glød skinnede gennem de farvede Ruder og saaledes oplyste Værelset. Derved opnaaedes en Mangfoldighed af straalende og fantastiske Farvevirkninger. Men i det vestlige eller sorte Værelse, hvor Lysskæret faldt paa de sorte Draperier gennem de blodfarvede Ruder, frembragtes en saa uhyggevækkende Virkning, og de indtrædendes Ansigter fik et saa frygteligt Udseende, at det var faa, der overhovedet vovede at trænge ind i det Værelse.
Det var ogsaa i dette Værelse, at der stod et Kæmpeur af Ibentræ opad Væggen mod Vest. Dets Pendul svang frem og tilbage med en dump, tung, enstonig Klang; naar Minutviserne havde drejet sig Urskiven rundt, og Timeslagets Tid var inde, hørtes fra Urets Malmlunger en Lyd, der var høj, klar, dyb og vidunderlig melodisk, men den faldt med saa sælsomt et Eftertryk, at Orkesterets Spillemænd holdt inde med deres Spil for at lytte til Lyden; men derved kom de dansende ud af Trit, og der opstod et Øjebliks Forvirring i det glade Selskab; det kunde ske – mens Urets Slag lød – at selv de sanseløseste blev stille og blege, mens de ældre og mere satte fo’r sig med Haanden til Panden som hensunkne i Drømmeri eller smertelig Eftertanke; men naar Ekkoet fuldstændig var død hen, sprudlede Latteren frem i Selskabet; Spillemændene saa paa hinanden med et Smil over deres egen Forskrækkelse og Taabelighed og hviskede til hinanden, at næste Gang skulde de ikke lade sig anfægte af Urets Slag; men naar de 60 Minutter – det er saa meget som tre Tusind og sex Hundrede Sekunder af den ilende Tid – atter var forløbne, og Uret paany lod sig høre, da opstod den samme Uro og Skælven, de samme Grublerier som før.
Men til Trods herfor var det et lystigt og prægtigt 3 Gilde. Fyrstens Smag var ejendommelig. Han havde et fint Blik for Farver og Farvevirkninger. Han agtede kun lidet paa Skik og Brug. Hans Planer var dristige og uforfærdede, hans Paafund straalede af barbarisk Glans. Der var ikke saa faa, der ansaa ham for gal. Hans Omgivelser havde paa Følelsen, at han ikke var det. For at være sikker i Sagen, maatte man høre og se ham, komme i Berøring med ham.
Han havde ladet de fleste Møbler og rørlige Genstande flytte bort fra de syv Værelser i Anledning
af Festen; og hans Smag havde afgivet Rettesnor for Deltagerne i Maskeraden. De frembød tilvisse et eventyrligt Skue. Der var fuldt op af Glans og Glimmer, fantastiske og pikante Paafund – meget
af det, der siden hen kom til at udmærke „Hernani“. Der var sælsomme Skikkelser med sært forvredne Lemmer og Ledemod. Der var Delirier, som de udspringer af den Gales Fantasi. Der var megen Skønhed, megen Kaadhed og Særhed; der var adskilligt, der kunde indgyde Rædsel, og ikke saa lidt, der maatte vække Afsky. Der vandrede saa vist et Utal af Drømme gennem de syv Værelser. Og disse – Drømmene – slyngede sig ud og ind og laante Farve af Værelserne; det lød som var Orkesterets vilde Musik Genklangen af deres Skridt. Men snart igen lyder Urets Slag i den fløjlsklædte Hal, og i et Nu er alt Stilhed, alt Tavshed undtagen Urets Røst. Drømmene synes froststivnede, ubevægelige. Men Lydens Genklang døer bort – den har kun varet et Nu – og en sagte, halvkvalt Latter følger den til Dørs. Atter svulmer Musiken, Drømmene vækkes til nyt Liv, slynger sig hid og did saa lystigt som nogen Sinde i Skæret fra de farvede Ruder, hvorigennem Lyset fra Trefødderne strømmer. Men nu er der ingen, der vover at trænge ind i Værelset længst mod Vest; Natten er ved at svinde bort, og det Lys, der falder ind gennem de blodfarvede Ruder, bliver rødere og rødere, det sorte Draperi vækker Forfærdelse, og den, hvis Fod hildes i det sorte Gulvtæppe, hører det nære Urs dumpe og højtidsfulde Klang langt eftertrykkeligere, end de, der hengiver sig til Lystigheden i de fjærnere liggende Værelser.
Men disse Værelser var overfyldte, og i dem bankede Livets Puls hastigt og hedt. Og Lystigheden rasede, til Uret slog tolv Midnat. Og Musiken holdt inde, de dansendes Bevægelser stilnede; der var en urofyldt Stansning som de forrige Gange. Men nu havde Uret tolv Slag at slaa, og maaske skyldtes det Tidens større Varighed, at de besindige blandt Gildesbrødrene vaktes til saa meget des større Eftertanke. Og derfor hændte det maaske, at mange af de tilstedeværende lagde Mærke til en maskeret Persons Nærværelse, som ikke en eneste i Forvejen havde haft Øje for. Og Rygtet om den ny Maske spredtes hviskende fra Værelse til Værelse, og der opstod en Summen og Mumlen, der vidnede om Misbilligelse og Overraskelse – tilsidst om Angst, Rædsel og Afsky.
I en Forsamling af fantastiske Masker, som den jeg har skildret, formaaede selvfølgelig kun det usædvanlige at vække saa stor Opmærksomhed. Friheden med Hensyn til Maskering var saa at sige ubegrænset den Nat, men her var Grænserne overskredne; selv Fyrstens meget lempelige Krav paa Sømmelighed var krænket. Selv de mest ryggesløse Mennesker har i deres Hjærter Strænge, der lader sig sætte i Bevægelse. Selv de mest forhærdede, for hvem Livet og Døden kun er en Spas, tillader ikke, at der drives Spot med alt. Og hele Selskabet syntes dybt gennemtrængt af den Følelse, at den Fremmedes Maske og Lader var blottede saa vel for Vid som for Sømmelighed. Skikkelsen var høj og tynd og fra Hoved til Fod klædt i Gravens Klædebon.
Den Maske, der skjulte Ansigtet, mindede i den Grad om Trækkene hos et Lig, at selv den omhyggeligste Efterforskning vilde haft vanskeligt ved at opspore Bedraget. Alt dette kunde de lystige Gildesbrødre fundet sig i om just ikke billiget. Men den maskerede havde paataget sig selve den røde Døds Skikkelse. Hans Klædedragt var tilsølet med Blod, og hans brede Pande og hele Ansigtet var overstænket med Pletter af den frygtelige skarlagen Farve.
Da Fyrst Prosperos Øjne faldt paa denne Spøgelses-Skikkelse, der langsomt og højtideligt – som
for at blive i Rollen – vandrede om mellem de dansende, blev han gennemfaret af en hæftig Skælven, det være sig af Angst eller Væmmelse, men i næste Nu farvedes hans Pande rød af Vrede.
„Hvem vover!” raabte han hæst til de Hofmænd, der stod nær ham, „hvem vover at haane os med denne ryggesløse Spot? Grib ham og riv Masken af ham, lad os faa at vide, hvem vi skal lade hænge ved Solopgang.”
Fyrst Prospero stod i det østlige, det blaa Værelse, da han udslyngede disse Ord. De klang højt og klart gennem alle syv Værelser; ti Fyrsten var en djærv og kraftig Mand, og Musiken var blevet bragt til Tavshed ved et Vink af hans Haand.
I det blaa Værelse stod Fyrsten, omringet af en Klynge blege Hofmænd. Strax da han talte, sporedes en svag Bevægelse fremad mod den ubudne Gæst, der ej heller var langt borte og nu med statelige og værdige Skridt skred nærmere og nærmere henimod den talende. Men. i Kraft af en navnløs Rædsel, som Maskens galne Adfærd havde indgydt alle, vovede ingen at træde frem og lægge Haand paa ham, og han gik nær hen til Fyrsten uden at nogen hindrede ham deri; og alle som en veg tilbage fra Værelsernes Midte og gemte sig ind til Væggene, da han med samme højtidelige og afmaalte Skridt,’ som fra først af havde særtegnet ham, gik fra det blaa Værelse til det purpurne, derfra til det grønne, gennem det grønne til det orange, fra dette til det hvide og atter fra dette til det violette, før nogen gjorde Mine til at gribe ham. Men nu styrtede Fyrst Prospero vild af Vrede og opfyldt af Skam over sin øjeblikkelige Svaghed i Hast gennem de sex Værelser; men ingen fulgte ham; ti Dødsens Angst havde, grebet alle. Højt løftet holdt han sin Dolk, og han var naaet nær hen til den formummede Skikkelse, da denne, som var naaetfrem til den fjærneste Væg i det fløjlstilhyllede Værelse, brat vendte sig om mod sin Forfølger. Der hørtes et skarpt Skrig, Dolken faldt blinkende ned mod Gulvets sorte Tæppe, hvor Fyrst Prospero i næste Nu laa udstrakt og livløs. Nu styrtede nogle af Svirebrodrene besjælede af Fortvivlelsens vilde Mod ind i det sorte Værelse, greb den formummede, der stod høj og rank overskygget af Ibentræs-Uret, og aabnede deres Munde i gispende Rædsel; ti Ligmasken og Gravklæderne, som de greb fat i med saa stor Voldsomhed, skjulte ingen haandgribelig Skikkelse.
Nu vidste man, at den røde Død var indenfor Murene. Den var kommen som en Tyv om Natten, og én efter én segnede Gildesbrødrene i de blod-duggede Gildessale, og de blev liggende og døde,” der de faldt; og Urets Liv udslukkedes i den Stund, den sidste af de glade udaandede, og Treføddernes Flammebaal døde hen, og Mørke, Undergang og den røde Død herskede overalt. –

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.