Vi kan først ændre verden, når politik går på to ben

Rasmus Nordqvist skriver på Facebook

Det her er en helt andet slags opslag end dem, jeg plejer at lave, men jeg håber, du vil læse med alligevel:

Jeg tror, de fleste af os kender følelsen af frustrationen, når man bliver misforstået eller udsat for generaliseringer.

Det gør jeg i hvert fald af og til, når ser mig selv blive beskrevet i medierne,- særligt her i forbindelse med valget til politisk leder. Nogen beskriver mig eksempelvis som en Mini-Uffe. Selvfølgelig har Uffe inspireret, skubbet og løftet mig mange gange og gør det stadig. Men jeg er mig. Og det ville jeg håbe, at folk kunne se tydeligere.

For nylig skrev en journalist, at jeg mindede om Uffe, fordi vi begge bor i København og er homoseksuelle. Jeg overvejede, om der var nogen, der under valget i Venstre skrev, at Ellen Trane Nørby og Inger Støjberg mindede om hinanden, fordi de begge er heteroseksuelle? Jeg tror det ikke. Jeg er også blevet kaldet kedelig, ukarismatisk og elitær. Jeg er blevet beskrevet som en del af det etablerede. Ja, jeg er blevet kaldt rigtig, rigtig mange ting, jeg ikke kan genkende som mig selv i.

Som politisk ordfører forsvarer og forklarer jeg mit parti i både regnvejr og solskin. Det er en kæmpe ære at være politisk ordfører for Alternativet, men jeg tror måske også, at beskrivelserne er opstået, fordi rollen som politisk ordfører, ikke efterlader megen plads til personlige holdninger og udsagn. Det handler om professionalisme. Som politisk ordfører skal man være grundigt inde i utroligt mange politikområder, og man skal hele tiden ikke blot udtrykke men helt igennem være Alternativets politik.

Derudover har jeg også været tilbageholdende med at fortælle om mig selv. Jeg synes, vores opgave som parti er at løse de opgaver, der er så påtrængende, at min personlighed og private holdninger er langt mindre vigtig. Politik burde ikke handle om personer men om visioner og politisk handling.

Hvis jeg bliver valgt til politisk leder, vil jeg stadig være privat omkring mig selv, min familie og mine venner. Jeg har alligevel behov for at gøre op med det billede, der bliver tegnet af mig disse uger. Jeg har derfor lyst til at fortælle lidt om, hvad der fik mig til at engagere mig i politik og om, hvad der driver mig personligt.

Min vej ind i klassisk politik har været anderledes end den grænse fortælling om politikere. Jeg har ikke været aktiv i ungdomspartier og jeg er ikke akademiker, det der nogle gange bliver kaldt DJØFere, og som man møder mange af på Christiansborg. Jeg har i stedet lært at bruge mine hænder og min kreativitet, og jeg har lært at starte projekter. Til gengæld har jeg aldrig rigtig lært at sætte nutids-r. En rød tråd igennem hele mit ungdoms- og voksenliv er, at jeg har været aktivist. Jeg har nemlig altid drømt om og kæmpet for at skabe forandring.

Da jeg var helt lille, gik jeg til fredsdemonstrationer, samlede penge ind til Greenpeace på min skole, jeg var aktiv i Unge mod Apartheid, og jeg kom i Ungdomshuset, hvor vi turde drømme om et andet samfund. Jeg tror på, at det, man lærer gennem denne form for aktivisme, er mindst lige så vigtigt, som det man kan lære på universitetet eller andre steder. Man lærer at organisere sig, starte noget nyt, og at blive ved, – også når det er hårdt. Man lærer at argumentere og overbevise, at samle opbakning og at udfordre det etablerede.

Det er det, der motiverer mig. Og det var det, jeg trak på, da jeg var med til at stifte Alternativet. Vi vidste, at det var engagementet nedefra, der skulle skabe de nye politiske strømninger, der skulle ændre verden. Og vi så det som vores opgave at bære den stemme og det håb ind på Christiansborg i form af Alternativet. Men arbejdet på Christiansborg kommer aldrig til at stå alene. Jeg elsker dette arbejde, og jeg synes også selv, jeg er god til det. For mig giver arbejdet på Christiansborg dog først for alvor mening, når det kombineres med aktivismen. Det er derfor, jeg elsker at være med til Klimapåmindelsen, klimastrejker og klimamarcher, til demonstrationerne for et frit Palæstina, for bedre minimumsnormeringer eller for et stop for oliejagt på Lolland.

Jeg tror på, at vi kan først ændre verden, når politik går på to ben, det parlamentariske og det aktivistiske. Derfor mener jeg, at Alternativet må og skal have et ben i begge lejre. På Christiansborg og uden for Christiansborg, i byrådene og uden for byrådene. Det mener jeg også, vores politiske leder skal, og det er derfor, jeg stiller op. For at være aktivist og parlamentariker og 100% mig.