Den seksstjernede himmelhvælving

Eddie Michel Azoulay skriver på Facebook

… seks gyldne stjerner, og et citat fra min filmanmeldelse, er havnet øverst på plakaten til det uoverstigelige mesterværk, koncertfilmen ”Amazing Grace”, med Aretha Franklin. Endda side om side med Rolling Stone og The Guardian. Hele anmeldelsen kan læses i den nye udgave af filmmagasinet Ekko, som både udkommer på nettet og på noget så fornemt old school som et printmagasin. Da filmselskaberne – ikke overraskende – ælsker mange stjerner er det naturligvis ikke den store sensation, at de har citeret mig. Eller, at det står først. Det højeste antal ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ hører jo til sjældenhederne. Selv for mig. Ikke siden forrige århundrede, hvor jeg var filmanmelder i tv-programmet Filmjournalen, har jeg tildelt de sagnomspundne SEKS stjerner. Det skete kun et par gange eller tre – og det er 25 år siden. Gennem tiderne er den slags kun givet til film som Dreyers ”La passion de Jeanne d’Arc”, ”Citizen Kane”, ”2001: A Space Odyssey”, ”Goodfellas” og i dén dur. Så … hvorfor også ’Amazing Grace’, der blev til på bestilling af Warner Brothers Records, som i billeder ville have dokumenteret Arethas indspilning af det, der skulle blive til dobbeltlp’en ’Amazing Grace’ (optaget i januar 1972, over to aftener i New Temple Missionary Baptist Church i Los Angeles)?
På nær det himmelske lydmix – som i sig selv er en Oscar værdigt – er de seks stjerner ikke for noget cinematisk spektakulært ved kameravinklerne eller billedkompositionerne, lyssætningen, klipningen osv. Filmindspilningen skete under ledelse af selveste Sidney Pollack, som dengang ikke var ’selveste’ endnu (’The Way We Were’ kom eksempelvis først året efter), og man ser ham og hans hold fare rundt om Aretha med håndholdte kameraer, og der synes ikke at være den store retning i noget af det de foretager sig. Men, hverken filmskabere eller sangere (eller musikere, forfattere, malere og digtere) bør jo bedømmes efter den form de benytter, men efter hvad de er i stand til at fylde i den. Og her formår Pollacks håndholdte ’kaos’ at være dét, der i teknisk forstand alligevel ophøjer det til en filmisk tour-de-force. Rolige, kransvævende, glidende, lækre kameragange havde været helt forkerte i den her film. Det håndholdte forstærker og komplimenterer den overjordiske kraft, der er i gospelmusikken … eller rettere forstærker Aretha Franklins brusende lidenskabelige gospelsang, der hæver sig over virkeligheden! Pollack viser os reaktionerne – siddende, stående, dansende, klappende, råbende – fra alle de mange fremmødte unge, midaldrende og ældre sorte kirkegængere, der sender deres eufori, tilbedelse (til Aretha og øjet i det høje), indlevelse og enorme energi tilbage mod hende på podiet. Han viser hende stå dér – indtage salens energi og (gen)bruge det i sine næste strofer og ind- og udåndinger, hvorefter hun sender det tilbage til salen. Det hele som een stor organisme i bølgende bevægelse. Ét hjerte, der pumper blodrød kærlighedsenergi. Derfor kan dokumentationen af den her magiske sekvens af hændelser, samlet i ét antændelsens øjeblik, ikke andet end ende med at eksplodere i et big bang på den seksstjernede himmelhvælving …