REFLEKTIONER FRA EN STRAND

David Bentow skriver på Facebook:

Stranden på halvøen Railay er angiveligt en af de ti smukkeste i Thailand. Smukt er her i hvert fald.

Det var her også da jeg første gang stod og kiggede ud over Andamanerhavet, på samme sted hvor jeg står nu.

Jeg var 27, og nyudnævnt bureauchef hos en dengang mellemstor finanstjeneste, der hed Bloomberg News. Og jeg havde næsten hele verden foran mig.

Nu er jeg 48, og har statistisk set mere end halvdelen af livet bag mig. Sidste gang jeg stod her, havde jeg mange muligheder. Og endnu flere drømme.

Nu har jeg flere erfaringer, men færre muligheder.
Det er fint nok. I modsætning til Edith Piaf er der meget jeg fortryder. Men det er nu engang konsekvensen af at træffe valg. Mange af mine har været rigtige, og andre, heldigvis færre, virkeligt ringe.

Dengang i 1998 var Railay meget lidt udviklet. Det var jeg også.
Nu er her alt, hvad turisthjertet kan begære, bare man betaler. Og en af fordelene ved at være nået til mit sted i livet er, at jeg nu kan bo i en luksuriøs villa med egen pool og service døgnet rundt, lige ved havet.

En større luksus er dog at kunne få lov til at leve af at skrive, og være med til at have en udvikle journalister, som forhåbentlig kan gøre læserne, herunder jeg selv, en smule klogere hver dag.

Tiden mellem mine to besøg i Railay har været spændende, udfordrende, frusterende og fantastisk.

Jeg har været heldig og føler mig priviligeret, privat og jobmæssigt. Men der er også undervejs mennesker jeg har behandlet dårligt, og nogle som heller ikke har behandlet mig pænt.
Det ville jeg selvfølgelig gerne have undgået.

Men livet, siden jeg var her første gang, har også lært mig at drømme er vigtige, og at de med held og en ihærdig indsats kan blive realiteter.

Så jeg vil fortsætte med at drømme, og forsøge at realisere mine drømme.

Jeg har ikke behov for at lave noget helt andet, eller realisere mig selv på en eller anden panikagtig måde.
Men jeg drømmer om at blive bedre, mere reflekterende, mere ærlig og ydmyg, mindre usikker, mindre bange og mere åben. Både professionelt og privat.

Og måske kan jeg endda med tiden gøre nogle af mine mere graverende fejltagelser gode igen, på den ene eller anden måde. Jeg kan og vil i hvert fald forsøge.

I mine ører er The Smiths’ “This Charming Man” lige blevet afløst af Nick Caves “Into My Arms”.

Egentligt meget passende til at markere mit andet besøg i Railay.

Fortsat god søndag.