Første tanker om det britiske valg

Af Pelle Dragsted på Facebook

Første tanker om det britiske valg (lidt langt sorry, men del gerne videre)

1. Først lige lidt fakta
– Labours valgresultat i mandater er historisk dårligt. Ser vi på den procentmæssige opbakning var resultatet dog stadig bedre end i 2010 og 2015.
– Labour tabte først og fremmest i deres egne ”heartlands” i de gamle industri og mineområder. Det var arbejderklassevælgere i valgdistrikter der havde stemt for brexit ved folkeafstemningen.
– I byområderne tabte Labour nogle få men vigtige kredse snævert pga LibDem, som nægtede at indgå en stemmeaftale, der kunne havet samlet anti-tory-stemmerne.

2. Brexit var hovedårsag
Labour valgte en form for neutral linje ifht brexit. Det var umuligt i den polariserede debat som prægede valget. Mange danske progressive har beklaget, at Labour ikke var mere klar på at modarbejde Brexit. Men valgresultatet viser, at det næppe havde været klogt. Det var brexit-labour som stemte konservativt eller blev hjemme.
Skulle man så have være mere klar på at man ville respektere brexit-afstemnigens resultat? Måske. Men det havde muligvis ført til at man havde tabt andre kredse til LibDems i metropolerne.
Det var en gordisk knude for Labour – uanset hvem der havde stået i spidsen

3. Kultur-krige udfordrer venstrefløjen
Sandheden er at når den politiske dagsorden præges af culture wars, – det vi herhjemme kalder værdipolitik, så udfordrer det venstrefløj og socialdemokratier. Uanset om det er kampen om en mur på grænsen (USA), udlændingepolitik (Nordeuropa), eller spørgsmål om national identitet/nationalisme (UK og Spanien), så er det altid udfordrende for venstrefløjen og socialdemokratierne.

Det skyldes at udviklingen over de seneste 30-40 år har skabt en splittelse i venstrefløjens vælgere, mellem en presset arbejderklasse og nedre middelklasse, der føler sig presset af globalisering, migration, social dumping mm, og en gruppe med længere uddannelse og bedre vilkår, der nyder godt af globalisering og fri bevægelighed af arbejdskraften. Splittelsen går ikke kun på det økonomiske, men også på kulturelle og værdimæssige skel.
Der er ingen nemme løsninger. Hovedopgaven er at flytte dagsordenen tilbage til centrale klassespørgsmål, der vedrører menneskers livsvilkår, og som kan samle på tværs af forskelle. Men der må også bygges politiske og værdimæssige broer som kan rumme begge grupper – hvis ikke inden for ét parti, så i hvert fald inden for den brede venstrefløj.

4. Alt sættes ind mod dem der udfordrer eliten
Det er svært at komme uden om, at Corbyns person spillede en rolle. Popularitetsmålinger viste, at mange ikke havde tillid til ham. Det kan der være mange forklaringer på. Hans valg var allerede fra starten mere udtryk for at han var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt end på hans talenter.

Men der er ingen tvivl om, at en vigtig del af forklaringen skal findes i den hæmningsløse udmattelses-krig som hele den politiske, økonomiske og mediemæssige elite førte mod ham.
De milliardær-ejede medier har ført en skræmmekampagne mod Corbyn uden sidestykke i moderne historie. Løgn, bagvaskelse, manipulation har været dagens orden.
Mest trist har det dog været at opleve hvordan labours blairistiske højrefløj fra dag ét har undergravet og undermineret Corbyns troværdighed.

5. De selverklærede moderate vælger højrefløjen frem for forandringer
Det er en vigtig lektie for venstrefløjen, at selv overfor truslen om en national-populist som Johnsson, så er eliten (herunder establishment-eliten i Labours gamle ledelse, LibDems, selverklærede progressive mm) mere bange for at en demokratisk socialist kommer til magten.

De foretrækker Johnsons brexit frem for de relativt moderate sociale reformer som Corbyn ville gennemføre. Præcis som vi så det i USAm hvor det demokratiske partis establishment ved sidste valg spændte ben for Sanders, som var den kandidat, der kunne have slået Trump. Og lur mig om vi ikke vil se det samme, hvis Sanders eller Warren nomineres.
Det er desværre blot endnu et kapitel i en lang og grim historie for at den økonomiske elite er parate til at alliere sig med fanden selv, for at undgå sociale reformer til fordel for flertallet.

6. Hvad sker der nu?
Valget af BoJo vil få store konsekvenser. Selvfølgelig først og fremmest for briterne der kan se frem til endnu et konservativt styre. (Ét positivt resultat af Labours sociale reform-program, er at Johnson blev presset til at love at gøre op med nedskæringspolitikken. Om han holder løfterne vil tiden vise. )

Der er stor risiko for at Storbritanniens vil desintegrere. Skotterne stemte klart imod Brexit, og vil bruge resultatet til at søge uafhængighed. I Nordirland vandt republikanerne for første gang flest pladser.
Måske lurer den næste kultur-krig, som højrefløjen kan lukrere på her?

Også internationalt vil det få betydning. I den voksende kløft mellem Trump og EU – vil vi nu få en slags Trump on Thames. Det kan yderligere destabilisere både økonomi og international politik.
I EU kan briternes exit måske vise sig at være en fordel, for dem som ønsker en mere social orienteret politik – som UK altid har stået i vejen for.

Min (lidt bitre) sluthilsen til alle de selverklærede moderate og progressive, der brugte mere til på at modarbejde Corbyn end på at bekæmpe Johnson: Tillykke med resultatet, håber I bliver glade for ham 😦

Gode hilsner,
Pelle