Døden må vente

Af Claus Pogel

Så sad jeg der i bussen, og kom til at tænke på døden, og det var helt uden at blive ramt af panikangst eller en anden form for et senmodernistisk hysterianfald.

Mine tanker omkring døden var helt afklaret:

Jeg forestillede mig, at jeg sad lige så stilfærdigt på min plads, og langsomt lukkede øjnene for sidste gang. Det var en rar følelse.

Jeg kom til at tænke på, at jeg kunne stige ombord på et tog og rejse ind i evigheden.

Til sidst tænke jeg på, at den ideelle død ville være at lægge sig i en kano og lade strømmen føre en ind i evigheden.

Det er sgu’ nogle gange nødvendigt at tænke på døden som et uomgængeligt faktum for at sætte så meget desto større pris på livet; at tænke på at døden mange gange høster uden at sende et forvarsel.

Nå, men tilbage til udødeligheden… og livet.
Det er fredag, og døden må vente.