JOHN GIORNO (4.12. 1936 – 12.10. 2019)

Af Lars Movin på Facebook

Amerikansk digter, performer, kunstner, forlægger og aktivist.

Havde John Giorno udelukkende fungeret i den formidlende rolle – med projekter som Dial-A-Poem og Giorno Poetry Systems – ville hans navn stadig være mejslet ind på The Honor Roll over betydelige skikkelser i amerikansk avantgardekunst og undergrundskultur i anden halvdel af det 20. århundrede. Men som det er, har han herudover også et omfattende forfatterskab bag sig, hvor han ligeledes har været en pioner, for eksempel inden for områder som Pop Poetry, Sound Poetry og Performance Poetry. Og at han så også var den sovende mand i Andy Warhols “Sleep” (1963) og i en periode fra sidste halvdel af 70’erne til begyndelsen af 80’erne delte adresse med William S. Burroughs i den legendariske kunstnerbygning på 222 The Bowery i New Yorks downtown, er kuriositeter, der blot lægger yderligere alen til legenden.

Blandt de mange bogudgivelser kan nævnes: “Poems” (1967), “Johnny Guitar” (1969), “Balling Buddha” (1970), “Cum” (1971), “Birds” (1971), “Cancer in My Left Ball” (1973), “Shit Piss Blood Pus & Brains” (1977) og “Grasping at Emptiness” (1985). Memoirer kan man læse i “You Got To Burn To Shine” (1994). Og i 2008 blev højdepunkter fra produktionen samlet i “Subduing Demons in America: Selected Poems 1962-2007”.

(foto: lm / København, 12.6.14)