Af Lars Movin på Facebook

Det er ikke til at løbe fra: Når det handler om Bob Dylan, har jeg et særlig blødt punkt for midt-70’erne. Hvis jeg fik en pistol for panden og skulle nævne mit favorit-album, ville valget falde på “Blood on the Tracks” (1975). Hvilket dybest set nok har noget at gøre med timing: Det var det første album, der ramte mig lige i hjertekulen i samme øjeblik, hvor det udkom (mens jeg først for alvor begyndte at dyrke de store plader fra 60’erne længe efter deres udgivelse). I 1975 var jeg kort sagt i sync med Dylan. Og da “Blood on the Tracks” blev fulgt op med “Desire” og “Street-Legal”, var jeg helt på. Samtidig med at jeg slugte alt, hvad der blev skrevet om den usædvanlige turné, Dylan gennemførte i de år, den såkaldte Rolling Thunder Revue. Det er svært at forklare, men der var simpelthen en særlig aura omkring Dylan i den periode, som ikke fandtes hverken før eller siden. Og den aura fik en filmisk repræsentation, da den mærkværdige hybridfilm “Renaldo & Clara” (1976) ramte de europæiske biografer. For mit vedkommende var det i 1979, hvor jeg boede i Oxford i England. Tyve år gammel var jeg, da jeg – uden at ane, hvad jeg gik ind til – indløste billet til den fire timer lange version. Og blev fuldstændig rystet i min grundvold, ja, der var vel nærmest tale om en forelskelse. Aftenen efter gik jeg ind og så filmen én gang til, med usvækket fascination.

Spoler vi så frem til i dag, er det spørgsmålet, hvordan filmen ville virke på mit 3 x 20-årige jeg. Formentlig ikke helt så stærkt, men det får jeg aldrig at vide, eftersom Dylan – sådan som jeg har forstået det – endegyldigt har besluttet ikke at relancere “Renaldo & Clara”. I stedet har vi så fået den tilsyneladende dokumentariske, men ved nærmere eftersyn ikke meget mindre mærkværdige Scorsese-film “Rolling Thunder Revue: A Bob Dylan Story” (2019), som for tiden kan streames på Netflix. Nu har jeg også set den et par gange, og jeg må sige, at selv om jeg ved første gennemsyn blev frastødt af blandingen af fiktion og fakta, så rummer filmen SÅ mange gyldne øjeblikke, at jeg ikke kan lade være med at holde af den.

Som de fleste – i hvert fald de fleste dylanister – sikkert har læst sig til på dette tidspunkt, har Dylan/Scorsese krydret den tilsyneladende dokumentariske film med en række løgnehistorier. Ikke mindst har de til lejligheden opfundet en historie om, at det i sin tid var en obskur instruktør ved navn Stefan van Dorp, der var hyret til at optage en film under Rolling Thunder-turen. Og tilsvarende har de plantet et antal falske anekdoter, heriblandt sekvensen med Sharon Stone (som i virkelighedens verden aldrig var i nærheden af Dylan i de år). Grebet betyder, at man undervejs sidder med en irriterende fornemmelse af uvished. Når filmen lyver om disse åbenlyse sager, kan vi så overhovedet stole på, hvad der ellers bliver sagt? Sagen er, at det er ikke til at vide, og det er vel dette spil, Dylan/Scorsese har moret sig med at konstruere under filmens tilblivelse. I interview-stumperne med Dylan virker det, som om nogle af hans udsagn er seriøse, mens andre ikke er. Et eksempel: Der er en optagelse med en dansende Allen Ginsberg. Det har filmmagerne tydeligvis hvisket Dylan i øret, og ergo siger han, at han husker Ginsberg som en fantastisk danser. Rent bullshit! Men kort efter siger Dylan interessante ting om Ginsberg som digter. Og sådan er det hele vejen igennem. Vil man vælge en positiv tilgang – hvilket jeg efter andet gennemsyn har gjort – kan man more sig over løgnene og labbe resten i sig. For Scorseses film rummer som sagt talrige godbidder. Og det bedste stof ligger ikke i interviewsekvenserne, men i det dokumentariske materiale. I sangene – som man får mange af og flere i fuld længde – og i reportagerne fra turnéen. Og så er der Dylans ansigt! Man kunne skrue ned for lydsiden og bare iagttage det ansigt. Jeg tror, at der i løbet af de godt to timer, filmen varer, er mindst 47 ansigtsudtryk, jeg aldrig tidligere har set hos Dylan. Dét er i sig selv ekstremt sigende og givende. For som Jørgen Leth – med et ekko fra Andy Warhol – har sagt om sin metode, så kan man ved at iagttage en blank overflade tilstrækkeligt længe og vedholdende lære meget om, hvad der gemmer sig nede i dybet. Eller tag Dylan, som i filmen siger noget lignende, bare på en anden måde: Folk siger sjældent sandheden, men hvis de tager en maske på, gør de (citeret efter hukommelsen). Dylan bærer maske i hele filmen – konkret eller i overført betydning – og selv om han ikke altid sådan direkte taler sandt, så rummer filmen masser af sandhed for den beskuer, der bruger sine øjne. Nu hvor der som sagt ikke er udsigt til et gensyn med “Renaldo & Clara”, tror jeg faktisk, at jeg skal se “Rolling Thunder Revue: A Bob Dylan Story” en tredje gang …

(illustration: cover til bootleg-plade fra Rolling Thunder Revue; billedet er fra en scene i “Renaldo & Clara”, hvor Dylan og Ginsberg besøger Kerouacs grav i Lowell, Massachusetts)